There Was a Boy

Det er dejligt spille over en melodisk mol. Den er så smuk. Nature Boy er smuk.

Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg er drengen eller fortælleren når jeg spiller.

I starten er jeg altid fortælleren.

"There was a boy… a very strange, enchanted boy."

Den er let og flydende. Dæmpet. Bladet har den helt rigtige tykkelse lige nu. Jeg begyndte at spille på det for to dage siden.

Det dybe h (for den uindviede er det den næstdybeste tone på en tenorsaxofon) er lige præcist så blødt som det kan blive, og resten følger helt naturligt med. Det er en dygtig fortæller i dag.

Drengen er en mystisk figur. Det er blevet fortalt at han har vandret langt omkring.

Han har vandret så langt at han har lært alt.

Jeg er stadig fortælleren, men jeg kender alligevel drengens budskab.

Han fortæller væggene i øvelokalet og resten af verden at det vigtigste og største man kan lære i hele verden er at elske.

Jeg må være en slags alvidende metafortæller, for jeg er ikke længere kun sangens fortæller. Jeg fortæller selv. Det er måske derfor den er så smuk. Fortællingen altså.

En metafortæller.

Det kan være når man klokken 14.54 i en dansklektion ikke længere forstår teksten, men godt kan se at "dér er en metafor, dér er en metafor og dér er en metafor!"

Crap. Nu har jeg gjort det igen. Taget mig en lur. En lidt for lang én. Bussen kører om… Den er kørt.

Hvor er min telefon, så jeg kan sende hov-jeg-sov-lige-over-mig sms'en jeg har gemt i 'Kladder'?

Den er gået ud. Crap.

Lader…

…

…

Crap. Jeg har ikke telefonnummeret på den her telefon.

Hvor er min computer, så jeg kan slå op i mit adressekartotek? Crap. Hvor er DEN oplader nu? Crap.

Hvorfor er mit liv sådan her? Hvorfor hænger jeg ikke mig selv og bliver genfødt et andet sted hvor jeg har mere styr på tingene?

100 kroner, kha-chiiing! Det var dén gang undervisning.

Jeg var overbevist om at jeg allerede var dernede. Jeg troede jeg spillede saxofon. Jeg troede… sært.

Men jeg har åbenlyst nok ikke vandret nogen steder. Ikke i dag i hvert fald. Jeg har vandret meget i Norge, lige midt i Norge. Og Sverige. Og på Island og i Østrig. Og i Tyskland. Og i Frankrig og i Mexico og i Kroatien…

Måske har jeg vandret lidt alligevel, for min kaffekop er faldet ned fra bordet. Det er heldigt for mig at min kaffetrang har drukket grumset i bunden af koppen, ellers skulle jeg rydde op nu. Mine tanker vandrer i hvert fald en del, så lad mig fortælle jer om drøm jeg har haft (Ja, det var Luther I tænkte på. King.):

(Følgende er nedskrevet som det faktisk skete og ganske uredigeret:)

I morges var jeg ude at køre i mine forældres bil. Det er en Pegeout Partner, eller en Børnecontainer, som min far kalder den.

Det var langt ude på landet og der skulle bare scores damer.

Naturligvis lå der en fabrik hvor der var en firmafest i gang. Der var nogle rigtig lækre strå. Mange.

Den fl(h)otteste spurgte om jeg ville med ud bagved. "HVAD?!" Tænkte jeg, det er jo ikke noget rigtigt spørgsmål…

Jeg burde have vidst det. Jeg var blevet snydt. Da jeg åbnede døren befandt jeg mig på toppen af et blikskur, himlen var sort og det regnede.

Forestil jer en vampyrfilm fra 60'erne (eller en anden film hvor det regner meget og er mørkt) - sådan så det ud. Men det værste var at der stod et monster på et andet regnvådt skur og kastede legetøjsbiler efter mig. Han brugte tagets hældning som affyringsrampe. Jeg blev ramt utallige gange og jeg syntes det var vildt uretfærdigt, men monsteret sagde at det var ham der lavede reglerne og sådan var det.

På et tidspunkt gad jeg ikke mere fordi mine fødder var limet for godt fast til det glatte bliktag, så jeg tog hjem og solen skinnede.

