The end is near!

53 dage til dimission 

14 dage til læseferie 

8 skoledage til læseferien 

Omkring 2 måneder til min uendeligt lange sommerferie. 

Ufatteligt at tænke på at der allerede er gået tre år. Tre år, hvor alting har ændret sig, man har været igennem både godt og ondt og har udviklet sig ud fra det. For tre år siden sad jeg drømte mig til gymnasielivet, 10. klasse var snart slut, og det var på tide at sige farvel til endnu en dejlig klasse. Jeg var på daværende tidspunkt ikke sikker på om jeg var kommet ind på Egå Gymnasium, men havde gjort alt for at, det var der jeg endte. Det viste sig så at være både et godt og et dårligt valg. De sidste tre år at mit liv har været de bedste indtil videre, men de har godt nok også været hårde. Det første år var ikke så slemt, det var først da man kom i 2.g at det begyndte at blive hårdt med afleveringerne, lektierne og selvfølgelig DHO og SRO! 3.g var en god blanding af repetition og de sidste emner i pensum, og nu er det snart slut. Nu starter min uendeligt lange sommerferie snart! Ikke mere struktur i hverdagen, ikke flere lektier, der skal laves eller afleveringer, der skal afleveres. Ikke mere meget! I de sidste par år har jeg set frem til de sølle weekender, som kun varer to dage. TO hele dage, hvor man vil slappe af, og hygge sig, men hvor man alligevel går med tanken om at mandagen snart kommer og man skal igang igen. Om 56 dage er der ikke noget, der kommer til at hedde weekend eller hverdage for mig, i hvert fald ikke i rigtig lang tid. Hmm... Det er helt uvirkeligt at tænke på. Det er som at leve i en drøm. En drøm, som er blevet drømt i så mange år, men som har været så langt væk. Og nu, ja nu er den tæt på, så tæt på at den er ved at skrifte fra drøm til virkelighed. 

Anita Blixt siger: "Drømme består oftest af tanker du går med i din hverdag". Det passer nu meget godt på min tilværelse lige nu. Jeg går rundt i en tåge af virkelighed og drømme, og har svært ved at kende forskel, hvilket er ret forvirrende nogle gange! Min nuværende drøm om frihed, går snart i opfyldelse, det er mig, der bestemmer alt, ingen der siger at jeg skal stå op kl. lort om morgenen, for at gå i skole. Ingen der skal bedømme mig ud fra, hvad jeg gør og ikke gør. Snart er det bare mig! Og ja, det kommer nok ikke som en overraskelse at mit fravær har været meget højt, sådan pænt meget højt, men tror at min drøm og min virkelighed blandede sig rigtig meget sammen i flere perioder, hvor de nærmest er blevet til én. Derfor tror jeg at jeg har så svært ved at forstå, at nu er det nu! Ih! 

Men det er en 50/50 følelse jeg kommer til at forlade Egå Gymnasium med. Fedt at skolen er forbi, men sørgeligt at jeg ikke skal se alle de dejlige mennesker, hver dag. 

53 dage til dimission 

14 dage til læseferie 

8 skoledage til læseferien 

Omkring 2 måneder til at mit liv begynder for real

Xoxo

Ganske Danske Flink

Gad vide om det kan lade sig gøre, at blive for flink? Måske kan man i Danmark. Hvis man er ganske flink i Danmark, bliver man så betragtet som skingrende skør? I bedste fald måske bare lidt lalleglad og tossegod, men stadig ikke helt ved sine fulde fem. I det ganske danske land findes der nogle uskrevne regler for hvad man gør, og især ikke gør, i det offentlige rum. Selv på en ganske almindelig bustur kan man støde på disse ”regler”. Nu har jeg i tre år taget bussen frem og tilbage fra gymnasiet hver dag, og jeg er snublet over disse regler et par gange.

