Viljen til at ville – skaber evnen til at kunne!

Hjertet banker hurtigt og larmende - så larmende, at det overdøver musikken, der strømmer ud af høretelefonerne. Åndedrættet er hårdt. Brystkassen hæves og sænkes rytmisk. Mælkesyren i lårmusklerne fordeler sig jævnt og gør musklerne næsten umulige at rokke på. Mit smarte pulsur, med indbygget GPS, viser mig, at der er 3 km igen – 3 KM!! Jeg er næsten ved at falde om af udmattelse, men jeg forsætter. Jeg ved godt, at jeg kan! Jeg tror på mig selv! Jeg er viljestærk! Eller så er det bare fordi jeg har lovet min far, at jeg vil løbe langt i dag ellers mener han ikke, at jeg vil blive klar til halvmaraton.

Jeg føler, at jeg har løbet i en evighed. Mine tanker begynder at kredse om frokosten på Sunset sammen med Anne. Jeg skulle aldrig have gjort det. Aldrig have ladet mig lokke eller have lokket Anne. Fandens! Nu går det også op af bakke. Jeg vidste jo udemærket godt, at de sidste 3 km af løbeturen vil gå op ad bakke inden jeg valgte denne rute. Fandens! Heldigvis starter bakken med en lav jævn stigning. Den første kilometer går næsten som en leg og er næsten overstået på ingen tid. Bakken begynder at stige og i takt med det stiger koncentrationen af mælkesyre i mine muskler. Jeg begynder også at kunne smage aftensmaden, og fortryder inderligt at jeg ikke ventede lidt længere før jeg drog af sted. Halvejs oppe af bakken! Hvis det ikke hurtigt er overstået, så er jeg 100000% sikker på, at jeg snart rammer muren. Jeg læste for ikke så lang tid siden i bogen ”Elsk at løbe – med maratonbogen” (en bog jeg fik af min far, da jeg overbevisende og selvsikker spurgte ham om vi ikke skulle meldte os til et halvmaraton) følgende definition på at ramme muren:

”At ramme muren” er et udtryk, der tit bruges i forbindelse med løb. Og er den tilstand man kan komme i, når kroppen har opbrugt al den oplagrede glukosen og går over til at producere energi ved forbrænding af fedt. Det er en langsom (og smertefuld) proces. Det siges at det først indtræder når man har løbet 30 km.

30 km og min bare…. Jeg mangler 18 km endnu før, rent hypotetisk, at kunne ramme muren. Pinligt! Jeg føler mig unormal, men jeg er sikker som en sten på, at det er de mange øl jeg drak i London, der er skyld i at min krop opfører sig (u)normalt. Fanden tage London! Jeg fortryder, at jeg drak de mange øl og nok også lidt at jeg spiste en gang eller to for meget på McDonald’s. Sne!!! Hvad?? Lige som jeg kun har 1 km tilbage begynder det at sne. Jeg sætter farten op for at få det overstået, hvilket resulterer i at mit hjerte banker hurtigere end nogensinde før. Jeg kan næsten ikke trække vejret og er for alvor bange for at jeg bukker under, men alligevel er det som om mine ben godt at klar over, at de kun skal bære mig sølle 500 m før de kan få lov til at slappe af. Solen stikker igen sit hoved frem bag de mørke skyer. Jeg var ellers overbevist om, at det var skyfrit, da jeg tog hjemme fra, ligesom jeg var overbevist om at dette nok skulle blive en legende let løbetur. Solens varme minder mig om sidste sommer på Hawaii. Jeg drømmer mig laaaangt væk. Et sted mellem udmattelse og hengiven til et dejlig minde snubler jeg, og noget hårdt og koldt rammer min tørrer læber og min kind. Jeg kigger op og ser…. Hagl?? Tørheden i min mund kan sammenlignes med den lave luftfugtighed i Sahara, og af ren refleks åbner jeg munden og lader de små hagl ramme min tunge. Det giver mig lidt ekstra energi og jeg bruger den på at sprinte de sidste 200 meter hen til mit hus. Benene knækker sammen under mig i det samme jeg betræder græsset og i faldet river jeg et håndklæde ned fra tørresnoren. Jeg tørre sveden af panden og kaster det hvide håndklæde over mit hoved. Jeg kunne give mig til at tude af udmattelse… Og ynkelighed! Så meget besvær, udmattelse og smerte for sølle 13 km. I takt med at mit hjerte begynder at banke langsommere, og jeg kan trække vejret helt ned i lungerne, overvejer jeg at tage en tur til… Bare ikke lige inden for de næste par dage!!

