Inderst inde

http://www.youtube.com/watch?v=5sL3FmbirK0

 ”Inderst inde af den sagnomspundne forfatter Emil Halkier. Halvanden sides hælden vand ud af ørene. Et indlæg, som formentlig har flyttet mere hos forfatteren selv end hos de mange læsere. Det kan kun blive til en enkelt stjerne herfra.” Anmeldelse Lokalavisen

”Svigt er ikke noget vi ønsker at opleve. Svigt er ikke noget vi ønsker at snakke om. Svigt er salt i et i forvejen betændt sår. Et sår, som måske heler med tiden, eller måske i stedet bliver dybere og mere betændt. Ingen ved det, folk snakker om det.” citat unavngiven filosof bosat på Hovedgaden 23 A, 1. 8410 Rønde

”At svigte betyder at noget ophører og ikke fungerer.” citat ordbogen

”Når bloggen omhandler de dybeste følelser og tillader os (læseren) at komme helt tæt på og ind i det lukkede rum der inderst inde, kalder vi det deep backstage.” citat dansklæreren

Svigt har i mit tilfælde været tilstede i forbindelse med en manglende bekræftelse. En manglende følelse af at blive værdsat og føle sig interessant. Dette kan overraskende nok være sat i gang af en af de allernærmeste. En af dem, der har plantet mit lange korpus af en krop på Moder Jord. Inderst inde kan man til tider føle sig som den hund, man altid ser i en bil ude på Nettos parkeringsplads med vinduet 1,5555546793000982 cm på klem. Det er, hvis jeg må have lov til at bruge et udtryk min mormor ikke kan lide, da det, når det siges langsomt lyder som ”Kræft æde mig”… Det er kraftedeme ikke en rar følelse dybt inde i abdomen (som mave så smukt hedder på latin). I det mindste har man fået forsædet og kan nu urinerer ud over dette til ens egen store tilfredsstillelse. Det er faktisk ret slående, hvor ofte denne hund er en puddel. Stor og pelset facade, som gemmer på et ligblegt og knogletyndt indre. Fordelen ved pudlen er faktisk den tykke pels. Godt nok kræver denne megen pleje og dyre klipninger, bevares, men den fælder ikke! Det eneste, som kan være ulempen ved at have hundetække - hundehår. Vi kender det alle. Man ser en sød hund og tænker ”den skal klappes.” og så klasker man ellers løs på det lille uskyldige dyr helt uhæmmet. Flere minutter tæsker man løs. Når torturen så endelig er færdig kigger man på sine fingre, sine bukser, sin trøje. Ja I kender det.

For at tage hundeeksemplet op igen kan det siges, at det hele ikke er negativt. Der er nemlig lys for enden af tunnelen. Døren er ikke låst. Der stadig er en mulighed for at blive genforenet. Hvordan denne genforening skal finde sted ved ingen af de involverede parter. Til tider virker det som om, det kun er envejskommunikation og at barnet pludselig skal agere den voksne. Frustrerende.. Frustrationen bliver til vrede, til knyttede næver og fugtige øjenkroge. Tanken sviger mere end den brandvarme kamillete, der langsomt og smertefuldt risler ned i halsen, som et Sydamerikansk vandfald dybt inde i junglen. Dybt dybt inde.

Inderst inde handler det vel i bund og grund om stædighed, og da dette er en menneskelig egenskab, der er arvelig, må det siges at være en rimelig lige kamp. Spørgsmålet er blot – Hvem giver først op? Giver op. Når man giver op i håndbold har man tabt. Jeg vil ikke tabe. Er det overhovedet noget at tabe? Det er vel alt eller intet. Jeg har alt at vinde og intet at tabe. Det kan ikke fortsætte med dette skuespil og denne ironiske distance til de problemer, som ligger lige for fødderne af os. Der må handles inden det er for sent. Som Søren Kierkegaard så smukt sagde: ”At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik – ikke at vove er at miste livet.” Jeg må vel snart indse, at der her i livet findes valg og der findes konsekvenser. Træffes ingen valg, vil der ingen ændring ske, og da ændring står øverst på ønskelisten SKAL der handles, selvom det vil kræve mod. Mere mod end det tog teenagedrengen med fesent gennemsigtigt overskæg, fart over feltet, damer og sprut, at skrive et følsomt blogindlæg og blotte sig. Nøgenheden er i skrivende stund skræmmende, men samtidig en lettelse.