Dansker-regel nummer et: ”Sæt dig ALDRIG ved siden af en fremmed i bussen, hvis der er andre ledige pladser”. Jeg savner nogle gange at snakke med nogen i bussen, og hvis jeg sætter mig ved siden af en i bussen, selvom der er tomme sæder rundt om, vil personen for det meste kigge underligt på mig og ligne en der tænker: ”Hun må da have en skrue løs”. Tænk hvis jeg havde. Så havde jeg en undskyldning for at snakke med fremmede. Det lyder fjollet. Bare dét, at man skal finde en undskyldning for at snakke med folk, er da skørt!

Dansker-regel nummer to: ”Snak ikke med fremmede”. Sommetider, mens jeg venter på bussen, står jeg og leder efter grunde til og måder hvorpå jeg kan falde i snak med de andre som også venter på bussen, da det jo er ret unormalt i Danmark bare at snakke til folk man ikke kender. For det meste kan man altid snakke om vejret, men det synes jeg er en anelse kedeligt. Jeg tænker folk vil få en sjovere dag, hvis jeg f.eks. spørger dem: ”Hvilken farve er din aura?”, ”Hvis du var en hest, hvilken gangart ville du så foretrække?” og ”Hvor stor en procentdel af befolkningen, tror du, kan gå i spagat? Tror du jeg kan?”. Men så vil jeg kunne genkende det ansigt der ser underligt på mig og ligner en der tænker: ”Hun har da helt sikkert en skrue løs”.

Dansker-regel nummer tre: ”Hvis nogen (så endelig) siger noget til dig, så er det altid et angreb, og de vil dig aldrig noget godt”. Hvis f.eks. en taske er væltet i bussen, og jeg flinkt går hen for at rejse den op, så kommer ejeren farende i al hast, snublende over alt på vejen, og vrisser: ”Det er MIN taske!” Jeg vil bare hjælpe, men personen tror straks at jeg vil snuppe den og storme ud af bussen. Ja, man må jo hellere være på den sikre side og have mistro til alle fra starten, for det kunne jo være at der en dag rent faktisk kommer en der ville tage ens taske. Say Whaaat.. Jamen kære ganske danskere kan I ikke se, at det er jer der har en skrue løs. Det er jo ren galimatias og fuldstændig gak-gak, at vi udelukkende ser på hinanden med mistillid, og på den måde skaber et negativt og dødkedeligt samfund.

Hvis man nu stiger på en bus i Danmark, og det samme i USA, vil man kunne opleve en tydelig forskel. I Danmark vil man hele vejen sidde tavs helt alene, hvorimod man i USA på 5 minutter vil have hørt hele en tilfældig medpassageres livshistorie. Det er der nogle antropologer der har forsket i. De har sammenlignet danskeres og amerikaneres flinke adfærd, og bruger begreberne negativ høflighed og positiv høflighed. Ifølge disse antropologer er danskerne og amerikanerne høflige på hver deres måde. I Danmark er det høfligt at give plads til andre og respektere deres privatliv, altså lade folk være i fred og holde sig for sig selv. Dette kalder antropologerne den negative høflighed. Derimod anses det i USA for høfligt at være inkluderende, åben og udadvendt, hvilket betegnes som positiv høflighed. Den negative høflighed ses i dansker-regel nummer et og to, hvor man vil give plads og respektere at personen nok gerne vil sidde alene og nok helst ikke snakke med nogle. Antropologerne har en pointe i, at det er nemmere at være flink, når man snakker mere med hinanden. Jeg oplevede selv sidste år noget utroligt flinkt i udlandet. Jeg var på interrail med en veninde, hvor vi camperede 1 km uden for en lille by, der ligger 10 km uden for Girona i Spanien. Vi havde vasket tøj og hængt det op på en tørresnor i solen, hvorefter vi tog ind til Girona. Da vi kom derind begyndte det at regne, hvilket var ret ærgerligt, da vores tøj jo hang til tørre udenfor. Da vi kom tilbage til campingpladsen, var vores tøj alligevel på magisk vis blevet tørt. Vi fandt senere ud af at det var naboerne der havde taget tøjet ind under et halvtag, da det begyndte at regne, og hængt det op igen bagefter (inklusiv undertøj :s). Det er fantastisk flinkt, og jeg elsker den mentalitet hvor man giver Moder Teresa baghjul og rækker folk hele hånden, når de kun beder om en lillefinger.