- Stine Eg Friis

73 dage… !

73 dage til dimensionen, hvor de sandsynligvis spritlugtende og tømmermænds-befængte 3.y elver får deres eksamensbevis i hånden. 73 dage til, at jeg forhåbentligt har fået et brev fra daghøjskolen Move’n act (en højskole uden kost og logi), hvori der står: ”Kære Sofie Ulsø. Du er blevet optaget på den etårige udannelse på teaterlinjen. Vi glæder os til at se dig d. … ”. OG 73 dage til jeg skal pakke mine ting og flytte hjemmefra og sammen med min dejlige kæreste, Benjamin!

73 dage er jo ingenting!!! Det hele går så hurtigt, og jeg skal løbe for at holde trit med den absurd hurtige tid, som aldrig holder pause. Jeg skal have overblik over forestillingsprojekt i drama som løber af stablen den 2. maj. Overblik over forårskoncerten den 10. maj. Overblik over øvning på musicalen ”All Shook Up” på Vilhelmsborg Festspil. Og til sidst skal jeg lave noget af en slutspurt i skolen, med skriftlige og mundtlige eksaminer.

Der er jo KUN 36 dage til, at jeg én gang for alle er færdig med 14 års skolegang. Jeg har brugt 70% af mit liv på at gå i skole, og nu er det MEGET snart slut. Det er med blandede følelser, at jeg siger farvel til skoletiden. På den ene side er jeg ked af, at en fantastisk tid på Egaa Gymnasium snart slutter. Og at 3.g’erne dermed spredes for alle vinde, hvorved vi risikere at venskaberne glider ud i sandet. Men på den anden side er jeg glad for, at fra nu af skal jeg (forhåbentligt) kun skal bruge tid på noget der interesserer mig. Slut med alle de sidefag, som jeg alligevel ikke har lyst til at bruge min tid på. Jeg ved godt, de er en del af ”den almene dannelse” man modtager på gymnasiet, for at blive et ”normalt” menneske. Og hermed få en bedre forståelse for Danmark og resten af verden. Både i fortiden, nutiden og for at skabe bedre løsninger i fremtiden og bla bla bla… .

For vi unge er jo samfundets fremtid. Vi har nu været ”fremtiden” i 13-14 år, så nu er det vores tur til at være en del af nutiden. Vores tur til at være voksne og gribe om verden. Gribe om store beslutninger og tage ansvar. Tage ansvar for ”vores tid”!

….

Ærligt talt… så synes jeg sgu det er vildt skræmmende, men også meget spændende, og jeg glæder mig. Skræmmende fordi om 73 dage skal jeg til at klare ALT selv (eller sammen med Benjamin, men I forstår vel min pointe?). Jeg skal skaffe mig et arbejde og betale husleje, regninger og alle de andre udgifter, der nu skal til for at have et socialt liv…. Det bliver lidt svært uden SU, eller de såkaldte ”café penge”. Et andet spørgsmål er: Hvordan skal et rodehoved som mig få bare en lille smule orden i en lejlighed? MEN det bliver nok det mest spændende og omvæltende, der er sket for mig.

Om 73 dage er jeg forhåbentligt optaget på Move’n act’s teaterlinje og er et skridt nærmere min store drøm om at blive skuespiller. Bruge hovedparten af min tid på teater, og glæde mig over hvor skønt det er. Denne glæde får jeg lov til at dele med Benjamin hver dag, når jeg træder ind af døren til mit nye hjem i vores lejlighed i Brabrand.

(Dyyyyb indånding) Puuha om 73 dage starter der et helt nyt liv for mig, og jeg kan absolut IKKE fatte det.

- Sofie Ulsø

Mind the Gap!

Indånding. Jeg mærker pulsen stige. Dørene lukker. Det giver et ryk, jeg lukker øjnene og en klump samler sig i halsen. Cleanet op af min højre arm kan jeg mærke hud, fugtig og klæbrig. Bare et lille skridt mod venstre, så er alt godt. Forkert. Taget hælder og tvinger mig til at knække nakken. Hovedet havner i nærheden af en andens udånding. Tilbage til højre. Toget bumper af sted og det klamme hud til højre forsvinder. Svup! Et sekunds frihed, og så er det klæbrige påhæng tilbage. Tør jeg åbne øjnene? Bare tanken er ulidelig, så nej. Tårerne presser på, men møder hård kamp på sin vej frem. Jeg gør det ikke! Vi sagtner farten. Jeg står stille. Koncentration. Dørene går op. Mast! Jeg mærker noget rive fat i mig, pludselig står jeg på perronen. ”Please mind the gap between the train and the platform.” Klaus, hvornår lærer du, at du ikke er velkommen?