Dette blogindlæg er skrevet med efterveerne af en slem forkølelse, blå knæ, en smadret albue og en flækket læbe efter et smertefuldt nederlag til Bjerringbronx. Desuden har en række hændelser den seneste tid gjort, at I blev ofrer for lige netop dette - min elendighed. Det vil jeg gerne undskylde. Prøvede først min træners gode gamle råd: ”Det skal løbes væk!” Men at løbe på et tastetur kommer der ikke fandens meget ud af.

Tillykke, Ghita! Tillykke, Christian!

11. januar 1935 fødtes en stjerne: Ghita Nørby. 58 år efter den utallige Robert- og Bodilvinder skete det på den selv samme dato, at JEG blev født! Mange gode historier starter med "på en mørk og stormfuld aften" - i mit tilfælde starter historien med en varm, regnfuld OG besneet dag, lige til spisetid - 12.20 var der plads på operationsstuen og min mor fik et kejsersnit.

19 år efter vågner jeg med min kæreste ved siden af mig, og jeg ligger og lytter. Huset lever klokken 7.30, normalt er det kun mig, der er hjemme. Normalt er jeg lige kommet ud af badet og prøver desperat at smide noget tøj på kroppen og nogle bøger i tasken, men ikke i dag. I dag tøffer jeg ligeså stille ud af værelset i min brune, fleecemorgenkåbe og lader alle de glade, nostalgiske minder vækkes til live. Duften af mellemristede kaffebønner, der har stået og trukket i det kogende i mine forældres ti år gamle sølvgrå kande, der nøjsomt bliver presset ned af min fars hænder, der holder fast om kandens matchende knop, mens jeg kigger over på min tallerken, hvor de første gaver er blevet lagt frem. Alt er som det plejer. Og alligevel ikke, da jeg for første gang i mit liv er 19 år. For første gang skal jeg sidde på min stol som 19årig, og for første gang skal jeg flå gavepapiret af - som 19årig! Når alt er pakket op, sidder jeg med en ny skjorte (den er lige en tand for stor), en ny toliettaske, Stieg Larsson-trilogien på både bog og dvd, en ny shampoo og et gavekort til brunch for to. Dette var første gang, jeg prøvede at få sådan et gavekort. Jeg har tit fået gavekort til film, cd'er, dvd'er og et enkelt til en tøjbutik, men ikke til sådan en oplevelse. Gavekortet var fra min kæreste, så jeg ville tage hende med på brunch. Jeg synes brunch er et fantastisk koncept. Man sidder og hygger sig med en god ven eller en kæreste, mens man bare kan tage for sig af alskens lækkerier. Vi skal spise på Ziggy Sidewalk, hvor de har en kæmpe buffet med alt fra yoghurt til små pandekager til ristede brød med en skive sjovt klingende ost og let ristede og hakkede valnødder strøet over med kærlig hånd. Og ja, jeg elsker konceptet, men forstår nu godt, hvorfor nogle kan se brunch som værende lige lovlig "over-the-top". Anders Matthesen, stand-up komikeren bedre kendt under navnet Anden, forholder sig til konceptet "at brunche": ifølge Anden er brunch torsdag morgens lille udFLUGT for de nybagte forældre, der kun bevæger sig udenfor den éne gang, hvor de kan slippe deres baby; et overgearet koncept, der er den komplicerede vej til et blødkogt æg og en spandauer. Joken er fantastisk sjov og er nu meget passende, mens jeg sidder dér ved morgenbordet med min spandauer og brunchkortet i hånden. Jeg er nu ligeglad med hans statement; nu er det fødselsdagsflag og ikk' babybleer, der fylder min hjerne. Halvvejs inde i min spandauer kan jeg mærke iPhonen vibrere i lommen: "Jonas, Anders and 21 other posted on your wall." - tak, Facebook.