Mange folk i udlandet er ikke bare ganske flinke, men rent faktisk kolonormt flinke. Det er også derfor at jeg om under ”73 dage”, når vi bliver ”3.. 2.. 1.. studenter”, skal ud at rejse, og ”klar-parat-LEVE” livet. Jeg skal ud og tage imod al den flinkhed som jeg overhovedet kan suge til mig, og da flinkhed jo smitter, bliver det nemt at gøre gengæld. Indtil da må jeg være ganske danske flink, og prøve at smitte en eller to medpendlere. Ifølge mine egne ”meget troværdige” beregninger har jeg, i de tre år jeg har gået på gymnasiet, ventet på bussen i ca. 5,8 døgn, og kørt i bus i ca. 29 døgn. Det er lang tid, og der kan man da godt gøre turen en smule sjovere, ved at være ganske flink overfor sine pendlerkammerater. 

Mette :)

Viljen til at ville – skaber evnen til at kunne!

Hjertet banker hurtigt og larmende - så larmende, at det overdøver musikken, der strømmer ud af høretelefonerne. Åndedrættet er hårdt. Brystkassen hæves og sænkes rytmisk. Mælkesyren i lårmusklerne fordeler sig jævnt og gør musklerne næsten umulige at rokke på. Mit smarte pulsur, med indbygget GPS, viser mig, at der er 3 km igen – 3 KM!! Jeg er næsten ved at falde om af udmattelse, men jeg forsætter. Jeg ved godt, at jeg kan! Jeg tror på mig selv! Jeg er viljestærk! Eller så er det bare fordi jeg har lovet min far, at jeg vil løbe langt i dag ellers mener han ikke, at jeg vil blive klar til halvmaraton.

Jeg føler, at jeg har løbet i en evighed. Mine tanker begynder at kredse om frokosten på Sunset sammen med Anne. Jeg skulle aldrig have gjort det. Aldrig have ladet mig lokke eller have lokket Anne. Fandens! Nu går det også op af bakke. Jeg vidste jo udemærket godt, at de sidste 3 km af løbeturen vil gå op ad bakke inden jeg valgte denne rute. Fandens! Heldigvis starter bakken med en lav jævn stigning. Den første kilometer går næsten som en leg og er næsten overstået på ingen tid. Bakken begynder at stige og i takt med det stiger koncentrationen af mælkesyre i mine muskler. Jeg begynder også at kunne smage aftensmaden, og fortryder inderligt at jeg ikke ventede lidt længere før jeg drog af sted. Halvejs oppe af bakken! Hvis det ikke hurtigt er overstået, så er jeg 100000% sikker på, at jeg snart rammer muren. Jeg læste for ikke så lang tid siden i bogen ”Elsk at løbe – med maratonbogen” (en bog jeg fik af min far, da jeg overbevisende og selvsikker spurgte ham om vi ikke skulle meldte os til et halvmaraton) følgende definition på at ramme muren:

”At ramme muren” er et udtryk, der tit bruges i forbindelse med løb. Og er den tilstand man kan komme i, når kroppen har opbrugt al den oplagrede glukosen og går over til at producere energi ved forbrænding af fedt. Det er en langsom (og smertefuld) proces. Det siges at det først indtræder når man har løbet 30 km.

