The end is near!

53 dage til dimission 

14 dage til læseferie 

8 skoledage til læseferien 

Omkring 2 måneder til min uendeligt lange sommerferie. 

Ufatteligt at tænke på at der allerede er gået tre år. Tre år, hvor alting har ændret sig, man har været igennem både godt og ondt og har udviklet sig ud fra det. For tre år siden sad jeg drømte mig til gymnasielivet, 10. klasse var snart slut, og det var på tide at sige farvel til endnu en dejlig klasse. Jeg var på daværende tidspunkt ikke sikker på om jeg var kommet ind på Egå Gymnasium, men havde gjort alt for at, det var der jeg endte. Det viste sig så at være både et godt og et dårligt valg. De sidste tre år at mit liv har været de bedste indtil videre, men de har godt nok også været hårde. Det første år var ikke så slemt, det var først da man kom i 2.g at det begyndte at blive hårdt med afleveringerne, lektierne og selvfølgelig DHO og SRO! 3.g var en god blanding af repetition og de sidste emner i pensum, og nu er det snart slut. Nu starter min uendeligt lange sommerferie snart! Ikke mere struktur i hverdagen, ikke flere lektier, der skal laves eller afleveringer, der skal afleveres. Ikke mere meget! I de sidste par år har jeg set frem til de sølle weekender, som kun varer to dage. TO hele dage, hvor man vil slappe af, og hygge sig, men hvor man alligevel går med tanken om at mandagen snart kommer og man skal igang igen. Om 56 dage er der ikke noget, der kommer til at hedde weekend eller hverdage for mig, i hvert fald ikke i rigtig lang tid. Hmm... Det er helt uvirkeligt at tænke på. Det er som at leve i en drøm. En drøm, som er blevet drømt i så mange år, men som har været så langt væk. Og nu, ja nu er den tæt på, så tæt på at den er ved at skrifte fra drøm til virkelighed. 

Anita Blixt siger: "Drømme består oftest af tanker du går med i din hverdag". Det passer nu meget godt på min tilværelse lige nu. Jeg går rundt i en tåge af virkelighed og drømme, og har svært ved at kende forskel, hvilket er ret forvirrende nogle gange! Min nuværende drøm om frihed, går snart i opfyldelse, det er mig, der bestemmer alt, ingen der siger at jeg skal stå op kl. lort om morgenen, for at gå i skole. Ingen der skal bedømme mig ud fra, hvad jeg gør og ikke gør. Snart er det bare mig! Og ja, det kommer nok ikke som en overraskelse at mit fravær har været meget højt, sådan pænt meget højt, men tror at min drøm og min virkelighed blandede sig rigtig meget sammen i flere perioder, hvor de nærmest er blevet til én. Derfor tror jeg at jeg har så svært ved at forstå, at nu er det nu! Ih! 

Men det er en 50/50 følelse jeg kommer til at forlade Egå Gymnasium med. Fedt at skolen er forbi, men sørgeligt at jeg ikke skal se alle de dejlige mennesker, hver dag. 

53 dage til dimission 

14 dage til læseferie 

8 skoledage til læseferien 

Omkring 2 måneder til at mit liv begynder for real

Xoxo

Ganske Danske Flink

Gad vide om det kan lade sig gøre, at blive for flink? Måske kan man i Danmark. Hvis man er ganske flink i Danmark, bliver man så betragtet som skingrende skør? I bedste fald måske bare lidt lalleglad og tossegod, men stadig ikke helt ved sine fulde fem. I det ganske danske land findes der nogle uskrevne regler for hvad man gør, og især ikke gør, i det offentlige rum. Selv på en ganske almindelig bustur kan man støde på disse ”regler”. Nu har jeg i tre år taget bussen frem og tilbage fra gymnasiet hver dag, og jeg er snublet over disse regler et par gange.

Dansker-regel nummer et: ”Sæt dig ALDRIG ved siden af en fremmed i bussen, hvis der er andre ledige pladser”. Jeg savner nogle gange at snakke med nogen i bussen, og hvis jeg sætter mig ved siden af en i bussen, selvom der er tomme sæder rundt om, vil personen for det meste kigge underligt på mig og ligne en der tænker: ”Hun må da have en skrue løs”. Tænk hvis jeg havde. Så havde jeg en undskyldning for at snakke med fremmede. Det lyder fjollet. Bare dét, at man skal finde en undskyldning for at snakke med folk, er da skørt!

Dansker-regel nummer to: ”Snak ikke med fremmede”. Sommetider, mens jeg venter på bussen, står jeg og leder efter grunde til og måder hvorpå jeg kan falde i snak med de andre som også venter på bussen, da det jo er ret unormalt i Danmark bare at snakke til folk man ikke kender. For det meste kan man altid snakke om vejret, men det synes jeg er en anelse kedeligt. Jeg tænker folk vil få en sjovere dag, hvis jeg f.eks. spørger dem: ”Hvilken farve er din aura?”, ”Hvis du var en hest, hvilken gangart ville du så foretrække?” og ”Hvor stor en procentdel af befolkningen, tror du, kan gå i spagat? Tror du jeg kan?”. Men så vil jeg kunne genkende det ansigt der ser underligt på mig og ligner en der tænker: ”Hun har da helt sikkert en skrue løs”.

Dansker-regel nummer tre: ”Hvis nogen (så endelig) siger noget til dig, så er det altid et angreb, og de vil dig aldrig noget godt”. Hvis f.eks. en taske er væltet i bussen, og jeg flinkt går hen for at rejse den op, så kommer ejeren farende i al hast, snublende over alt på vejen, og vrisser: ”Det er MIN taske!” Jeg vil bare hjælpe, men personen tror straks at jeg vil snuppe den og storme ud af bussen. Ja, man må jo hellere være på den sikre side og have mistro til alle fra starten, for det kunne jo være at der en dag rent faktisk kommer en der ville tage ens taske. Say Whaaat.. Jamen kære ganske danskere kan I ikke se, at det er jer der har en skrue løs. Det er jo ren galimatias og fuldstændig gak-gak, at vi udelukkende ser på hinanden med mistillid, og på den måde skaber et negativt og dødkedeligt samfund.

Hvis man nu stiger på en bus i Danmark, og det samme i USA, vil man kunne opleve en tydelig forskel. I Danmark vil man hele vejen sidde tavs helt alene, hvorimod man i USA på 5 minutter vil have hørt hele en tilfældig medpassageres livshistorie. Det er der nogle antropologer der har forsket i. De har sammenlignet danskeres og amerikaneres flinke adfærd, og bruger begreberne negativ høflighed og positiv høflighed. Ifølge disse antropologer er danskerne og amerikanerne høflige på hver deres måde. I Danmark er det høfligt at give plads til andre og respektere deres privatliv, altså lade folk være i fred og holde sig for sig selv. Dette kalder antropologerne den negative høflighed. Derimod anses det i USA for høfligt at være inkluderende, åben og udadvendt, hvilket betegnes som positiv høflighed. Den negative høflighed ses i dansker-regel nummer et og to, hvor man vil give plads og respektere at personen nok gerne vil sidde alene og nok helst ikke snakke med nogle. Antropologerne har en pointe i, at det er nemmere at være flink, når man snakker mere med hinanden. Jeg oplevede selv sidste år noget utroligt flinkt i udlandet. Jeg var på interrail med en veninde, hvor vi camperede 1 km uden for en lille by, der ligger 10 km uden for Girona i Spanien. Vi havde vasket tøj og hængt det op på en tørresnor i solen, hvorefter vi tog ind til Girona. Da vi kom derind begyndte det at regne, hvilket var ret ærgerligt, da vores tøj jo hang til tørre udenfor. Da vi kom tilbage til campingpladsen, var vores tøj alligevel på magisk vis blevet tørt. Vi fandt senere ud af at det var naboerne der havde taget tøjet ind under et halvtag, da det begyndte at regne, og hængt det op igen bagefter (inklusiv undertøj :s). Det er fantastisk flinkt, og jeg elsker den mentalitet hvor man giver Moder Teresa baghjul og rækker folk hele hånden, når de kun beder om en lillefinger.