Der ligger 402 kilometer togbane begravet under London med 270 stationer, der er i brug. Det er fascinerende, men med 7 millioner indbyggere i London kan det være mit værste mareridt. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke, selvom jeg har mine teorier. Tænk sig, at der har kørt damplokomotiver i de baner. Det minder mig om min far når vi gik tur i Kildeparken, da jeg var lille. Op på broen og kigge på togene. Eller som mini-Anne sagde på smukt jysk, tååååååg! Altid kom historien om da far var dreng. Dengang vintrene var hvidere, benzinen var billigere og der kørte damplokomotiver gennem Aalborg, der stoppede på stationen under broen i Kildeparken. Som drenge er bedst, løb far og hans kammerat op på broen og væddede om hvem der kunne ramme flest gange ned i togenes skorstene med deres spytklatter. Om de ramte er en anden sag, men uanset bliver historien jo ikke dårligere.

Kildeparken blev hurtig fortid, og minderne, gode som dårlige, bliver sjældent hevet frem fra gemmerne. I stedet fyldes bevidstheden med fars kloge ord, ”lad dig ikke stille tilfreds med godt, hvis bedre er muligt.” Ja, det kan han jo sagtens sige, det giver endda mening til en hvis grad, og alligevel har det altid fastholdt mig i en hvis grad af forvirring. For er jeg så på vej væk fra noget, eller på vej hen imod noget? Lad os nu f.eks. tage hele konceptet med ”hjem”. Det er en af de ting som vi på en gang flygter fra, men på samme tid leder efter. Er man så på vej væk, eller bare på vej frem? Og kan det i virkeligheden komme ud på et? Ja, jeg ved det i hvert fald ikke.

Hvad jeg ved, er, at mit nuværende hjem grænser til en gyser. Nu er der sikkert mange der tænker ”det forstår jeg godt”, men til det har jeg bare at sige ”jeg tvivler”. Ser I, jeg bor lige for tiden i et stort fuglehus. To af vores gavle OG kvisten huser nemlig krager. Jeg sværger, jeg lever i en bedre Hitchcock film. Hitch-cock … jeg føler med dig Alfred! Sidespring, men hvor jeg kom fra. Bare jeg træder ud for en dør, er der omkring 8-12 krager, der skræpper efter mig, kraaa-kraaa kraaa-kraaa, og ikke nok med det, de dykker ned, som skulle de til at angribe. Møg dyr! Jeg får lyst til at skyde dem, plukke dem, grine af dem for til sidst at brænde hele flokken - men hov, vent - jeg skulle jo absolut lege Poul Thomsen og overbevise Rasmus om, at de skulle have lov til at få sæsonens unger. Så kunne vi afspærre åbningerne bagefter til efteråret en gang. Fandens også! Møg dyr! Se forbi problemet Anne, Rasmus slår dem nok snart ihjel J

Lad os lege en lille leg. Hold din ene hånd frem for dig. Stræk alle fingrene ud. Fold tommelfingeren ind over håndfladen, så de resterende fire fingre fortsat er strakte. Hold nu hånden i udstrakt arm foran ansigtet. Hvad ser du?

……………………….. ........ ........ .... .... .. .. . ..... ......

Problemer er der nok af. Klaus, Kildeparken, krager og jeg ved snart ikke hvad. Det største problem med problemer er, at de ikke er problemet. Hvis du forstår det, så er forklaringen unødvendig, og så ved du også at svaret til min leg er otte. Hvis du ikke forstår, er svaret stadig otte, så prøv at forstå.

For nu en gang at citere Hitchcock,”the only way to get rid of my fears is to make films about them”, nu er det selvfølgelig ikke fordi vi alle skal til at lave gyser film, men kom da ud med det for s****!

Toget kører om du er med det eller ej. Nåede du det ikke viser DR HD hele turen søndag formiddag, god fornøjelse.

Udånding!

- Anne Kock Flygaard

Klar - Parat - LEV!!!!