30 km og min bare…. Jeg mangler 18 km endnu før, rent hypotetisk, at kunne ramme muren. Pinligt! Jeg føler mig unormal, men jeg er sikker som en sten på, at det er de mange øl jeg drak i London, der er skyld i at min krop opfører sig (u)normalt. Fanden tage London! Jeg fortryder, at jeg drak de mange øl og nok også lidt at jeg spiste en gang eller to for meget på McDonald’s. Sne!!! Hvad?? Lige som jeg kun har 1 km tilbage begynder det at sne. Jeg sætter farten op for at få det overstået, hvilket resulterer i at mit hjerte banker hurtigere end nogensinde før. Jeg kan næsten ikke trække vejret og er for alvor bange for at jeg bukker under, men alligevel er det som om mine ben godt at klar over, at de kun skal bære mig sølle 500 m før de kan få lov til at slappe af. Solen stikker igen sit hoved frem bag de mørke skyer. Jeg var ellers overbevist om, at det var skyfrit, da jeg tog hjemme fra, ligesom jeg var overbevist om at dette nok skulle blive en legende let løbetur. Solens varme minder mig om sidste sommer på Hawaii. Jeg drømmer mig laaaangt væk. Et sted mellem udmattelse og hengiven til et dejlig minde snubler jeg, og noget hårdt og koldt rammer min tørrer læber og min kind. Jeg kigger op og ser…. Hagl?? Tørheden i min mund kan sammenlignes med den lave luftfugtighed i Sahara, og af ren refleks åbner jeg munden og lader de små hagl ramme min tunge. Det giver mig lidt ekstra energi og jeg bruger den på at sprinte de sidste 200 meter hen til mit hus. Benene knækker sammen under mig i det samme jeg betræder græsset og i faldet river jeg et håndklæde ned fra tørresnoren. Jeg tørre sveden af panden og kaster det hvide håndklæde over mit hoved. Jeg kunne give mig til at tude af udmattelse… Og ynkelighed! Så meget besvær, udmattelse og smerte for sølle 13 km. I takt med at mit hjerte begynder at banke langsommere, og jeg kan trække vejret helt ned i lungerne, overvejer jeg at tage en tur til… Bare ikke lige inden for de næste par dage!!

- Stine Eg Friis

73 dage… !

73 dage til dimensionen, hvor de sandsynligvis spritlugtende og tømmermænds-befængte 3.y elver får deres eksamensbevis i hånden. 73 dage til, at jeg forhåbentligt har fået et brev fra daghøjskolen Move’n act (en højskole uden kost og logi), hvori der står: ”Kære Sofie Ulsø. Du er blevet optaget på den etårige udannelse på teaterlinjen. Vi glæder os til at se dig d. … ”. OG 73 dage til jeg skal pakke mine ting og flytte hjemmefra og sammen med min dejlige kæreste, Benjamin!

73 dage er jo ingenting!!! Det hele går så hurtigt, og jeg skal løbe for at holde trit med den absurd hurtige tid, som aldrig holder pause. Jeg skal have overblik over forestillingsprojekt i drama som løber af stablen den 2. maj. Overblik over forårskoncerten den 10. maj. Overblik over øvning på musicalen ”All Shook Up” på Vilhelmsborg Festspil. Og til sidst skal jeg lave noget af en slutspurt i skolen, med skriftlige og mundtlige eksaminer.

Der er jo KUN 36 dage til, at jeg én gang for alle er færdig med 14 års skolegang. Jeg har brugt 70% af mit liv på at gå i skole, og nu er det MEGET snart slut. Det er med blandede følelser, at jeg siger farvel til skoletiden. På den ene side er jeg ked af, at en fantastisk tid på Egaa Gymnasium snart slutter. Og at 3.g’erne dermed spredes for alle vinde, hvorved vi risikere at venskaberne glider ud i sandet. Men på den anden side er jeg glad for, at fra nu af skal jeg (forhåbentligt) kun skal bruge tid på noget der interesserer mig. Slut med alle de sidefag, som jeg alligevel ikke har lyst til at bruge min tid på. Jeg ved godt, de er en del af ”den almene dannelse” man modtager på gymnasiet, for at blive et ”normalt” menneske. Og hermed få en bedre forståelse for Danmark og resten af verden. Både i fortiden, nutiden og for at skabe bedre løsninger i fremtiden og bla bla bla… .