Jeg vil ikke tænke på hvad Freud mon ville have tænkt om mit infantile kompleks overfor narrefisser. Jeg vil hellere tænke på at Peter Sommer hellere vil leve i drømmen end at leve den ud, og det helst skulle være den første drøm. Eller om jeg i virkeligheden skimtede Platons rene idé om Nature Boy, mit indre selv og verden. Eller at Buddha ville sige at de er én og samme ting, nemlig tæppe.

Eller at Nietzsche ville sige at det hele er en illusion og at intet er sandt. Han indrømmer dog at det kan være nogle ganske nyttige illusioner idet de udgør vores liv, hvilket jeg synes er en vigtig parentes at få med.

Men øhh… der var en dreng, og han fortalte.

- Jakob

Valentinsdag...

Datoen i dag er den 14. Februar, bedre kendt som den helt store kærlighedsdag - nemlig valentinsdag. Det er i dag den dag hvor mange par, mere eller mindre, erklærer deres kærlighed til hinanden. Man tager på restaurant for at spise romantisk middag, pigerne får kæmpe buketter af blomster, en lækker æske chokolade eller anden form for gave, for derefter at blive opvartet i hoved og røv af deres ih og åh så søde kæreste. Dette er i hvert fald sådan nogle mennesker vælger at afholde den amerikanske mærkedag.

For mig er denne dag kun en omgang opreklameret fis. For det første aner jeg ikke en disse om, hvorfor denne dag overhovedet bliver fejret eller hvem ham der Valentin i det hele taget er. For det andet virker det som om det mere handler om at give så store og så mange gaver som muligt, end at vise at man rent faktisk holder af hinanden - som jo er det dagen går ud på.
Men på den anden side kan det også være svært at stå for fristelsen for at købe bare en lille bitte gave, når samtlige butikker ned gennem gaden, fylder vinduer med alverdens ideer til hvad man kan give. Uanset hvor end man kommer, er man omringet af hjerter, roser, røde farver og hvad der ellers associere til den helt store omgang kærlighed. Bare man tager et besøg på internettet, kan alt dette ikke undgås. Man kan sågar finde den helt store guide til hvordan man bedst muligt afholder denne dag (skræmmende, når man selv burde planlægge sin dag, hvis man altså skal fejre den). Men det tiltaler åbenbart os danskere. For ifølge en artikel på http://www.historie-online.dk/ har den amerikanske tradition slået igennem i Danmark omkring år 2000, og vokser sig kun større og stærkere med årene. Og det er ikke den eneste tradition vi har suget til os, der er blandt andet også Halloween. Og hvis vi fortsætter med at hive de udenlandske traditioner til os, ender det jo ud med at alle dage er en speciel dag.

Men for mig at se, bliver de udenlandske traditioner bare finpudsede så de tilpasser sig vort land. Dette får med hensyn til valentinsdag, tror jeg, nogle mennesker til at føle sig pressede til at købe noget til sin kære, fordi det jo netop bliver en integreret del af Danmark - sådan gør man bare, i stedet for at gøre det med hjertet og lade tanken tælle (som jo i øvrigt er det de fleste kvinder falder for). Jeg, personligt, har i hvert fald ikke noget stort behov for at min kæreste skal prøve at være en eller anden sød gentleman, som han garanteret alligevel ikke kan leve op til (ikke for at nedgøre ham - han er skam fantastisk). Jeg mener bare, at vi bliver mere og mere forvente, også kan de (de kære mænd) ikke leve op til dagen alligevel, hvor romantisk bliver den så?

Og det er helt sikkert en fejl, hvis jeg får det til at lyde som om at jeg ikke kan lide alt det søde og kærlige, for det kan jeg bestemt - der er da ikke noget bedre end at nusse om hinanden og få en bekræftelse af at man har fundet den man elsker. Men bør man ikke være sådan alle 365 dage om året?

Men for at vænne tilbage til min valentinsdag i dag, har jeg ikke oplevet noget specielt romantisk. Min kæreste sidder her ved siden af mig, og får helt dårlig samvittighed over, at jeg hverken har fået blomster eller anden form for forkælelse. Men for mig har det været en dejlig dag, som alle andre dage på året, nemlig bare mig og ham - som jeg bedst kan lide det. Han har da i det mindste været så sød at tage ferie sammen med mig. Og når ja, så fik jeg jo sådan set også en lille gave af ham...