Facebook-hilsner er nu en sjov ting. Før i tiden var det kun ens familie, dem fra klassen og enkelte nære venner, der huskede ens fødselsdag. På min 18-års fødselsdag fik jeg 159 tilykke'er. Jeg nævnte det for min kæreste, der læser psykologi på Århus Universitet. Hun fortalte mig om hendes lektor Jan Tønnesvang. Ifølge ham er perifære venner (som en stor del af ens FB-venner nok kan betragtes som) et middel. J Tønnesvang siger, at mennesker skal ses som mål i sig selv, ikke et middel til at opnå noget (eks. selvtillid) - det skaber større selvrealisering, frem for narcissisme. Sagt kort, man bliver ikke glad af alle de 1000 facebook-venner, men kun af de få, der betyder noget for én. Et kram fra kæresten, der kigger én i øjnene og kun ønsker, at man bliver glad af det ene ord "tillykke", et ord der fra kæresten rummer så mange flere lag end ren gestus: det er et udtryk for hengivenhed, for nærvær, for kærlighed.

Inden man dog begynder at omskabe hele sit facebook-liv og sin identitet, må man nu have en anden af Tønnesvangs pointer med. De eneste, der oplever den totale selvrealisering er mennesker som Ghandi og Dalai Lama. Det er det sjove ved psykologi; alt afhænger af hvilke teoretiske briller, man tager på. I dag vælger jeg at tage optimistens briller på. Jeg ser de mange hilsner som et tegn på, at jeg kender en masse mennesker, der gerne vil skænke mig en tanke. Som jeg kender, har grinet med og delt en bajer med.

Jeg har spist den sidst bid af spandaueren og drukket den sidste tår mellemristet. Mon Ghita Nørby har gjort det samme? 9.10 - 18 år, 363 dage, 3 timer og timer siden den våde, solbeskinnede snevejrsdag bevæger jeg mig afsted mod skole, Egaa Gymnasium. Min første skoledag som 19-årig.

At flytte er for fedt!