For vi unge er jo samfundets fremtid. Vi har nu været ”fremtiden” i 13-14 år, så nu er det vores tur til at være en del af nutiden. Vores tur til at være voksne og gribe om verden. Gribe om store beslutninger og tage ansvar. Tage ansvar for ”vores tid”!

….

Ærligt talt… så synes jeg sgu det er vildt skræmmende, men også meget spændende, og jeg glæder mig. Skræmmende fordi om 73 dage skal jeg til at klare ALT selv (eller sammen med Benjamin, men I forstår vel min pointe?). Jeg skal skaffe mig et arbejde og betale husleje, regninger og alle de andre udgifter, der nu skal til for at have et socialt liv…. Det bliver lidt svært uden SU, eller de såkaldte ”café penge”. Et andet spørgsmål er: Hvordan skal et rodehoved som mig få bare en lille smule orden i en lejlighed? MEN det bliver nok det mest spændende og omvæltende, der er sket for mig.

Om 73 dage er jeg forhåbentligt optaget på Move’n act’s teaterlinje og er et skridt nærmere min store drøm om at blive skuespiller. Bruge hovedparten af min tid på teater, og glæde mig over hvor skønt det er. Denne glæde får jeg lov til at dele med Benjamin hver dag, når jeg træder ind af døren til mit nye hjem i vores lejlighed i Brabrand.

(Dyyyyb indånding) Puuha om 73 dage starter der et helt nyt liv for mig, og jeg kan absolut IKKE fatte det.

- Sofie Ulsø

Mind the Gap!

Indånding. Jeg mærker pulsen stige. Dørene lukker. Det giver et ryk, jeg lukker øjnene og en klump samler sig i halsen. Cleanet op af min højre arm kan jeg mærke hud, fugtig og klæbrig. Bare et lille skridt mod venstre, så er alt godt. Forkert. Taget hælder og tvinger mig til at knække nakken. Hovedet havner i nærheden af en andens udånding. Tilbage til højre. Toget bumper af sted og det klamme hud til højre forsvinder. Svup! Et sekunds frihed, og så er det klæbrige påhæng tilbage. Tør jeg åbne øjnene? Bare tanken er ulidelig, så nej. Tårerne presser på, men møder hård kamp på sin vej frem. Jeg gør det ikke! Vi sagtner farten. Jeg står stille. Koncentration. Dørene går op. Mast! Jeg mærker noget rive fat i mig, pludselig står jeg på perronen. ”Please mind the gap between the train and the platform.” Klaus, hvornår lærer du, at du ikke er velkommen?

Der ligger 402 kilometer togbane begravet under London med 270 stationer, der er i brug. Det er fascinerende, men med 7 millioner indbyggere i London kan det være mit værste mareridt. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke, selvom jeg har mine teorier. Tænk sig, at der har kørt damplokomotiver i de baner. Det minder mig om min far når vi gik tur i Kildeparken, da jeg var lille. Op på broen og kigge på togene. Eller som mini-Anne sagde på smukt jysk, tååååååg! Altid kom historien om da far var dreng. Dengang vintrene var hvidere, benzinen var billigere og der kørte damplokomotiver gennem Aalborg, der stoppede på stationen under broen i Kildeparken. Som drenge er bedst, løb far og hans kammerat op på broen og væddede om hvem der kunne ramme flest gange ned i togenes skorstene med deres spytklatter. Om de ramte er en anden sag, men uanset bliver historien jo ikke dårligere.