Påskeferie! Farvel terminsprøver! Jeg bukker og løfter min imaginære hat for jøderne og deres fejring af udvandring af Egypten. Tak Tak siger jeg bare. Yi-hai-oh! Første programpunkt: Surf. Boardet op på taget, udstyret bag i bilen og så nordpå mod nordkystens buldrende bølger. Et måske lidt dødfødt projekt hvis jeg ser mit valg af surfspot i retrospekt. Vandet var, på trods af 11 m/s fra nord, fladt som en pandekage fra Københavns rådhus. Ikke fordi jeg nogensinde har smagt en pandekage derfra, men taget deres berømthed i betragtning må der være en vis kvalitet i dem. Om ikke andet var vandet i hvert fald fladt. Og koldt. - meget koldt. Selvom jeg med glæde tog en tyk (og tung) våddragt på. Hætte, handsker og støvler så kun en lille del af ansigtet var blottet for vandet og vindes evindelige angreb på min åh så sarte hud, og jeg var klar. Parat. GO! på en gang ”ripping the waves”. - bare uden bølgerne. ØV! Fart og lidt hop blev det dog til. Sidstnævnte endte dog i noget som vi indviede ynder at kalde et ”Katapultstyrt”. PLASK!!!!!

Dagene efter skulle i hvert fald ikke bruges på surf. Rygsækken blev pakket med alt lige fra trangia og sovepose, til vandresokker og Fjällräven G-1000 bukser. Og selvfølgelig vælger undertegnede ikke at tage sit ellers så dyrt indkøbte, spritnye og helt igennem legendariske drikkesystem med på sin rejse mod Danmarks smukke nationalpark - som åbenbart ikke er en nationalpark: Rold Skov med de tilhørende Rebild Bakker. En rejse med rygsæk og telt. Præcis det eneste jeg behøver for at elske livet på trods af den ellers til tider trivielle hverdag på gymnasiet. En rejse hvor der ikke er nogen, der siger nej. Nogen, der siger ”du skal” eller ”du burde”. En rejse hvor min evige trang til at se hvad der er på den anden side af bakken lever for fuld kraft. Rebild Bakker blev i hvert fald besøgt med vandrestøvler og rygsæk. Telt og en sød pige i hånden. Og hver eneste bakketop skulle bestiges for at se hvad der var på den anden side. Et fantastisk koncept. Bare gå mellem bakkerne. Se ned på skovene dag ind og dag ud. Jeg ser her bort fra de tænderklaprende nætter i et alt for koldt telt på en helt vildt tilfældig teltplads langt fra alt hvad der hedder civilisation - hvis vi lige ser bort fra den flotte jernbane, der ynder at dele Rold Skov på langs. Jeg kan så til gengæld spørge mig selv om hvorfor det er jeg så gang på gang vælger vandrestøvler, telt og sovepose, frem for mine hjemmesko, hus og dyne. Jeg vil opleve. Eller snarere; Jeg vil leve. En klog mand sagde engang at det ikke gør ondt at dø. Det gør kun ondt at dø uden at have levet. Man kan så spørge om jeg ikke er i live i 4. modul torsdag eftermiddag i lokale 11 på gymnasiet hvor min lærer står foran tavlen og fabler om Danmarks internationale placering fra 2. verdenskrig og frem til i dag. Rent biologisk vil jeg måske kunne kategoriseres til at være i live, men min hjerne kører i tomgang og jeg er lige ved at flatline. Jeg kan heldigvis se frem til en hue med rødt bånd, fest og ikke mindst den der lille detalje med et papir med nogle tal på, som meget gerne skulle sige at jeg kan kalde mig selv for student. Man kan vel næsten betragte eksamensbeviset som en adgangsbillet ud til livet. LIVET!!! JAA! Nu er vi der!! Woop woop!!! Jeg undskylder mit mindre udbrud af glæde, men jeg vil være netop der hvor jeg har glædet mig til at komme. I livet. At der så venter 5 eller 8 års uddannelse på et eller andet universitet, et eller andet sted hvor jeg kan få lov til at nørde med et eller andet som jeg på et eller andet tidspunkt finder helt vildt spændende, kan ses bort fra. Nu vil jeg leve. Leve med vandrestøvler, telt og sovepose. Fjelde i alle afskygninger, vildmark og røg i tøjet. Eller leve i vinden, vandet og bølgerne. Med mit surfboard under armen og søgende efter lige det øjeblik hvor jeg føler jeg er i live. På vej mod bølgen, der skal bære mit liv mod nye højder. Mod steder jeg aldrig har været og steder jeg altid har ønsket at komme til… Ad for en gang romantisk pjat, men bølgen har jeg nu intet imod. Bare den er der for en gang skyld, og ikke holder sig væk som dengang i slutningen af marts, hvor terminsprøverne netop var overstået. Skolen var snart slut og jeg skulle have påskeferie for sidste gang i gymnasiet. Dengang hvor jeg måske netop levede for at leve. Dengang, der er nu. Nu hvor jeg kan se frem mod den røde hue, papiret med tallene og jeg kunne være tilbøjelig til at råbe

