The end is near!

53 dage til dimission 

14 dage til læseferie 

8 skoledage til læseferien 

Omkring 2 måneder til min uendeligt lange sommerferie. 

Ufatteligt at tænke på at der allerede er gået tre år. Tre år, hvor alting har ændret sig, man har været igennem både godt og ondt og har udviklet sig ud fra det. For tre år siden sad jeg drømte mig til gymnasielivet, 10. klasse var snart slut, og det var på tide at sige farvel til endnu en dejlig klasse. Jeg var på daværende tidspunkt ikke sikker på om jeg var kommet ind på Egå Gymnasium, men havde gjort alt for at, det var der jeg endte. Det viste sig så at være både et godt og et dårligt valg. De sidste tre år at mit liv har været de bedste indtil videre, men de har godt nok også været hårde. Det første år var ikke så slemt, det var først da man kom i 2.g at det begyndte at blive hårdt med afleveringerne, lektierne og selvfølgelig DHO og SRO! 3.g var en god blanding af repetition og de sidste emner i pensum, og nu er det snart slut. Nu starter min uendeligt lange sommerferie snart! Ikke mere struktur i hverdagen, ikke flere lektier, der skal laves eller afleveringer, der skal afleveres. Ikke mere meget! I de sidste par år har jeg set frem til de sølle weekender, som kun varer to dage. TO hele dage, hvor man vil slappe af, og hygge sig, men hvor man alligevel går med tanken om at mandagen snart kommer og man skal igang igen. Om 56 dage er der ikke noget, der kommer til at hedde weekend eller hverdage for mig, i hvert fald ikke i rigtig lang tid. Hmm... Det er helt uvirkeligt at tænke på. Det er som at leve i en drøm. En drøm, som er blevet drømt i så mange år, men som har været så langt væk. Og nu, ja nu er den tæt på, så tæt på at den er ved at skrifte fra drøm til virkelighed. 

Anita Blixt siger: "Drømme består oftest af tanker du går med i din hverdag". Det passer nu meget godt på min tilværelse lige nu. Jeg går rundt i en tåge af virkelighed og drømme, og har svært ved at kende forskel, hvilket er ret forvirrende nogle gange! Min nuværende drøm om frihed, går snart i opfyldelse, det er mig, der bestemmer alt, ingen der siger at jeg skal stå op kl. lort om morgenen, for at gå i skole. Ingen der skal bedømme mig ud fra, hvad jeg gør og ikke gør. Snart er det bare mig! Og ja, det kommer nok ikke som en overraskelse at mit fravær har været meget højt, sådan pænt meget højt, men tror at min drøm og min virkelighed blandede sig rigtig meget sammen i flere perioder, hvor de nærmest er blevet til én. Derfor tror jeg at jeg har så svært ved at forstå, at nu er det nu! Ih! 

Men det er en 50/50 følelse jeg kommer til at forlade Egå Gymnasium med. Fedt at skolen er forbi, men sørgeligt at jeg ikke skal se alle de dejlige mennesker, hver dag. 

53 dage til dimission 

14 dage til læseferie 

8 skoledage til læseferien 

Omkring 2 måneder til at mit liv begynder for real

Xoxo

Ganske Danske Flink

Gad vide om det kan lade sig gøre, at blive for flink? Måske kan man i Danmark. Hvis man er ganske flink i Danmark, bliver man så betragtet som skingrende skør? I bedste fald måske bare lidt lalleglad og tossegod, men stadig ikke helt ved sine fulde fem. I det ganske danske land findes der nogle uskrevne regler for hvad man gør, og især ikke gør, i det offentlige rum. Selv på en ganske almindelig bustur kan man støde på disse ”regler”. Nu har jeg i tre år taget bussen frem og tilbage fra gymnasiet hver dag, og jeg er snublet over disse regler et par gange.

Dansker-regel nummer et: ”Sæt dig ALDRIG ved siden af en fremmed i bussen, hvis der er andre ledige pladser”. Jeg savner nogle gange at snakke med nogen i bussen, og hvis jeg sætter mig ved siden af en i bussen, selvom der er tomme sæder rundt om, vil personen for det meste kigge underligt på mig og ligne en der tænker: ”Hun må da have en skrue løs”. Tænk hvis jeg havde. Så havde jeg en undskyldning for at snakke med fremmede. Det lyder fjollet. Bare dét, at man skal finde en undskyldning for at snakke med folk, er da skørt!