Kildeparken blev hurtig fortid, og minderne, gode som dårlige, bliver sjældent hevet frem fra gemmerne. I stedet fyldes bevidstheden med fars kloge ord, ”lad dig ikke stille tilfreds med godt, hvis bedre er muligt.” Ja, det kan han jo sagtens sige, det giver endda mening til en hvis grad, og alligevel har det altid fastholdt mig i en hvis grad af forvirring. For er jeg så på vej væk fra noget, eller på vej hen imod noget? Lad os nu f.eks. tage hele konceptet med ”hjem”. Det er en af de ting som vi på en gang flygter fra, men på samme tid leder efter. Er man så på vej væk, eller bare på vej frem? Og kan det i virkeligheden komme ud på et? Ja, jeg ved det i hvert fald ikke.

Hvad jeg ved, er, at mit nuværende hjem grænser til en gyser. Nu er der sikkert mange der tænker ”det forstår jeg godt”, men til det har jeg bare at sige ”jeg tvivler”. Ser I, jeg bor lige for tiden i et stort fuglehus. To af vores gavle OG kvisten huser nemlig krager. Jeg sværger, jeg lever i en bedre Hitchcock film. Hitch-cock … jeg føler med dig Alfred! Sidespring, men hvor jeg kom fra. Bare jeg træder ud for en dør, er der omkring 8-12 krager, der skræpper efter mig, kraaa-kraaa kraaa-kraaa, og ikke nok med det, de dykker ned, som skulle de til at angribe. Møg dyr! Jeg får lyst til at skyde dem, plukke dem, grine af dem for til sidst at brænde hele flokken - men hov, vent - jeg skulle jo absolut lege Poul Thomsen og overbevise Rasmus om, at de skulle have lov til at få sæsonens unger. Så kunne vi afspærre åbningerne bagefter til efteråret en gang. Fandens også! Møg dyr! Se forbi problemet Anne, Rasmus slår dem nok snart ihjel J

Lad os lege en lille leg. Hold din ene hånd frem for dig. Stræk alle fingrene ud. Fold tommelfingeren ind over håndfladen, så de resterende fire fingre fortsat er strakte. Hold nu hånden i udstrakt arm foran ansigtet. Hvad ser du?

……………………….. ........ ........ .... .... .. .. . ..... ......

Problemer er der nok af. Klaus, Kildeparken, krager og jeg ved snart ikke hvad. Det største problem med problemer er, at de ikke er problemet. Hvis du forstår det, så er forklaringen unødvendig, og så ved du også at svaret til min leg er otte. Hvis du ikke forstår, er svaret stadig otte, så prøv at forstå.

For nu en gang at citere Hitchcock,”the only way to get rid of my fears is to make films about them”, nu er det selvfølgelig ikke fordi vi alle skal til at lave gyser film, men kom da ud med det for s****!

Toget kører om du er med det eller ej. Nåede du det ikke viser DR HD hele turen søndag formiddag, god fornøjelse.

Udånding!

- Anne Kock Flygaard

Klar - Parat - LEV!!!!

Påskeferie! Farvel terminsprøver! Jeg bukker og løfter min imaginære hat for jøderne og deres fejring af udvandring af Egypten. Tak Tak siger jeg bare. Yi-hai-oh! Første programpunkt: Surf. Boardet op på taget, udstyret bag i bilen og så nordpå mod nordkystens buldrende bølger. Et måske lidt dødfødt projekt hvis jeg ser mit valg af surfspot i retrospekt. Vandet var, på trods af 11 m/s fra nord, fladt som en pandekage fra Københavns rådhus. Ikke fordi jeg nogensinde har smagt en pandekage derfra, men taget deres berømthed i betragtning må der være en vis kvalitet i dem. Om ikke andet var vandet i hvert fald fladt. Og koldt. - meget koldt. Selvom jeg med glæde tog en tyk (og tung) våddragt på. Hætte, handsker og støvler så kun en lille del af ansigtet var blottet for vandet og vindes evindelige angreb på min åh så sarte hud, og jeg var klar. Parat. GO! på en gang ”ripping the waves”. - bare uden bølgerne. ØV! Fart og lidt hop blev det dog til. Sidstnævnte endte dog i noget som vi indviede ynder at kalde et ”Katapultstyrt”. PLASK!!!!!