Mange folk i udlandet er ikke bare ganske flinke, men rent faktisk kolonormt flinke. Det er også derfor at jeg om under ”73 dage”, når vi bliver ”3.. 2.. 1.. studenter”, skal ud at rejse, og ”klar-parat-LEVE” livet. Jeg skal ud og tage imod al den flinkhed som jeg overhovedet kan suge til mig, og da flinkhed jo smitter, bliver det nemt at gøre gengæld. Indtil da må jeg være ganske danske flink, og prøve at smitte en eller to medpendlere. Ifølge mine egne ”meget troværdige” beregninger har jeg, i de tre år jeg har gået på gymnasiet, ventet på bussen i ca. 5,8 døgn, og kørt i bus i ca. 29 døgn. Det er lang tid, og der kan man da godt gøre turen en smule sjovere, ved at være ganske flink overfor sine pendlerkammerater. 

Mette :)

Viljen til at ville – skaber evnen til at kunne!

Hjertet banker hurtigt og larmende - så larmende, at det overdøver musikken, der strømmer ud af høretelefonerne. Åndedrættet er hårdt. Brystkassen hæves og sænkes rytmisk. Mælkesyren i lårmusklerne fordeler sig jævnt og gør musklerne næsten umulige at rokke på. Mit smarte pulsur, med indbygget GPS, viser mig, at der er 3 km igen – 3 KM!! Jeg er næsten ved at falde om af udmattelse, men jeg forsætter. Jeg ved godt, at jeg kan! Jeg tror på mig selv! Jeg er viljestærk! Eller så er det bare fordi jeg har lovet min far, at jeg vil løbe langt i dag ellers mener han ikke, at jeg vil blive klar til halvmaraton.

Jeg føler, at jeg har løbet i en evighed. Mine tanker begynder at kredse om frokosten på Sunset sammen med Anne. Jeg skulle aldrig have gjort det. Aldrig have ladet mig lokke eller have lokket Anne. Fandens! Nu går det også op af bakke. Jeg vidste jo udemærket godt, at de sidste 3 km af løbeturen vil gå op ad bakke inden jeg valgte denne rute. Fandens! Heldigvis starter bakken med en lav jævn stigning. Den første kilometer går næsten som en leg og er næsten overstået på ingen tid. Bakken begynder at stige og i takt med det stiger koncentrationen af mælkesyre i mine muskler. Jeg begynder også at kunne smage aftensmaden, og fortryder inderligt at jeg ikke ventede lidt længere før jeg drog af sted. Halvejs oppe af bakken! Hvis det ikke hurtigt er overstået, så er jeg 100000% sikker på, at jeg snart rammer muren. Jeg læste for ikke så lang tid siden i bogen ”Elsk at løbe – med maratonbogen” (en bog jeg fik af min far, da jeg overbevisende og selvsikker spurgte ham om vi ikke skulle meldte os til et halvmaraton) følgende definition på at ramme muren:

”At ramme muren” er et udtryk, der tit bruges i forbindelse med løb. Og er den tilstand man kan komme i, når kroppen har opbrugt al den oplagrede glukosen og går over til at producere energi ved forbrænding af fedt. Det er en langsom (og smertefuld) proces. Det siges at det først indtræder når man har løbet 30 km.

30 km og min bare…. Jeg mangler 18 km endnu før, rent hypotetisk, at kunne ramme muren. Pinligt! Jeg føler mig unormal, men jeg er sikker som en sten på, at det er de mange øl jeg drak i London, der er skyld i at min krop opfører sig (u)normalt. Fanden tage London! Jeg fortryder, at jeg drak de mange øl og nok også lidt at jeg spiste en gang eller to for meget på McDonald’s. Sne!!! Hvad?? Lige som jeg kun har 1 km tilbage begynder det at sne. Jeg sætter farten op for at få det overstået, hvilket resulterer i at mit hjerte banker hurtigere end nogensinde før. Jeg kan næsten ikke trække vejret og er for alvor bange for at jeg bukker under, men alligevel er det som om mine ben godt at klar over, at de kun skal bære mig sølle 500 m før de kan få lov til at slappe af. Solen stikker igen sit hoved frem bag de mørke skyer. Jeg var ellers overbevist om, at det var skyfrit, da jeg tog hjemme fra, ligesom jeg var overbevist om at dette nok skulle blive en legende let løbetur. Solens varme minder mig om sidste sommer på Hawaii. Jeg drømmer mig laaaangt væk. Et sted mellem udmattelse og hengiven til et dejlig minde snubler jeg, og noget hårdt og koldt rammer min tørrer læber og min kind. Jeg kigger op og ser…. Hagl?? Tørheden i min mund kan sammenlignes med den lave luftfugtighed i Sahara, og af ren refleks åbner jeg munden og lader de små hagl ramme min tunge. Det giver mig lidt ekstra energi og jeg bruger den på at sprinte de sidste 200 meter hen til mit hus. Benene knækker sammen under mig i det samme jeg betræder græsset og i faldet river jeg et håndklæde ned fra tørresnoren. Jeg tørre sveden af panden og kaster det hvide håndklæde over mit hoved. Jeg kunne give mig til at tude af udmattelse… Og ynkelighed! Så meget besvær, udmattelse og smerte for sølle 13 km. I takt med at mit hjerte begynder at banke langsommere, og jeg kan trække vejret helt ned i lungerne, overvejer jeg at tage en tur til… Bare ikke lige inden for de næste par dage!!

- Stine Eg Friis

73 dage… !

73 dage til dimensionen, hvor de sandsynligvis spritlugtende og tømmermænds-befængte 3.y elver får deres eksamensbevis i hånden. 73 dage til, at jeg forhåbentligt har fået et brev fra daghøjskolen Move’n act (en højskole uden kost og logi), hvori der står: ”Kære Sofie Ulsø. Du er blevet optaget på den etårige udannelse på teaterlinjen. Vi glæder os til at se dig d. … ”. OG 73 dage til jeg skal pakke mine ting og flytte hjemmefra og sammen med min dejlige kæreste, Benjamin!

73 dage er jo ingenting!!! Det hele går så hurtigt, og jeg skal løbe for at holde trit med den absurd hurtige tid, som aldrig holder pause. Jeg skal have overblik over forestillingsprojekt i drama som løber af stablen den 2. maj. Overblik over forårskoncerten den 10. maj. Overblik over øvning på musicalen ”All Shook Up” på Vilhelmsborg Festspil. Og til sidst skal jeg lave noget af en slutspurt i skolen, med skriftlige og mundtlige eksaminer.

Der er jo KUN 36 dage til, at jeg én gang for alle er færdig med 14 års skolegang. Jeg har brugt 70% af mit liv på at gå i skole, og nu er det MEGET snart slut. Det er med blandede følelser, at jeg siger farvel til skoletiden. På den ene side er jeg ked af, at en fantastisk tid på Egaa Gymnasium snart slutter. Og at 3.g’erne dermed spredes for alle vinde, hvorved vi risikere at venskaberne glider ud i sandet. Men på den anden side er jeg glad for, at fra nu af skal jeg (forhåbentligt) kun skal bruge tid på noget der interesserer mig. Slut med alle de sidefag, som jeg alligevel ikke har lyst til at bruge min tid på. Jeg ved godt, de er en del af ”den almene dannelse” man modtager på gymnasiet, for at blive et ”normalt” menneske. Og hermed få en bedre forståelse for Danmark og resten af verden. Både i fortiden, nutiden og for at skabe bedre løsninger i fremtiden og bla bla bla… .

For vi unge er jo samfundets fremtid. Vi har nu været ”fremtiden” i 13-14 år, så nu er det vores tur til at være en del af nutiden. Vores tur til at være voksne og gribe om verden. Gribe om store beslutninger og tage ansvar. Tage ansvar for ”vores tid”!

….