KLAR - PARAT - LEV!!!!

Rasmus Teistrup Ernst

Kys det nu (det satans liv)

”Der er nogen chancer, som man selv kan ta’
og flytte rundt med hvis man synes
lidt op og ned, du ved, man klarer sig
åh, Gud hvor åndsvagt.” - TV2

Igennem de sidste atten og et halvt år har der ligget en rød tråd, et midlertidigt mål, et ønske om opfyldelse af et ønske. På nuværende tidspunkt i mit liv, har der været forholdsvis klare retningslinjer. Lige fra min opdragelse, til mine valg, til mine valg af holdninger, til mine holdninger om min fremtid, har jeg været under direkte eller indirekte indflydelse af min familie, venner, lærer, læger, etc.… Jeg indrømmer blankt at jeg i gennem min forholdsvis korte tilværelse, har været lidt af en sucker for en systematiseret hverdag, for orden og en håndfuld retningslinjer, som efter sigende skulle fungere som et sikkerhedsnet. Dette system har gennem årene skabt et dybdegående og gennemborende behov hos mig og mange af det ganske lands ung-folk. For lige at sikre at læseren har basal, banal, forståelse for menneskets behov.

Maslows Behovspyramide

Den russisk-amerikanske psykolog Abraham Maslow lavede i 1943 en grafisk model for opfyldelsen af de menneskelige behov. Denne grafiske model en pyramidefordeling af disse behov, som efter Maslows påstand skal opfyldes nedefra. Pyramiden er inddelt således at på femte og nederste trin finder vi de fysiske behov, på fjerde trin finder vi behovet for sikkerhed, på tredje trin det sociale behov, på andet trin behovet for agtelse og sidst men absolut ikke mindst, øverst, behovet for selvrealisering. Man må altså have dækket behovet for mad, vand, varme osv., før man kan gå i gang med at dække behovet for fysisk og social sikkerhed. På det øverste gyldne plateau har man kræfter til at få dækket behovene for at virkeliggøre sine mål, at realisere medfødte eller senere erhvervede evner, at opnå såkaldte højdepunktsoplevelser eller åbenbaringer. Folk, som har fået dækket behovene på de fire foregående niveauer, er mennesker med skabende arbejde, der søger udfordringer, og som har trang til at udvikle og bruge deres evner. Selvrealisering er forestillingen om, at ethvert menneske har et utal af ubevidste ressourcer og potentialer, som venter på at blive realiseret. Det gode og det sande er
ikke længere en ydre værdi, vi skal tilstræbe men en indre værdi, vi skal udleve og realisere. Jeg har som ung dansker været så privilegeret gennem min opvækst og opdragelse at jeg på nuværende tidspunkt, 6811 dage inde i mit liv, er nået til et punkt på min behovspyramide hvor jeg kan sætte en lille smiley udfor de fire første behov.

”Der findes en visdommens vej - det er dén, som bør være let at erindre:
dum dig og dum dig og dum dig igen, men mindre og mindre og mindre.”
- Piet Hein

Jeg har lagt en plan. En midlertidig og lettere diffus idé. Jeg ved hvilken retning, men jeg kender ikke vejen. Sådan er det for mange unge danskere lige i denne tid. Om femogtyve dage og en håndfuld eksamener står jeg og mine venner med en hue i hånden. En milepæl i min og deres tilværelse, et kryds på en uklar checklist, men også en påmindelse om at vi nu for alvor er ved at vride os ud gennem nøglehullet i hoveddøren på den lille biedermeier idylliske landejendom. Ud i lyset hvor vi kan bestige vores egne bjerge. Vores egne pyramider.

Kære venner, vi har ramt det gyldne plateau.

”Kys det nu det satans liv
grib det, fang det før det er forbi.” - TV2

Simon Thordal Olesen

3..2..1 Student!