Dagene efter skulle i hvert fald ikke bruges på surf. Rygsækken blev pakket med alt lige fra trangia og sovepose, til vandresokker og Fjällräven G-1000 bukser. Og selvfølgelig vælger undertegnede ikke at tage sit ellers så dyrt indkøbte, spritnye og helt igennem legendariske drikkesystem med på sin rejse mod Danmarks smukke nationalpark - som åbenbart ikke er en nationalpark: Rold Skov med de tilhørende Rebild Bakker. En rejse med rygsæk og telt. Præcis det eneste jeg behøver for at elske livet på trods af den ellers til tider trivielle hverdag på gymnasiet. En rejse hvor der ikke er nogen, der siger nej. Nogen, der siger ”du skal” eller ”du burde”. En rejse hvor min evige trang til at se hvad der er på den anden side af bakken lever for fuld kraft. Rebild Bakker blev i hvert fald besøgt med vandrestøvler og rygsæk. Telt og en sød pige i hånden. Og hver eneste bakketop skulle bestiges for at se hvad der var på den anden side. Et fantastisk koncept. Bare gå mellem bakkerne. Se ned på skovene dag ind og dag ud. Jeg ser her bort fra de tænderklaprende nætter i et alt for koldt telt på en helt vildt tilfældig teltplads langt fra alt hvad der hedder civilisation - hvis vi lige ser bort fra den flotte jernbane, der ynder at dele Rold Skov på langs. Jeg kan så til gengæld spørge mig selv om hvorfor det er jeg så gang på gang vælger vandrestøvler, telt og sovepose, frem for mine hjemmesko, hus og dyne. Jeg vil opleve. Eller snarere; Jeg vil leve. En klog mand sagde engang at det ikke gør ondt at dø. Det gør kun ondt at dø uden at have levet. Man kan så spørge om jeg ikke er i live i 4. modul torsdag eftermiddag i lokale 11 på gymnasiet hvor min lærer står foran tavlen og fabler om Danmarks internationale placering fra 2. verdenskrig og frem til i dag. Rent biologisk vil jeg måske kunne kategoriseres til at være i live, men min hjerne kører i tomgang og jeg er lige ved at flatline. Jeg kan heldigvis se frem til en hue med rødt bånd, fest og ikke mindst den der lille detalje med et papir med nogle tal på, som meget gerne skulle sige at jeg kan kalde mig selv for student. Man kan vel næsten betragte eksamensbeviset som en adgangsbillet ud til livet. LIVET!!! JAA! Nu er vi der!! Woop woop!!! Jeg undskylder mit mindre udbrud af glæde, men jeg vil være netop der hvor jeg har glædet mig til at komme. I livet. At der så venter 5 eller 8 års uddannelse på et eller andet universitet, et eller andet sted hvor jeg kan få lov til at nørde med et eller andet som jeg på et eller andet tidspunkt finder helt vildt spændende, kan ses bort fra. Nu vil jeg leve. Leve med vandrestøvler, telt og sovepose. Fjelde i alle afskygninger, vildmark og røg i tøjet. Eller leve i vinden, vandet og bølgerne. Med mit surfboard under armen og søgende efter lige det øjeblik hvor jeg føler jeg er i live. På vej mod bølgen, der skal bære mit liv mod nye højder. Mod steder jeg aldrig har været og steder jeg altid har ønsket at komme til… Ad for en gang romantisk pjat, men bølgen har jeg nu intet imod. Bare den er der for en gang skyld, og ikke holder sig væk som dengang i slutningen af marts, hvor terminsprøverne netop var overstået. Skolen var snart slut og jeg skulle have påskeferie for sidste gang i gymnasiet. Dengang hvor jeg måske netop levede for at leve. Dengang, der er nu. Nu hvor jeg kan se frem mod den røde hue, papiret med tallene og jeg kunne være tilbøjelig til at råbe

KLAR - PARAT - LEV!!!!