Ærligt talt… så synes jeg sgu det er vildt skræmmende, men også meget spændende, og jeg glæder mig. Skræmmende fordi om 73 dage skal jeg til at klare ALT selv (eller sammen med Benjamin, men I forstår vel min pointe?). Jeg skal skaffe mig et arbejde og betale husleje, regninger og alle de andre udgifter, der nu skal til for at have et socialt liv…. Det bliver lidt svært uden SU, eller de såkaldte ”café penge”. Et andet spørgsmål er: Hvordan skal et rodehoved som mig få bare en lille smule orden i en lejlighed? MEN det bliver nok det mest spændende og omvæltende, der er sket for mig.

Om 73 dage er jeg forhåbentligt optaget på Move’n act’s teaterlinje og er et skridt nærmere min store drøm om at blive skuespiller. Bruge hovedparten af min tid på teater, og glæde mig over hvor skønt det er. Denne glæde får jeg lov til at dele med Benjamin hver dag, når jeg træder ind af døren til mit nye hjem i vores lejlighed i Brabrand.

(Dyyyyb indånding) Puuha om 73 dage starter der et helt nyt liv for mig, og jeg kan absolut IKKE fatte det.

- Sofie Ulsø

Mind the Gap!

Indånding. Jeg mærker pulsen stige. Dørene lukker. Det giver et ryk, jeg lukker øjnene og en klump samler sig i halsen. Cleanet op af min højre arm kan jeg mærke hud, fugtig og klæbrig. Bare et lille skridt mod venstre, så er alt godt. Forkert. Taget hælder og tvinger mig til at knække nakken. Hovedet havner i nærheden af en andens udånding. Tilbage til højre. Toget bumper af sted og det klamme hud til højre forsvinder. Svup! Et sekunds frihed, og så er det klæbrige påhæng tilbage. Tør jeg åbne øjnene? Bare tanken er ulidelig, så nej. Tårerne presser på, men møder hård kamp på sin vej frem. Jeg gør det ikke! Vi sagtner farten. Jeg står stille. Koncentration. Dørene går op. Mast! Jeg mærker noget rive fat i mig, pludselig står jeg på perronen. ”Please mind the gap between the train and the platform.” Klaus, hvornår lærer du, at du ikke er velkommen?

Der ligger 402 kilometer togbane begravet under London med 270 stationer, der er i brug. Det er fascinerende, men med 7 millioner indbyggere i London kan det være mit værste mareridt. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke, selvom jeg har mine teorier. Tænk sig, at der har kørt damplokomotiver i de baner. Det minder mig om min far når vi gik tur i Kildeparken, da jeg var lille. Op på broen og kigge på togene. Eller som mini-Anne sagde på smukt jysk, tååååååg! Altid kom historien om da far var dreng. Dengang vintrene var hvidere, benzinen var billigere og der kørte damplokomotiver gennem Aalborg, der stoppede på stationen under broen i Kildeparken. Som drenge er bedst, løb far og hans kammerat op på broen og væddede om hvem der kunne ramme flest gange ned i togenes skorstene med deres spytklatter. Om de ramte er en anden sag, men uanset bliver historien jo ikke dårligere.

Kildeparken blev hurtig fortid, og minderne, gode som dårlige, bliver sjældent hevet frem fra gemmerne. I stedet fyldes bevidstheden med fars kloge ord, ”lad dig ikke stille tilfreds med godt, hvis bedre er muligt.” Ja, det kan han jo sagtens sige, det giver endda mening til en hvis grad, og alligevel har det altid fastholdt mig i en hvis grad af forvirring. For er jeg så på vej væk fra noget, eller på vej hen imod noget? Lad os nu f.eks. tage hele konceptet med ”hjem”. Det er en af de ting som vi på en gang flygter fra, men på samme tid leder efter. Er man så på vej væk, eller bare på vej frem? Og kan det i virkeligheden komme ud på et? Ja, jeg ved det i hvert fald ikke.

Hvad jeg ved, er, at mit nuværende hjem grænser til en gyser. Nu er der sikkert mange der tænker ”det forstår jeg godt”, men til det har jeg bare at sige ”jeg tvivler”. Ser I, jeg bor lige for tiden i et stort fuglehus. To af vores gavle OG kvisten huser nemlig krager. Jeg sværger, jeg lever i en bedre Hitchcock film. Hitch-cock … jeg føler med dig Alfred! Sidespring, men hvor jeg kom fra. Bare jeg træder ud for en dør, er der omkring 8-12 krager, der skræpper efter mig, kraaa-kraaa kraaa-kraaa, og ikke nok med det, de dykker ned, som skulle de til at angribe. Møg dyr! Jeg får lyst til at skyde dem, plukke dem, grine af dem for til sidst at brænde hele flokken - men hov, vent - jeg skulle jo absolut lege Poul Thomsen og overbevise Rasmus om, at de skulle have lov til at få sæsonens unger. Så kunne vi afspærre åbningerne bagefter til efteråret en gang. Fandens også! Møg dyr! Se forbi problemet Anne, Rasmus slår dem nok snart ihjel J

Lad os lege en lille leg. Hold din ene hånd frem for dig. Stræk alle fingrene ud. Fold tommelfingeren ind over håndfladen, så de resterende fire fingre fortsat er strakte. Hold nu hånden i udstrakt arm foran ansigtet. Hvad ser du?

……………………….. ........ ........ .... .... .. .. . ..... ......

Problemer er der nok af. Klaus, Kildeparken, krager og jeg ved snart ikke hvad. Det største problem med problemer er, at de ikke er problemet. Hvis du forstår det, så er forklaringen unødvendig, og så ved du også at svaret til min leg er otte. Hvis du ikke forstår, er svaret stadig otte, så prøv at forstå.

For nu en gang at citere Hitchcock,”the only way to get rid of my fears is to make films about them”, nu er det selvfølgelig ikke fordi vi alle skal til at lave gyser film, men kom da ud med det for s****!

Toget kører om du er med det eller ej. Nåede du det ikke viser DR HD hele turen søndag formiddag, god fornøjelse.

Udånding!

- Anne Kock Flygaard

Klar - Parat - LEV!!!!

Påskeferie! Farvel terminsprøver! Jeg bukker og løfter min imaginære hat for jøderne og deres fejring af udvandring af Egypten. Tak Tak siger jeg bare. Yi-hai-oh! Første programpunkt: Surf. Boardet op på taget, udstyret bag i bilen og så nordpå mod nordkystens buldrende bølger. Et måske lidt dødfødt projekt hvis jeg ser mit valg af surfspot i retrospekt. Vandet var, på trods af 11 m/s fra nord, fladt som en pandekage fra Københavns rådhus. Ikke fordi jeg nogensinde har smagt en pandekage derfra, men taget deres berømthed i betragtning må der være en vis kvalitet i dem. Om ikke andet var vandet i hvert fald fladt. Og koldt. - meget koldt. Selvom jeg med glæde tog en tyk (og tung) våddragt på. Hætte, handsker og støvler så kun en lille del af ansigtet var blottet for vandet og vindes evindelige angreb på min åh så sarte hud, og jeg var klar. Parat. GO! på en gang ”ripping the waves”. - bare uden bølgerne. ØV! Fart og lidt hop blev det dog til. Sidstnævnte endte dog i noget som vi indviede ynder at kalde et ”Katapultstyrt”. PLASK!!!!!