Påsken er allerede ovre og om nogle uger, er livet i gymnasiet så småt ved at afslutte. Det føles som det var i går jeg startede i 1.g og nu fatter jeg slet ikke, at det hele snart er forbi. Sjovt nok, så minder det hele mig om noget, en 3.g’ere engang fortalte mig: ”Nyarial, det kan være at 1.g føles som en evighed for dig. Men tro mig, når du kommer i 2.g vil du hurtigt mærke, at tiden flyver og så er du allerede 3.g’ere. Og før du overhovedet vil ane det, vil du stå med dit eksamensbevis i hånden.” Jeg tænkte bare, at det var noget hun bildte mig ind. Hun var jo 3.g’er på det tidspunkt og hun manglede kun et par uger...

Ordene får mig til at tænke på den dag jeg startede i gymnasiet. Jeg husker det hele som det var i går. Jeg startede på Århus Statsgymnasiet – også kendt som hippie-skolen. Jeg kan tydelig huske de forskellige teamlærer stå og vente foran skolens hovedindgang på os, de ny ankommende 1.g’ere - ”sutterne”- som 2. og 3.g’erne også kaldte os. Spændt, husker jeg, at jeg gik rundt blandt den store menneskemængde af 1.g’ere og ledte efter min klasse. Jeg glædede mig sådan virkelig meget til, at starte mit ”nye liv” - som jeg af en eller anden grund mente det var - i gymnasiet. Hvorfor jeg gjorde det, aner jeg ikke. Det var jo ”bare” et trin videre i livet. For nu hvor jeg tænker over det, var der jo ikke kun noget godt, at glæde sig til. I hvert fald ikke med den viden jeg har i dag. For NU, hvor jeg husker tilbage til det hele, er det virkelig gået op for mig, hvordan vi 1.g’ere egentlig var. UVIDENDE. Jeg kan jo slet ikke lade være med, at tænke på de stakkels nye og kommende 1.g’ere, der slet ikke aner, hvad der venter dem de næste 3 år i gymnasiet; almenstudieforberedelser, studieretningsprojekt, terminsprøver, tonsvis af afleveringer og jeg ved ikke hvad. Det er jo SØRGELIGT! Men nu skal det heller ikke lyde som om, at gynmasiet er et dårligt sted at være, tværtmiod. Alle de nye mennesker man møder, festerne, studieturen, turen til København og en masse andet sjov og underholdene, som er en del af gynmasielivet, er noget man virkelig kan se frem til. Fællesskabet og en følelse af tilhørers forhold! Dét kan man slet ikke undgå, at GLÆDE sig til! Men for lige at vende tilbage til den gang jeg var 1.g’ere. Var det synd for mig? Var det sørgeligt, at jeg ikke vidste, hvilke udfordringer der ville møde mig senere hen i gymnasiet? Der er jo et ordssprog som siger: ”There’s always light at the end of the tunnel.” Og i følge ordbogen på www.idioms.thefreedictionary.com, er betydningen af ordssproget følgende:

Light at the end of the tunnel

something which makes you believe that a difficult or unpleasant situation will end

- We're halfway through our exams now, so we can see light at the end of the tunnel .

- Unemployment is still rising but analysts assure us there is light at the end of the tunnel.

See also: end, light, tunnel

Så selvom man bliver mødt af alverdens udfordringer – om det bliver i gymnasiet eller hvor henne – så vil man på et tidspunkt altid kunne klare udfordringerne og få positive resultater ud af det. Det har jeg i hvert fald opnået i dag, med den viden om, at jeg har klaret mig i gennem alle udfordringer i gymnasielivet. Indtil videre...

Jeg sidder nu og kan stadig ikke fatte, at det hele snart er forbi. Et eller andet sted føler jeg, at jeg skylder min veninde – som i dag er 5.g’ere – en undskyldning. Hun havde jo ret! Siden jeg startede i 2.g på Egaa, er det hele gået meget stærk. Og nu tvivler jeg slet ikke på, at jeg, før jeg aner det, vil stå med studenterhuen på hovedet og eksamensbeviset i hånden og kan kalde mig selv for student. Det håber jeg i hvert fald jeg kan. For så kan jeg se frem til, at endnu et trin med andre og nye udfordringer, vil komme mig imøde, før et nyt kapitel af mit liv for alvor kan begynde!!!

- Nyarial Kalam