”Wow, dit liv må da godt nok have været spændende og sjovt!” - hører jeg tit, hvis jeg møder en ny person, og fortæller dem om hvordan jeg har flyttet rundt det meste af mit liv, hvilket bære præg af at jeg har boet i 4 forskellige lande. Men ”sjovt” ved jeg bare ikke lige om er det rigtige ord. Jo, selvfølgelig har det da været interessant - jeg har jo haft mulighed for at opleve en masse som andre folk ikke har - men har derimod også prøvet en masse ting, som jeg gerne ville have undgået. Det med at flytte virker på folk, i hvert fald mange af dem jeg har snakked med, til at være noget de alle vil have ønsket at de havde prøvet. Men jeg tror at mange kun tænker på de mange gode oplevelser man får ud af det, og helt glemmer at tænke på hvordan det mon føles at stå som 9 årig, og lige pludselig skal lige farvel til alle sine venner, og alt hvad man kender - for at flytte til et land som man aldrig har hørt om, hvor folk snakker et sprog som man ikke forstår. Det er nemlig det sværeste man overhovedet kunne tænke sig at skulle gøre i den alder, specielt, eftersom det er et valg der blev truffet af forældrene! Og nu når jeg nævner forældre, så må det da godt nok også have været hårdt for dem at skulle fortælle deres børn at de bliver nød til at sige farvel. Som forklaret en artikel VI skal flytte - sådan forbereder du dit barn, fra www.altomboern.dk, så er det vigtig for forældrene at have en forståelse for at deres børn mister ”deres sociale gruppe som er deres vigtigste element i livet”. Forældrene skal nemlig vide, ikke blot hvordan de skal fortælle deres barn om hvordan de snart skal flytte, men også hvordan de skal håndtere situationen når familien er flyttet. Perioden efter en familie er flyttet, er nemlig en af de sværeste tider, som en familie kan komme i møde. Børn der skal starte et nyt sted, har nemlig ikke så mange venner som de havde derhjemme, til at starte med, og derfor kan de godt komme til at føle sig ensomme. Det er på dette tidspunkt at barnets forældre skal vise, at de er til stede og at de altid vil være der for en, selvom det selvfølgelig kan være svært når der er så mange andre ting der skal ordnes når man flytter.
Det med at barnet føler sig ensom, husker jeg tydeligt fra den gang jeg flyttede til Portugal. På det tispunkt kunne jeg kun lige sige få ord på engelsk og havde absolut ingen idé om hvad portugisisk var for noget. Så de første par måneder i skolen, var ikke lige frem de mest sociale.
Men nu kan man selvfølgelig også sige at jeg kun kigger på de dårlige ting. For hvis jeg skal være helt ærlig, så er der altså flere gode ting ved at flytte, end dårlige. Først og fremmest, så lær man jo folk at kende, der kommer fra overalt i verden, og på dette punkt havde jeg en fordel, eftersom jeg gik på internationale skoler igennem min periode i udlandet. Dette betød dermed også at alt undervisning forgik på engelsk - hvilket resultere i at jeg snakker det flydende, og endda bedre end dansk. Det kan dog argumenteres om det er en fordel eller ej, men håber da at det vil åbne op for nogle mulighed senere i livet. Hvis ik det gør det, så kan man håbe at den forståelse jeg har af forskelige kulturer gør. For det er nemlig en af de andre meget gode ting der er ved at flytte til udlandet. Alle de forskellige mennesker man møder, har jo deres helt egen måde at være/ leve på, og ved at gå i skole med andre folk fra rundt omkring i verdenen, og være hjemme hos dem, osv., så får man nemlig et glimts ind i deres liv.
Til sidst, hvilket nok er det bedste ved det hele, og hvorfor så mange er misunderlige, er at man får så mange forskellige oplevelser ud af at flytte. Alt fra bare at se et nyt land og opleve måden på hvordan folk lever, eller landets natur, til alle de ting man kan komme med til at opleve, imens man prøver at leve med på det lokale liv.

Så alt i alt, så har folk da ret når de siger at mit liv har været spændende, men det er da ikke ens betydende med at det har været mere spændene end deres liv. For de har jo så prøvet nogen ting som jeg aldrig har haft muligheden for, eftersom jeg har flyttet. Men selvom jeg har gået glip at nogle ting, som jeg måske aldrig kan komme til at opleve, så er jeg nu i sidste ende glad for at mine forældre traf de valg de gjorde, hvilket resulterede i at vi blev nød til at flytte.