Dagene efter skulle i hvert fald ikke bruges på surf. Rygsækken blev pakket med alt lige fra trangia og sovepose, til vandresokker og Fjällräven G-1000 bukser. Og selvfølgelig vælger undertegnede ikke at tage sit ellers så dyrt indkøbte, spritnye og helt igennem legendariske drikkesystem med på sin rejse mod Danmarks smukke nationalpark - som åbenbart ikke er en nationalpark: Rold Skov med de tilhørende Rebild Bakker. En rejse med rygsæk og telt. Præcis det eneste jeg behøver for at elske livet på trods af den ellers til tider trivielle hverdag på gymnasiet. En rejse hvor der ikke er nogen, der siger nej. Nogen, der siger ”du skal” eller ”du burde”. En rejse hvor min evige trang til at se hvad der er på den anden side af bakken lever for fuld kraft. Rebild Bakker blev i hvert fald besøgt med vandrestøvler og rygsæk. Telt og en sød pige i hånden. Og hver eneste bakketop skulle bestiges for at se hvad der var på den anden side. Et fantastisk koncept. Bare gå mellem bakkerne. Se ned på skovene dag ind og dag ud. Jeg ser her bort fra de tænderklaprende nætter i et alt for koldt telt på en helt vildt tilfældig teltplads langt fra alt hvad der hedder civilisation - hvis vi lige ser bort fra den flotte jernbane, der ynder at dele Rold Skov på langs. Jeg kan så til gengæld spørge mig selv om hvorfor det er jeg så gang på gang vælger vandrestøvler, telt og sovepose, frem for mine hjemmesko, hus og dyne. Jeg vil opleve. Eller snarere; Jeg vil leve. En klog mand sagde engang at det ikke gør ondt at dø. Det gør kun ondt at dø uden at have levet. Man kan så spørge om jeg ikke er i live i 4. modul torsdag eftermiddag i lokale 11 på gymnasiet hvor min lærer står foran tavlen og fabler om Danmarks internationale placering fra 2. verdenskrig og frem til i dag. Rent biologisk vil jeg måske kunne kategoriseres til at være i live, men min hjerne kører i tomgang og jeg er lige ved at flatline. Jeg kan heldigvis se frem til en hue med rødt bånd, fest og ikke mindst den der lille detalje med et papir med nogle tal på, som meget gerne skulle sige at jeg kan kalde mig selv for student. Man kan vel næsten betragte eksamensbeviset som en adgangsbillet ud til livet. LIVET!!! JAA! Nu er vi der!! Woop woop!!! Jeg undskylder mit mindre udbrud af glæde, men jeg vil være netop der hvor jeg har glædet mig til at komme. I livet. At der så venter 5 eller 8 års uddannelse på et eller andet universitet, et eller andet sted hvor jeg kan få lov til at nørde med et eller andet som jeg på et eller andet tidspunkt finder helt vildt spændende, kan ses bort fra. Nu vil jeg leve. Leve med vandrestøvler, telt og sovepose. Fjelde i alle afskygninger, vildmark og røg i tøjet. Eller leve i vinden, vandet og bølgerne. Med mit surfboard under armen og søgende efter lige det øjeblik hvor jeg føler jeg er i live. På vej mod bølgen, der skal bære mit liv mod nye højder. Mod steder jeg aldrig har været og steder jeg altid har ønsket at komme til… Ad for en gang romantisk pjat, men bølgen har jeg nu intet imod. Bare den er der for en gang skyld, og ikke holder sig væk som dengang i slutningen af marts, hvor terminsprøverne netop var overstået. Skolen var snart slut og jeg skulle have påskeferie for sidste gang i gymnasiet. Dengang hvor jeg måske netop levede for at leve. Dengang, der er nu. Nu hvor jeg kan se frem mod den røde hue, papiret med tallene og jeg kunne være tilbøjelig til at råbe

KLAR - PARAT - LEV!!!!

Rasmus Teistrup Ernst

Kys det nu (det satans liv)

”Der er nogen chancer, som man selv kan ta’
og flytte rundt med hvis man synes
lidt op og ned, du ved, man klarer sig
åh, Gud hvor åndsvagt.” - TV2

Igennem de sidste atten og et halvt år har der ligget en rød tråd, et midlertidigt mål, et ønske om opfyldelse af et ønske. På nuværende tidspunkt i mit liv, har der været forholdsvis klare retningslinjer. Lige fra min opdragelse, til mine valg, til mine valg af holdninger, til mine holdninger om min fremtid, har jeg været under direkte eller indirekte indflydelse af min familie, venner, lærer, læger, etc.… Jeg indrømmer blankt at jeg i gennem min forholdsvis korte tilværelse, har været lidt af en sucker for en systematiseret hverdag, for orden og en håndfuld retningslinjer, som efter sigende skulle fungere som et sikkerhedsnet. Dette system har gennem årene skabt et dybdegående og gennemborende behov hos mig og mange af det ganske lands ung-folk. For lige at sikre at læseren har basal, banal, forståelse for menneskets behov.

Maslows Behovspyramide

Den russisk-amerikanske psykolog Abraham Maslow lavede i 1943 en grafisk model for opfyldelsen af de menneskelige behov. Denne grafiske model en pyramidefordeling af disse behov, som efter Maslows påstand skal opfyldes nedefra. Pyramiden er inddelt således at på femte og nederste trin finder vi de fysiske behov, på fjerde trin finder vi behovet for sikkerhed, på tredje trin det sociale behov, på andet trin behovet for agtelse og sidst men absolut ikke mindst, øverst, behovet for selvrealisering. Man må altså have dækket behovet for mad, vand, varme osv., før man kan gå i gang med at dække behovet for fysisk og social sikkerhed. På det øverste gyldne plateau har man kræfter til at få dækket behovene for at virkeliggøre sine mål, at realisere medfødte eller senere erhvervede evner, at opnå såkaldte højdepunktsoplevelser eller åbenbaringer. Folk, som har fået dækket behovene på de fire foregående niveauer, er mennesker med skabende arbejde, der søger udfordringer, og som har trang til at udvikle og bruge deres evner. Selvrealisering er forestillingen om, at ethvert menneske har et utal af ubevidste ressourcer og potentialer, som venter på at blive realiseret. Det gode og det sande er
ikke længere en ydre værdi, vi skal tilstræbe men en indre værdi, vi skal udleve og realisere. Jeg har som ung dansker været så privilegeret gennem min opvækst og opdragelse at jeg på nuværende tidspunkt, 6811 dage inde i mit liv, er nået til et punkt på min behovspyramide hvor jeg kan sætte en lille smiley udfor de fire første behov.

”Der findes en visdommens vej - det er dén, som bør være let at erindre:
dum dig og dum dig og dum dig igen, men mindre og mindre og mindre.”
- Piet Hein

Jeg har lagt en plan. En midlertidig og lettere diffus idé. Jeg ved hvilken retning, men jeg kender ikke vejen. Sådan er det for mange unge danskere lige i denne tid. Om femogtyve dage og en håndfuld eksamener står jeg og mine venner med en hue i hånden. En milepæl i min og deres tilværelse, et kryds på en uklar checklist, men også en påmindelse om at vi nu for alvor er ved at vride os ud gennem nøglehullet i hoveddøren på den lille biedermeier idylliske landejendom. Ud i lyset hvor vi kan bestige vores egne bjerge. Vores egne pyramider.

Kære venner, vi har ramt det gyldne plateau.

”Kys det nu det satans liv
grib det, fang det før det er forbi.” - TV2

Simon Thordal Olesen

3..2..1 Student!

Påsken er allerede ovre og om nogle uger, er livet i gymnasiet så småt ved at afslutte. Det føles som det var i går jeg startede i 1.g og nu fatter jeg slet ikke, at det hele snart er forbi. Sjovt nok, så minder det hele mig om noget, en 3.g’ere engang fortalte mig: ”Nyarial, det kan være at 1.g føles som en evighed for dig. Men tro mig, når du kommer i 2.g vil du hurtigt mærke, at tiden flyver og så er du allerede 3.g’ere. Og før du overhovedet vil ane det, vil du stå med dit eksamensbevis i hånden.” Jeg tænkte bare, at det var noget hun bildte mig ind. Hun var jo 3.g’er på det tidspunkt og hun manglede kun et par uger...