Dansker-regel nummer to: ”Snak ikke med fremmede”. Sommetider, mens jeg venter på bussen, står jeg og leder efter grunde til og måder hvorpå jeg kan falde i snak med de andre som også venter på bussen, da det jo er ret unormalt i Danmark bare at snakke til folk man ikke kender. For det meste kan man altid snakke om vejret, men det synes jeg er en anelse kedeligt. Jeg tænker folk vil få en sjovere dag, hvis jeg f.eks. spørger dem: ”Hvilken farve er din aura?”, ”Hvis du var en hest, hvilken gangart ville du så foretrække?” og ”Hvor stor en procentdel af befolkningen, tror du, kan gå i spagat? Tror du jeg kan?”. Men så vil jeg kunne genkende det ansigt der ser underligt på mig og ligner en der tænker: ”Hun har da helt sikkert en skrue løs”.

Dansker-regel nummer tre: ”Hvis nogen (så endelig) siger noget til dig, så er det altid et angreb, og de vil dig aldrig noget godt”. Hvis f.eks. en taske er væltet i bussen, og jeg flinkt går hen for at rejse den op, så kommer ejeren farende i al hast, snublende over alt på vejen, og vrisser: ”Det er MIN taske!” Jeg vil bare hjælpe, men personen tror straks at jeg vil snuppe den og storme ud af bussen. Ja, man må jo hellere være på den sikre side og have mistro til alle fra starten, for det kunne jo være at der en dag rent faktisk kommer en der ville tage ens taske. Say Whaaat.. Jamen kære ganske danskere kan I ikke se, at det er jer der har en skrue løs. Det er jo ren galimatias og fuldstændig gak-gak, at vi udelukkende ser på hinanden med mistillid, og på den måde skaber et negativt og dødkedeligt samfund.

Hvis man nu stiger på en bus i Danmark, og det samme i USA, vil man kunne opleve en tydelig forskel. I Danmark vil man hele vejen sidde tavs helt alene, hvorimod man i USA på 5 minutter vil have hørt hele en tilfældig medpassageres livshistorie. Det er der nogle antropologer der har forsket i. De har sammenlignet danskeres og amerikaneres flinke adfærd, og bruger begreberne negativ høflighed og positiv høflighed. Ifølge disse antropologer er danskerne og amerikanerne høflige på hver deres måde. I Danmark er det høfligt at give plads til andre og respektere deres privatliv, altså lade folk være i fred og holde sig for sig selv. Dette kalder antropologerne den negative høflighed. Derimod anses det i USA for høfligt at være inkluderende, åben og udadvendt, hvilket betegnes som positiv høflighed. Den negative høflighed ses i dansker-regel nummer et og to, hvor man vil give plads og respektere at personen nok gerne vil sidde alene og nok helst ikke snakke med nogle. Antropologerne har en pointe i, at det er nemmere at være flink, når man snakker mere med hinanden. Jeg oplevede selv sidste år noget utroligt flinkt i udlandet. Jeg var på interrail med en veninde, hvor vi camperede 1 km uden for en lille by, der ligger 10 km uden for Girona i Spanien. Vi havde vasket tøj og hængt det op på en tørresnor i solen, hvorefter vi tog ind til Girona. Da vi kom derind begyndte det at regne, hvilket var ret ærgerligt, da vores tøj jo hang til tørre udenfor. Da vi kom tilbage til campingpladsen, var vores tøj alligevel på magisk vis blevet tørt. Vi fandt senere ud af at det var naboerne der havde taget tøjet ind under et halvtag, da det begyndte at regne, og hængt det op igen bagefter (inklusiv undertøj :s). Det er fantastisk flinkt, og jeg elsker den mentalitet hvor man giver Moder Teresa baghjul og rækker folk hele hånden, når de kun beder om en lillefinger.

Mange folk i udlandet er ikke bare ganske flinke, men rent faktisk kolonormt flinke. Det er også derfor at jeg om under ”73 dage”, når vi bliver ”3.. 2.. 1.. studenter”, skal ud at rejse, og ”klar-parat-LEVE” livet. Jeg skal ud og tage imod al den flinkhed som jeg overhovedet kan suge til mig, og da flinkhed jo smitter, bliver det nemt at gøre gengæld. Indtil da må jeg være ganske danske flink, og prøve at smitte en eller to medpendlere. Ifølge mine egne ”meget troværdige” beregninger har jeg, i de tre år jeg har gået på gymnasiet, ventet på bussen i ca. 5,8 døgn, og kørt i bus i ca. 29 døgn. Det er lang tid, og der kan man da godt gøre turen en smule sjovere, ved at være ganske flink overfor sine pendlerkammerater. 

Mette :)