Rasmus Teistrup Ernst

Kys det nu (det satans liv)

”Der er nogen chancer, som man selv kan ta’
og flytte rundt med hvis man synes
lidt op og ned, du ved, man klarer sig
åh, Gud hvor åndsvagt.” - TV2

Igennem de sidste atten og et halvt år har der ligget en rød tråd, et midlertidigt mål, et ønske om opfyldelse af et ønske. På nuværende tidspunkt i mit liv, har der været forholdsvis klare retningslinjer. Lige fra min opdragelse, til mine valg, til mine valg af holdninger, til mine holdninger om min fremtid, har jeg været under direkte eller indirekte indflydelse af min familie, venner, lærer, læger, etc.… Jeg indrømmer blankt at jeg i gennem min forholdsvis korte tilværelse, har været lidt af en sucker for en systematiseret hverdag, for orden og en håndfuld retningslinjer, som efter sigende skulle fungere som et sikkerhedsnet. Dette system har gennem årene skabt et dybdegående og gennemborende behov hos mig og mange af det ganske lands ung-folk. For lige at sikre at læseren har basal, banal, forståelse for menneskets behov.

Maslows Behovspyramide

Den russisk-amerikanske psykolog Abraham Maslow lavede i 1943 en grafisk model for opfyldelsen af de menneskelige behov. Denne grafiske model en pyramidefordeling af disse behov, som efter Maslows påstand skal opfyldes nedefra. Pyramiden er inddelt således at på femte og nederste trin finder vi de fysiske behov, på fjerde trin finder vi behovet for sikkerhed, på tredje trin det sociale behov, på andet trin behovet for agtelse og sidst men absolut ikke mindst, øverst, behovet for selvrealisering. Man må altså have dækket behovet for mad, vand, varme osv., før man kan gå i gang med at dække behovet for fysisk og social sikkerhed. På det øverste gyldne plateau har man kræfter til at få dækket behovene for at virkeliggøre sine mål, at realisere medfødte eller senere erhvervede evner, at opnå såkaldte højdepunktsoplevelser eller åbenbaringer. Folk, som har fået dækket behovene på de fire foregående niveauer, er mennesker med skabende arbejde, der søger udfordringer, og som har trang til at udvikle og bruge deres evner. Selvrealisering er forestillingen om, at ethvert menneske har et utal af ubevidste ressourcer og potentialer, som venter på at blive realiseret. Det gode og det sande er
ikke længere en ydre værdi, vi skal tilstræbe men en indre værdi, vi skal udleve og realisere. Jeg har som ung dansker været så privilegeret gennem min opvækst og opdragelse at jeg på nuværende tidspunkt, 6811 dage inde i mit liv, er nået til et punkt på min behovspyramide hvor jeg kan sætte en lille smiley udfor de fire første behov.

”Der findes en visdommens vej - det er dén, som bør være let at erindre:
dum dig og dum dig og dum dig igen, men mindre og mindre og mindre.”
- Piet Hein

Jeg har lagt en plan. En midlertidig og lettere diffus idé. Jeg ved hvilken retning, men jeg kender ikke vejen. Sådan er det for mange unge danskere lige i denne tid. Om femogtyve dage og en håndfuld eksamener står jeg og mine venner med en hue i hånden. En milepæl i min og deres tilværelse, et kryds på en uklar checklist, men også en påmindelse om at vi nu for alvor er ved at vride os ud gennem nøglehullet i hoveddøren på den lille biedermeier idylliske landejendom. Ud i lyset hvor vi kan bestige vores egne bjerge. Vores egne pyramider.

Kære venner, vi har ramt det gyldne plateau.

”Kys det nu det satans liv
grib det, fang det før det er forbi.” - TV2

Simon Thordal Olesen