Ordene får mig til at tænke på den dag jeg startede i gymnasiet. Jeg husker det hele som det var i går. Jeg startede på Århus Statsgymnasiet – også kendt som hippie-skolen. Jeg kan tydelig huske de forskellige teamlærer stå og vente foran skolens hovedindgang på os, de ny ankommende 1.g’ere - ”sutterne”- som 2. og 3.g’erne også kaldte os. Spændt, husker jeg, at jeg gik rundt blandt den store menneskemængde af 1.g’ere og ledte efter min klasse. Jeg glædede mig sådan virkelig meget til, at starte mit ”nye liv” - som jeg af en eller anden grund mente det var - i gymnasiet. Hvorfor jeg gjorde det, aner jeg ikke. Det var jo ”bare” et trin videre i livet. For nu hvor jeg tænker over det, var der jo ikke kun noget godt, at glæde sig til. I hvert fald ikke med den viden jeg har i dag. For NU, hvor jeg husker tilbage til det hele, er det virkelig gået op for mig, hvordan vi 1.g’ere egentlig var. UVIDENDE. Jeg kan jo slet ikke lade være med, at tænke på de stakkels nye og kommende 1.g’ere, der slet ikke aner, hvad der venter dem de næste 3 år i gymnasiet; almenstudieforberedelser, studieretningsprojekt, terminsprøver, tonsvis af afleveringer og jeg ved ikke hvad. Det er jo SØRGELIGT! Men nu skal det heller ikke lyde som om, at gynmasiet er et dårligt sted at være, tværtmiod. Alle de nye mennesker man møder, festerne, studieturen, turen til København og en masse andet sjov og underholdene, som er en del af gynmasielivet, er noget man virkelig kan se frem til. Fællesskabet og en følelse af tilhørers forhold! Dét kan man slet ikke undgå, at GLÆDE sig til! Men for lige at vende tilbage til den gang jeg var 1.g’ere. Var det synd for mig? Var det sørgeligt, at jeg ikke vidste, hvilke udfordringer der ville møde mig senere hen i gymnasiet? Der er jo et ordssprog som siger: ”There’s always light at the end of the tunnel.” Og i følge ordbogen på www.idioms.thefreedictionary.com, er betydningen af ordssproget følgende:

Light at the end of the tunnel

something which makes you believe that a difficult or unpleasant situation will end

- We're halfway through our exams now, so we can see light at the end of the tunnel .

- Unemployment is still rising but analysts assure us there is light at the end of the tunnel.

See also: end, light, tunnel

Så selvom man bliver mødt af alverdens udfordringer – om det bliver i gymnasiet eller hvor henne – så vil man på et tidspunkt altid kunne klare udfordringerne og få positive resultater ud af det. Det har jeg i hvert fald opnået i dag, med den viden om, at jeg har klaret mig i gennem alle udfordringer i gymnasielivet. Indtil videre...

Jeg sidder nu og kan stadig ikke fatte, at det hele snart er forbi. Et eller andet sted føler jeg, at jeg skylder min veninde – som i dag er 5.g’ere – en undskyldning. Hun havde jo ret! Siden jeg startede i 2.g på Egaa, er det hele gået meget stærk. Og nu tvivler jeg slet ikke på, at jeg, før jeg aner det, vil stå med studenterhuen på hovedet og eksamensbeviset i hånden og kan kalde mig selv for student. Det håber jeg i hvert fald jeg kan. For så kan jeg se frem til, at endnu et trin med andre og nye udfordringer, vil komme mig imøde, før et nyt kapitel af mit liv for alvor kan begynde!!!

- Nyarial Kalam

Puha jeg har det varmt

Min hals brænder og jeg føler jeg kan spyde ild ud af min mund. Jeg har forsøgt mig med chili! AV, det gør ondt, det svider, jeg begynder at svede og mine øjne løber i vand. Hvordan kan nogen virkelig syntes at denne grøntsag smager godt? Jeg klør mig i mit venstre øje - JEG ER 1000% sikker på at jeg er blevet blind. Smerten er endnu være end at spise den og jeg glemmer helt at det gør ondt i min hals. Jeg ender i stuen liggende konstant suttende i en mælkekarton med en våd vatrundel på øjet. Ja, det var så min første gang jeg prøvede at spise chili, som 10årig, fordi min far udfordrede mig i at tage en bid, af hans hjemmedyrkede, ”overhovedet ikke stærke”, men meget milde chilier. Man kan sige at mit møde med hr. chili ikke ligefrem var lykkeligt, men snarere en form for nærdødsoplevelse. Siden hen har mine møder med ham været forsigtige, men efter tilberedning på forskellig hvis har mine smagsløg efterhånden vænnet sig til smagen, og jeg er faktisk gået hen og blevet helt glad for den stærke smag, som krydderi til maden. Og jeg har flere gange seriøst overvejet at melde mig ind i fanklubben ”Chili Fan - for danske chilientusiaster” (www.chilifan.dk). Jeg må dog erkende at det stadig ikke er rart at klø sig i øjnene når de har været i kontakt med chili og specielt ikke chilikernerne. Og et godt råd til drengene, som jeg har fået fortalt fra en af mine venner, som selv har haft en lettere træls oplevelse med chili er, ikke at gå på toilettet efter at hænderne har været i kontakt med chili. Så husk det drenge, (hvis i glemmer det, så skal i ikke være bange for at glemme det til en anden gang). Nå tilbage til min opfattelse af Chili, for det er er sjovt som ens opfattelser ændres med alderen. Et godt eksempel på dette var i dag (den 18/3 2012), da sad jeg til familiefødselsdag med min lille kusine på 6 år, som hviskede til mig at hun skulle fortælle mig en hemmelighed. Vi gik ind på hendes værelse, og hun fortalte mig at hun var blevet forelsket i Chris fra hendes klasse, men det var Katja, hendes gode veninde også, og det Charlotte også. Det mærkelige lå ikke i at være forelsket som seksårig eller at de var tre som var forelsket i den samme, det mærkelige var at Charlotte i forvejen havde to kærester. Så jeg spurgte min kusine om det ikke var lidt tarveligt og synd for de to drenge som var kærester med Charlotte. Men svaret var ”der er jo ikke nogen af dem der er kede af det?”. Hvis dette spørgsmål blev stillet hende om blot 5 år, eller måske bare 2 år, ville svaret være noget anderledes og hun ville højst sandsynligt svare at det var forkert og at Charlotte var mærkelig. Men hendes opfattelse er endnu ikke farvet af samfundets moral og lovgivning som mener at det er forkert. Hvis eksemplet/diskussionen om flerkoneri udvides til hvordan polygami opfattes i muslimske lande. Er den fuldstændig modsatrettet af vores danske opfattelse af det. For De fleste muslimers begrundelse for retten til flerkoneri stammer fra Koranens kapitel "Kvinderne" vers 3: "Hvis I er bange for, at I ikke kan behandle de forældreløse retfærdigt, så gift jer med de kvinder, I finder for godt: To, tre eller fire. Hvis I er bange for ikke at kunne behandle dem ligeligt, så kun med én, eller de slavinder, I ejer. Dette er det nærmeste til ikke at komme på afveje." Og det bringer mine tanker over på min fantastiske og studietur til Tanzania med klassen, hvor vi interviewede en muslimsk imam og lærer (på Nianjema Secondary School, hvor vi boede) ved navn Kabuja. Da spørgsmålet kom til hvad hans mening om polygami var, smilede og grinte han, og svarede nærmest overraskende ”at det var fuldt ud accepteret, fordi det stod i koranen”. Jeg kan huske at jeg var helt forarget over at han grinede og virkede som om at han var fuldstændigt uforpligtende overfor kvindernes følelser. Men opfattelser er påvirket af den kultur og den religion man lever efter. Jeg dvæler lige ved den enormt dejlige følelse, jeg får i maven af at tænke på det brændende hede Tanzania og Zanzibar, for min opfattelse af Tanzania er, at det er et helt fantastisk land, som jeg er nysgerrig efter at udforske endnu mere i fremtiden! Forhåbentlig efter 3.G, hvor verden bare venter på at jeg kommer ud og udforsker den, så jeg kan få dannet mig en helt masse nye opfattelser og indtryk. Måske skulle jeg tage til Bolivia, chiliens stamfar, og spise mig mæt i stærke retter og se om chilien smager lige så godt dernede, på en varm sommeraften i solnedgangens skær?........ Jeg tror det!