Godt nytår

2011 er gået, og starten på 2012 skal fejres. For nogle er nytår en ny begyndelse eller en afslutning. For mig er årsskiftet mest en stor fest og en anledning til at reflektere over året, der er gået, og året, som kommer. Mit år 2011 har været et meget begivenhedsrigt og givende år. Den har været spækfyldt med oplevelser – både gode og dårlige. Af positive oplevelser husker jeg bedst de fire fantastiske rejser til henholdsvis Italien, Tyrkiet, Berlin og Tanzania, som farvet og givet et afbræk fra hverdagen. Alligevel har hverdagen har også indeholdt gode oplevelser sammen med venner, familie, Egå Gymnasium, fester og meget mere. Livet i 2011 har også budt på svigt, skuffelser og sygdom. For mig har sygdom altid været yderst sjælden og uheldig, men den er i 2011 kommet nær. Flere nære venner har mistet et familiemedlem, et enkelt af mine egne familiemedlemmer har været alvorligt syg og jeg har selv været ramt af sygdom i slutningen af året. Sygdomssituationerne ser heldigvis ud til at stilne af og jeg starter 2012 fyldt med håb om bedre heldbred. Nytår er generelt fyldt med håb og intentioner om forbedringer i det kommende år. Heraf består traditionen med nytårsforsæt. En klassiker er ønsket om vægtabt, hvilket sætter gang i reklameræset for fitness.dk, motion&trivels osv.. Traditionen tro er mit nytårsforsæt at holde op med at bide negle. Det har været mit nytårsforsæt, så længe jeg kan huske. Desværre er det stadig ikke lykkedes mig at holde op. Jeg vil oprigtigt gerne stoppe mit neglebidningsmisbrug, og forstår ikke hvorfor det ikke lykkedes. Jeg har indtrykket af, at det desværre ofte ender sådan med nytårsforsæt. Gode intentioner og en ændring i det sidste tal i datoen er åbenbart ikke altid nok – i hvert fald for mig. Heldigvis kommer mange af mine håb og forventninger til 2012 helt af sig selv. Der er så meget, jeg ser frem til – skiferie, gallafesten, studenterkørsel, venskabsplejning, laaaang sommerferie, rejser og bare en masse nyt. På trods af min manglende selvdisciplin mht. at overholde mine nytårsforsæt, regner jeg med mange af mine nytårsønsker bliver opfyldt. Så er der selvfølgelig ønsker, som ingen ved om går i opfyldelse. Når det gælder familieforhold, venskaber og sygdom, kan man kun håbe på det bedste. I følge erhvervspsykologen Majken Matzau, som ser nytåret som en mulighed for et nyt og mere positivt livssyn, skal man lægge det negative fra 2011 bag sig og tage det positive med videre. I artiklen "Farvel 2011 - Goddag 2012" på dr.dk, forklarer hun hvordan dette skal gøres. Blandt andet skal man finde episoder fra 2011, man vil takke nogle for. Derudover skal man finde på ting, som man vil glæde sig til i det nye år. Dette er to gode råd, som jeg vil forsøge at tage til mig. Jeg har takket mine nærmeste for 2011 og har allerede en masse, som jeg glæder mig til i 2012. Nu gælder det om, at lægge alle negative tanker fra forgående år bag mig.

Som sagt – nytårsaften er en fest. Natten mellem den 31. december og 1. januar fester både børn, unge og gamle. Årsskiftes fejres med dronnings nytårstale, bordbomber, fyrværkeri, champagne, gode venner, god mad og meget mere. Det er svært ikke at glæde sig til denne aften, og forventninger er tårnhøje. Desværre mindes jeg nytårsaftner, hvor mine forventninger har været så høje, at jeg ender med at være dødskuffet. Nytårsaften i år startede ud på bedste manér – gode veninder og god mad. Desværre ender aftenens sjov og ballade, da vi strander ved i busstoppested i Skejby på grund af vores naive tiltro til midttrafik nytårsnat. Antiklimaks. Stakkels taxaselskaber blev kimet ned og taxaer blev overfaldet i lyskrydsene af de, der var havnet i samme situation som os. Selvom vi fulgte rådet fra artiklen "Sådan får du en taxa nytårs aften" på ekstrabladet.dk, og forsøgte at stoppe en taxa på vejen, havde vi intet held. Trine Wollenberg, som er direktør for Dansk Taxa Råd, forklarer at nytårsaften er taxaernes travleste aften på året og at det er umuligt at bestille en taxa ved opringning. Det kommer ikke til nogen større overraskelse, men i desperation forsøgte vi selvfølgelig alligevel. Selvom det bidrager til feststemningen, er det virkelig upraktisk, at hele landet fester på samme aften. Vi endte i en proppet bus på vej tilbage til Århus, hvor en blandet flok mennesker stof tæt sammen. En større gruppe unge drenge skrålede med på ´kvinde min´ og andre danske pophits, et par 60-70 årige ægtepar sad malplaceret og smilede til de unge berusede passagerer, og der blev fortalt jokes på vinduesrækkende. Helt klart en mindeværdig bustur. På trods af vi brugte en uønsket mængde tid i bus eller ved busstoppested, havde jeg en rigtig god aften. Jeg så en tilpas mængde fyrværkeri, holdte humøret oppe og tilbragte hele aftenen med mennesker, som jeg holder af.

Rigtig godt nytår til alle.