Nanna Friis

Om Galla og kjoler og 3.g'er

I fredags var der gallafest på gymnasiet. Det var en fantastisk aften J

Gymnasie-gallafesten er den aften, hvor de ellers ret afslappet påklædte 3.g’ere dresser sig op i gallakjoler og fine jakkesæt, for at danse lanciers for deres forældre, lærere, venner og bekendte og på alle måder virker som de respektable og fornuftige unge voksne, de måske er. Ude på sidelinjen står mødre og fædre i et kapløb om, hvor mange billeder, de kan nå at tage af deres fantastiske vidunder af et barn. De tænker med bekymring på, hvor hurtigt disse ”børn” vokser op og at de måske snart flyver deres vej væk fra reden og de beskyttende ravnemødre, mens de drømmer om den lysende fremtid, der med garanti ligger foran dem. Det er en aften hvor pigerne får sat elegante frisurer hos frisøren, og hvor drengene rent faktisk lægger mærke til den lille detalje, der gør netop dét par stilletter specielle, som deres veninde eller kæreste har på. Det er en aften hvor drenge og piger danser sammen, som man gjorde før i tiden og ikke blot hopper fulde og akavede rundt på dansegulvet på et diskotek til lyden af dance eller techno rytmer. Det er en aften hvor skolen serverer fin middag og køber dyrt live-band, så festen kan blive helt suveræn. På en måde kan man sige at denne aften handler om det ydre. Det kan ikke tælles hvor to hænder, hvor mange timer hver enkelt pige har brugt på at lede efter den helt specielle kjole, hvor mange ting man med tungt hjerte har undladt at bruge penge på, så man havde råd til den perfekte kjole, det perfekte hår, til det perfekte det hele. Så ja, på en måde kunne man kynisk sige, at det hele er en gang perfekt opreklameret fis. Det handler om hvor flot man er i sin kjole, hvor flot ens dansepartner ser ud, hvor stolt ens forældre bliver af at kigge på en, hvor fine billeder man får taget, osv. For på denne aften kan alle ligne en hollywood stjerne på den røde løber, man kan sole sig i opmærksomheden og beundrende blikke fra 1. og 2.g’erne. Efter festen på skolen fortsatte festlighederne på Casino Royal, et sted jeg vil påstå, at højst 1 % af Egå gymnasiums 3.g’ere nogensinde før havde sat deres ben. Stedet var så fint, at man ikke engang måtte medbringe sin mobiltelefon og i hvert hjørne stod uniformerede vagter. Her stod vi i vores fine kjoler og kørte vores dyrt opsparede jetoner rundt og rundt i hænderne før vi turde og satse en smule.

Fuck, skal det være rød eller sort!? Hvis jeg taber 100,- har jeg mindre til drinks bagefter, men måske får jeg 200,- i stedet? Det er et svært valg. Men jeg gjorde det, jeg fulgte min indre stemme og jeg satsede på rød. Og jeg vandt. Og jeg gjorde det igen.. Og jeg vandt. Pludselig følte jeg mig ret sikker på mig selv og spillede selvfølgelig igen. Kunne det ikke være fedt at vinde 300,-? Men selvfølgelig vendte heldet, som det har det med at gøre, og jeg endte med at tabe de 100,- jeg startede med at satse. Lort. Jeg bandede indvendigt over min dumhed, nu ville jeg få dårlig samvittighed over den dyre drink, som jeg helt sikkert blev nødt til at købe senere, for det skal man jo til galla.

Efter casino turen drog vi til afterparty på Train. Pludselig forvandlede de fornemme mennesker, der tidligere havde prydet hallen på gymnasiet med deres indlærte dansetrin og svært opnåede skønhed, sig til de festaber, de i virkeligheden er. De lange kjoler røg og flere drinks røg ned. Resten af natten hoppede vi fulde og akavede rundt på dansegulvet til lyden af dance og technorytmer og det var lige os. Med samme kyniske stemme kan man sige, at det var da klokken blev ca. 02.30. at de rigtige 3.g’ere slog sig løs, dem som ikke har flere tusinde kroner at spille for på casino og normalt ikke danser ret flot i lange kjoler og høje hæle. Nogle par fandt hinanden på dansegulvet og forsvandt sammen i nattens mulm og mørke, nogle veninder rettede tøj sammen på toiletterne, mens de snakkede om hvem der var lækker, og nogle måtte måske en lille tur forbi buskadset udenfor og lægge en hilsen i form af nogle af de tidligere indtaget drinks.

I fredags var der gallafest på gymnasiet. Det var en fantastisk aften - hele aftenen J For selvom kynismen insisterer inden i mig, så var der en højtidelig og festlig stemning på gymnasiet og det var sjovt at se hinanden fine i tøjet og at danse sammen, sådan rigtigt danse. For galla er mest af alt den aften hvor 3.g’erne rykker tættere sammen og mærker fællesskabet, tænker på hvor kort tid der er tilbage af gymnasie-eventyret og glæder sig over de skønne venner man har fået på vejen indtil nu. En aften hvor man kan få lov til at nyde alt det gode gymnasiet medfører, og hvor man præcis som forældrene tænker med glæde og angst på den store frihed der ligger forude. Så kan man godt føle man er ved at blive lidt voksen… SHIT - det havde jeg glemt. Min veninde kyssede sku da med ham der i går. Kan ikke vente med at få alle detaljerne i morgen i skolen.

Nanna Rønde

Man kan hvad man vil, men hvad er det jeg vil?

At vælge eller ikke at vælge - det er spørgsmålet, som egentlig ikke er et spørgsmål. Det er for nutidens unge blevet noget nærmere et krav. Et krav om at vi SKAL vælge. Vælge hvem vi vil være, hvad vi vil være og ikke mindst hvordan vi vil leve op til egne målsætninger. Den gode nyhed er, at vi kan vælge hvad som helst. Alle muligheder eksisterer og ligger åbne for vores fødder, uden de mindste begrænsninger. Det er i hvert fald hvad jeg, gennem hele mit liv, ustandseligt er blevet fortalt.

”Man kan hvad man vil” er stadigvæk min kære faders oftest anvendte klicheordsprog, og jeg skal da være den første til at erkende, at han, ved at videreføre denne overbevisning til mig, succesfuldt har sørget for, at min selvtillid og mit ambitionsniveau er højt. Men på det seneste, i takt med at afslutningen på min gymnasietid nærmer sig med svimlende hastighed, begynder jeg at tvivle på hans ord. Jeg ved nemlig hvad jeg vil. Jeg vil så inderligt gerne vælge! Interesserede menneskers evigt gentagede spørgsmål om mine planer for fremtiden banker mig bestandigt i baghovedet med stor kraft, og har medført at ”valg af uddannelse” er at finde allerøverst på min nuværende prioriteringsliste med store blokbogstaver og lysende ramme. Alligevel er jeg tilsyneladende ikke i stand til, at ”kunne hvad jeg vil”, for selvom målsætningen om at vælge har været klart defineret siden min gymnasietids begyndelse, blinker punktet endnu ufortrødent og ugennemført i toppen af ”To Do”-listen. Når jeg så spørg mig selv, hvordan det at vælge karriere kan være så umådeligt svært, når jeg frem til et grundlæggende svar - mangel på begrænsninger! For hvad findes der til at pege mig i den rigtige retning, når min interesse er ligeligt fordelt over de tre fakulteter, karaktergennemsnittet intet udelukker og forældrene kun kan byde ind med klicheer som ”du skal mærke efter hvad du har lyst til, og så vælge hvad der føles rigtigt”? Der er alt for meget, som jeg har lyst til, og det er udelukkende min ubeslutsomhed, der afholder mig fra at følge drømmene. Og så naturligvis den afskrækkende bevidsthed om alle de fravalg man foretager sig i sit endelige valg af erhverv. For det allermest skræmmende ved at foretage vigtige valg er utvivlsomt risikoen for, at man vælger forkert, samt uvisheden omkring de konsekvenser som et fejlagtigt valg kan medføre.
Det angstfyldte omkring det at træffe beslutninger har optaget mennesket langt tilbage i tiden, og flere store filosofiske værker tager udgangspunkt i netop det at vælge. Den filosofiske retning eksistentialisme beskæftiger sig med grundideen om, at tilværelsen og livet er fuldstændig uden mening, hvilket er usikkerheds- og angstfremkaldende. Den eneste måde man, ifølge eksistentialisterne, kan overkomme denne meningsløshed er ved at træffe valg. Det er nemlig gennem vores valg, at vi kan skabe vores eksistens og danne vores identitet, samt en dertilhørende mening med tilværelsen. Hvis man er enig i denne filosofiske retning, øges presset på beslutningen betragteligt, da den enkelte selv er ansvarlig for hvert foretaget valg, og fordi disse valg samtidigt definerer hvem man er, kan hverken personer, opvækst eller samfundet bære skylden for eventuelle fejlvalg.
I situationer hvor jeg konfronteres med vigtige beslutninger, drømmer jeg mig af og til tilbage til barndommen, hvor de valg jeg stod overfor, var af mindre afgørende karakter. Nøøj, hvor ville jeg ønske, at dagens mest komplicerede dilemma var, om jeg skulle vælge kassettebåndet med Mads og Mikkel eller den sædvanlige med Robin Hood, eller om jeg i virkeligheden burde tjekke indholdet på fjernsynets vigtigste kanal Cartoon Network. Man skulle jo nødigt gå glip af ynglings-seriens nye afsnit! HOV HEY! Vågn op tak. Selvom det var skønt at være et barn næsten uden ansvar, ser jeg udviklingen til min nuværende situation som værende positiv, for som tidligere nævnt er det netop i stillingtagen til vanskelige valg, hvor vi tvinges til selv at tage ansvar, at vi har mulighed for, at opdage hvem vi er, og hvad der definerer os som mennesker.
Jeg håber i sandhed at min far har ret (det har han desværre som regel) i sit yndlingscitat, for hvis man virkelig kan, hvad man vil, så skal jeg nok ende som det gode menneske, jeg ønsker at blive, og så må jeg vel bare tage mig sammen og få valgt den uddannelse. Hvad er det værste, der kan ske, right? Det vigtige er ikke at fokusere på det overvældende antal af muligheder, eller manglen på begrænsninger, men i stedet at værdsætte den enorme frihed som vi har til at foretage lige præcis de valg, som gør os til de mennesker, vi ønsker at være.

At vælge eller ikke at vælge - det er kravet som egentlig ikke er et krav. Det er noget nærmere en frihed, som er givet nutidens unge. Denne frihed indebærer at der er uendelige valg, som giver os mulighed for konstant at udvikles. Måske burde vi ikke forsøge at fastlægge så store beslutninger såsom ”hvem vil jeg være?”, men i stedet koncentrere os om de mindre valg, og lade vores identitet udspringe af disse. But who cares? Vi kan jo altid vælge om igen.

Mathias Thøgersen

Finder på en overskrift senere

Jeg løb. Jeg løb væk på en bane fyldt med overspringshandlinger forklædt som vandpytter, huller i jorden og trævægge med pigtråd. Jeg løb, indtil jeg ramte en tyk mur af skole og afleveringer og lektier, og selvom jeg prøvede at møve mig udenom eller kravle op over og væk, så ramte jeg bare en ny mur af samme stof. Til sidst var jeg for træt til at løbe og for træt til at undersøge muren, så jeg satte mig ned og stirrede intenst på den i en time eller to. Jeg kom ikke særlig langt.

Okay. Jeg havde en plan. Først var det efter, at biologi afleveringen var lavet. Så skulle jeg ud og handle ind. Efter det kom Friends på TV2, så det skulle jeg lige se – måske det samme afsnit for tyvende gang. Og hov, så var klokken vidst omkring midnat. Det må blive i morgen, siger jeg til mig selv, fordi jeg har jo ikke travlt. Det er kun mandag, og jeg har hele ferien til at lave en lille bitte mikroskopiske på-størrelse-med-halvdelen-af-et-halvt-sandkorn aflevering. (Okay, det var vist et komplet arrangement af en eller dansk sang, som jeg nok burde kende, men som jeg selvfølgelig ikke gjorde, fordi jeg stadigvæk ikke helt har 100% jordforbindelse med mine ikkeeksisterende danske rødder, og derudover var den vidst også på hele 6 timer, men nu jeg løber væk igen). 

Så. Altså. Afleveringer og musik og overspringshandlinger. Nogen gange er det a piece of cake, men det var det bestemt ikke denne gang, hvor jeg i et halvt øjeblik troede, at jeg var med i den benhårde kokkekonkurrence MasterChef… og jeg er ikke udlært. Så jeg udskød det (for længe), fordi jeg ikke ville tænke på det. I mellemtiden lavede jeg ikke ingenting. Jeg lavede hundredevis af andre ting, andre lektier og andre afleveringer, og ifølge John Perry, filosofiprofessor på Stanford University, er denne måde at strukturere sine overspringshandlinger på en smuk form for kunst. Jeg takker og bukker. Han mener, at man organiserer sine gøremål efter betydning og nødvendighed. De vigtigste opgaver ligger øverst på listen, og nederst på listen fordeler små dagligdagsting sig, ting som man gerne vil have ordnet, men som kan udskydes i en uge eller fem. Her vil en person drevet af sine overspringshandlinger fylde listen med opgaver, som befinder sig relativt langt nede. Dette fortsættes indtil man bliver nødt til at få tegnet et flueben øverst på listen - lave den aflevering eller mødes med den veninde, som altid var lidt akavet og som måske ikke rigtigt var en veninde, men nærmere en bekendt af en anden veninde eller whatever, som man nu har udsat. Fordi der kommer bare et tidspunkt, hvor man har været ude og gå med hunden syv gange i løbet af den sidste time, hvor man har læst avisen forfra og bagfra og fundet den med blindeskrift, og hvor man har gennemsøgt internettet for informationer om den vestafrikanske larves livscyklus.

Jeg kom ikke særlig langt. Afleveringen plagede mig, og jeg var ikke gået i gang endnu. Så jeg ledte efter definitioner i stedet.

"Indenfor etologien betyder overspringshandling en tilsyneladende irrelevant handling, som et dyr foretager, når dets instinkter giver det selvmodsigende beskeder, så flere uforenelige adfærdselementer stimuleres samtidig. Et eksempel kan være dyret, der i kamp motiveres til både aggression og flugt. Et sådant dyr kan pludseligt begynde at pudse sin pels eller udvise seksuel adfærd. Som regel vil overspringshandlingen være ganske kortvarig, da den ydre situation vil stille krav - i eksemplet vil modstanderen udnytte chancen og enten stikke af eller fortsætte kampen."

Et eksempel kan være en mand, der i et skænderi motiveres til aggression eller flugt. En sådan mand kan pludseligt finde på at stryge sit tøj eller tag det af, slikke sig om munden og sende et frækt blik til sin partner. Som regel vil overspringshandlingen være ganske kortvarig, da den ydre situation vil stille krav - i eksemplet vil partneren udnytte chancen og enten storme ud af rummet og smække døren eller råbe ”Hold kæft, hvor er du klam Sten. Nej, gider ikke lege nu, og det er stadigvæk din tur til at gå ud med skraldet. Nej, Sten. Nej. Nej. Lad nu være. Sten. Stop. Gå ud med skraldet. Nu, Sten. GØR DET NU FOR SATAN I HELVEDE! … Åååh. Det er okay Sten, det er helt fint. Nej, det er fint. Du er, som du er. Du har ret, og jeg er den uvidende – jeg må hellere takke himlen, stjernerne og resten af universet for, at jeg stadigvæk ved, at du er ligeså dum og egoistisk som din abe af en far.” 
Stilhed. Partneren vandt og Sten gik ud med skraldet og sov på sofaen i en uge. Dårlig overspringshandling, Sten min ven.

”En handling man udfører, i stedet for at udføre en handling man egentlig burde udføre.”

Min far kalder. Han kan ikke finde sin blå skjorte. Han kan ikke finde noget mere. Jeg løber, og vender tilbage senere.

”En overspringshandling er en ting man gør for at udskyde andre, presserende opgaver. Typisk er det den studerende, der finder på ligegyldige rengøringsopgaver for at - øøh - lige et øjeblik…”

Fantastisk. Den ramte plet. Jeg fandt den perfekte definition, og jeg kunne begynde på musik.

Jeg behøves vel ikke at skrive, at det ikke skete. Så der sad jeg søndag aften. Uden at have skænket afleveringen en tanke. Det er måske løgn. Faktisk havde jeg tænkt på den om lørdagen og fredagen og torsdagen og onsdagen og tirsdagen, men jeg formåede med en smule hjælp fra fjernsynet, computeren, familien og resten af verden at sortere den væk i en kasse navngivet Lort og andre ting, jeg ikke gider at tænke på pt., og så tog jeg kassen og trampede på den og sparkede til den og satte ild til den og gravede et hul og dækkede kassen til og spyttede på jorden og gik min vej, og svor at jeg aldrig ville nærme mig den kasse igen. 

Velkommen til søndag, knap en uge senere. Min gode ven, Lectio mindede mig så sødt som sukker om at afleveringen var til kl. 12 den efterfølgende dag. Jeg gravede kassen frem og begyndte arbejdet. Det var et hårdt og opslidende og tilfredsstillende arbejde. Jeg besejrede muren bevæbnet med en hammer, en økse og en boremaskine. Det tog lang tid at ødelægge muren. Det var hårdt og trættende, og jeg indså, at jeg mindst havde brug for en bulldozer for at rive muren ned. Så mens støvet lagde sig, løb jeg jublende væk. Og hen mod den næste mur. 

- Neusha

Vintergækken anno 2012

Og der står den så.

Strålerne fra den første forårssol er så småt begyndt at bryde gennem de grå skyer og varme de vinterblege ansigter. De første fugle er hjemvendt fra sydens sol, klar til at kvidre foråret i møde, og bøgens små skud emmer af den nye årstid, der er på vej. Og midt imellem græsstråene står en lille, hvid vintergæk, der har kæmpet sin vej op igennem den stadigt halvfrosne jord. Fin, hvid, ren og uden viden omkring hvad den vil møde over jordens overflade. Vintergækken minder mig på mange måder om de cirka 40.000 studenter, der sammen med mig (forhåbentligt) og vintergækken springer ud i det her forår og forlader gymnasiet. De er også fine, hvide og stadig unge i den verden, der venter på dem udenfor. Kampen op igennem den knoldede, ubarmhjertige jord var ikke let, men nu står vi her med verden for vores f(/r)ødder, og ser frem mod tider med både sol, vind, regn og blæst.

Og så skruer vi lidt ned for idyllen. For hvad søren er det for en verden der ligger udenfor, og hvad er det egentlig vi vil med den? Hvad vil den med os? Nu ved jeg ikke om der findes et slogan for det almene gymnasium STX, men hvis der gjorde, ville det nok lyde noget alla: ”STX - Uddannelsen, der åbner op for alle de døre du skulle møde på din vej”. Umiddelbart lyder det jo ganske tiltalende, at man (hvis ’snittet tillader det) kan vælge lige præcis den uddannelse og vej i livet man vil. Men på den anden side er det, i hvert fald for mig, mindst lige så forvirrende med alle de muligheder. I virkeligheden har valget af STX på mange måder måske også bare været en måde, hvorpå man kunne udskyde den endelige beslutning omkring hvilken endelig vej man vil vælge?

Og det er et valg man bliver sat ansigt til ansigt med i alle sammenhænge. Selv placeret i trygge omgivelser i den varme dagligstue til familiekomsammener en søndag eftermiddag omkring et overdådigt kagebord og friskbrygget kaffe, hvor man er fuldstændig uforberedt. Pludselig lyder spørgsmålet til 1.000.000 kr. (man kan svagt høre de faretruende ”du, du, du, du, du, du, du, duuuu” og det blinkende lys fra ”Hvem vil være millionær”-studiet): ”Nå Line, hvad er så du skal nu her når du er færdig med gymnasiet?”. Indeni mit hoved lyder et indebrændt og (efterhånden) meget, meget dybt suk: ”Arg, ikke igen! For 494.256’tyvende gang.. Jeg ved det stadig ikke”. Bagerst i mit hoved kan man svagt høre alarmklokkerne ringe for at finde på det et eller andet svar. Hvad vil jeg? Hvad vil jeg? Hvad vil jeg? Jeg kunne blive medicinsk forsker og lede efter kuren på kræft. Jeg kunne åbne bageriet ”Line Bager” og skabe mig en karriere inden for konditorfaget. Jeg kunne blive pædagog og starte hver mandag morgen med at synge ”Jeg en gård mig bygge vil” omgivet at en flok lækre unger. Ja, jeg kunne sågar (efter en del hård træning) melde mig som linedanser i et cirkus. Ideer er der nok af! Men i stedet for at lukke min forvirrede tankestrøm ud smiler jeg bare, løfter på skuldrene og siger: ”Jeg ved det ærlig talt ikke, men ting jeg gerne vil er der nok af”. Det handler bare lige om at finde ud af hvad der er det rigtige.

Tilbage til den forestående studentereksamen, der først lige skal afsluttes inden valget af karriere skal tages. Når enden er nær, er alting godt, i hvert fald hvis man spørger Brødrene Grimm. Og jo, det er da dejligt som snarlig student, at kunne se en ende på 3 års lektier og afleveringer. Men som de tre år (snart) er gået, går det også op for én, at gymnasiet er meget mere end det, og jeg skal da gerne være den første til at indrømme at enden er nær, men ikke alting er godt. Som min kære klassekammerat Cecilie sagde: ”Hvad nu hvis vi bare fik alle overtalt til at droppe ud af gymnasiet nu, og så starte sammen efter sommerferien igen?”. Det er da i hvert fald et bud på en løsning. Hvor godt det ville kunne lykkes er så en anden sag. Desuden, én ting er at skulle sige farvel til en hverdag med alle de dejlige mennesker man har delt gymnasietiden med, men en anden ting er at skulle stå ansigt til ansigt med det der kommer bagefter gymnasiet, det uvisse og ukendte. Men hvorfor er det lige at det uvisse ikke bare er spændende, men også har en lidt uhyggelig side? Rent psykologisk findes der mange forskellige forklaringer og teorier, der kan forklare den ”frygt” mange studerende på et eller andet tidspunkt har lugtet lidt til (jeg har i hvert fald). Én forklaring kan man finde inden for den eksistenspsykologiske retning. Med eksistenspsykologiens beskrivelse af mennesket som et væsen, der fuldt ud har frihed til selv at vælge sit liv og livsindhold, og også gør det, beskrives det hvordan det er direkte angstfremkaldende og frygtindgydende at tage ansvar for de valg man bliver nødt til at tage - For hvad nu hvis valget af uddannelse bliver afgørende for hvilket menneske vi udvikler os til at blive? Og hvad nu hvis man træffer det forkerte valg? En anden forklaring kan findes indenfor Freuds psykoanalyse, hvor de grundlæggende tanker kredser om at de dårlige sider i livet er ubevidste konsekvenser af at en af barndommens tre faser er mislykket. Her ville frygten for det uvisse kunne forklares som en mislykket adskillelsesproces i den orale fase, som er skyld i at selvstændighed og adskillelsen fra moderen eller faderen kan være noget der frygtes.

Anyway, lige pludselige står vi altså med den hvide hue på. Men det trøster mig da lidt at jeg ikke er den eneste, der går rundt og er forvirret omkring fremtiden. Det er nok i virkeligheden de færreste studenter anno 2012, der ved lige præcis hvad de gerne vil. Og det er måske i virkeligheden den største forskel på vintergækken og studenten. De færreste studenter ved hvad det egentlig er livet venter og hvilke valg der er de rigtige at træffe. Der owner vintergækken os fuldstændig… Den ved både hvor den skal tilbringe livet og hvad den skal lave (eller måske rettere, hvad den ikke skal lave). Op gennem græsset voksede den og fandt et sted at stå i livet.

Og den står der endnu.

Line