Puha jeg har det varmt

Min hals brænder og jeg føler jeg kan spyde ild ud af min mund. Jeg har forsøgt mig med chili! AV, det gør ondt, det svider, jeg begynder at svede og mine øjne løber i vand. Hvordan kan nogen virkelig syntes at denne grøntsag smager godt? Jeg klør mig i mit venstre øje - JEG ER 1000% sikker på at jeg er blevet blind. Smerten er endnu være end at spise den og jeg glemmer helt at det gør ondt i min hals. Jeg ender i stuen liggende konstant suttende i en mælkekarton med en våd vatrundel på øjet. Ja, det var så min første gang jeg prøvede at spise chili, som 10årig, fordi min far udfordrede mig i at tage en bid, af hans hjemmedyrkede, ”overhovedet ikke stærke”, men meget milde chilier. Man kan sige at mit møde med hr. chili ikke ligefrem var lykkeligt, men snarere en form for nærdødsoplevelse. Siden hen har mine møder med ham været forsigtige, men efter tilberedning på forskellig hvis har mine smagsløg efterhånden vænnet sig til smagen, og jeg er faktisk gået hen og blevet helt glad for den stærke smag, som krydderi til maden. Og jeg har flere gange seriøst overvejet at melde mig ind i fanklubben ”Chili Fan - for danske chilientusiaster” (www.chilifan.dk). Jeg må dog erkende at det stadig ikke er rart at klø sig i øjnene når de har været i kontakt med chili og specielt ikke chilikernerne. Og et godt råd til drengene, som jeg har fået fortalt fra en af mine venner, som selv har haft en lettere træls oplevelse med chili er, ikke at gå på toilettet efter at hænderne har været i kontakt med chili. Så husk det drenge, (hvis i glemmer det, så skal i ikke være bange for at glemme det til en anden gang). Nå tilbage til min opfattelse af Chili, for det er er sjovt som ens opfattelser ændres med alderen. Et godt eksempel på dette var i dag (den 18/3 2012), da sad jeg til familiefødselsdag med min lille kusine på 6 år, som hviskede til mig at hun skulle fortælle mig en hemmelighed. Vi gik ind på hendes værelse, og hun fortalte mig at hun var blevet forelsket i Chris fra hendes klasse, men det var Katja, hendes gode veninde også, og det Charlotte også. Det mærkelige lå ikke i at være forelsket som seksårig eller at de var tre som var forelsket i den samme, det mærkelige var at Charlotte i forvejen havde to kærester. Så jeg spurgte min kusine om det ikke var lidt tarveligt og synd for de to drenge som var kærester med Charlotte. Men svaret var ”der er jo ikke nogen af dem der er kede af det?”. Hvis dette spørgsmål blev stillet hende om blot 5 år, eller måske bare 2 år, ville svaret være noget anderledes og hun ville højst sandsynligt svare at det var forkert og at Charlotte var mærkelig. Men hendes opfattelse er endnu ikke farvet af samfundets moral og lovgivning som mener at det er forkert. Hvis eksemplet/diskussionen om flerkoneri udvides til hvordan polygami opfattes i muslimske lande. Er den fuldstændig modsatrettet af vores danske opfattelse af det. For De fleste muslimers begrundelse for retten til flerkoneri stammer fra Koranens kapitel "Kvinderne" vers 3: "Hvis I er bange for, at I ikke kan behandle de forældreløse retfærdigt, så gift jer med de kvinder, I finder for godt: To, tre eller fire. Hvis I er bange for ikke at kunne behandle dem ligeligt, så kun med én, eller de slavinder, I ejer. Dette er det nærmeste til ikke at komme på afveje." Og det bringer mine tanker over på min fantastiske og studietur til Tanzania med klassen, hvor vi interviewede en muslimsk imam og lærer (på Nianjema Secondary School, hvor vi boede) ved navn Kabuja. Da spørgsmålet kom til hvad hans mening om polygami var, smilede og grinte han, og svarede nærmest overraskende ”at det var fuldt ud accepteret, fordi det stod i koranen”. Jeg kan huske at jeg var helt forarget over at han grinede og virkede som om at han var fuldstændigt uforpligtende overfor kvindernes følelser. Men opfattelser er påvirket af den kultur og den religion man lever efter. Jeg dvæler lige ved den enormt dejlige følelse, jeg får i maven af at tænke på det brændende hede Tanzania og Zanzibar, for min opfattelse af Tanzania er, at det er et helt fantastisk land, som jeg er nysgerrig efter at udforske endnu mere i fremtiden! Forhåbentlig efter 3.G, hvor verden bare venter på at jeg kommer ud og udforsker den, så jeg kan få dannet mig en helt masse nye opfattelser og indtryk. Måske skulle jeg tage til Bolivia, chiliens stamfar, og spise mig mæt i stærke retter og se om chilien smager lige så godt dernede, på en varm sommeraften i solnedgangens skær?........ Jeg tror det!

Nanna Friis

Om Galla og kjoler og 3.g'er

I fredags var der gallafest på gymnasiet. Det var en fantastisk aften J

Gymnasie-gallafesten er den aften, hvor de ellers ret afslappet påklædte 3.g’ere dresser sig op i gallakjoler og fine jakkesæt, for at danse lanciers for deres forældre, lærere, venner og bekendte og på alle måder virker som de respektable og fornuftige unge voksne, de måske er. Ude på sidelinjen står mødre og fædre i et kapløb om, hvor mange billeder, de kan nå at tage af deres fantastiske vidunder af et barn. De tænker med bekymring på, hvor hurtigt disse ”børn” vokser op og at de måske snart flyver deres vej væk fra reden og de beskyttende ravnemødre, mens de drømmer om den lysende fremtid, der med garanti ligger foran dem. Det er en aften hvor pigerne får sat elegante frisurer hos frisøren, og hvor drengene rent faktisk lægger mærke til den lille detalje, der gør netop dét par stilletter specielle, som deres veninde eller kæreste har på. Det er en aften hvor drenge og piger danser sammen, som man gjorde før i tiden og ikke blot hopper fulde og akavede rundt på dansegulvet på et diskotek til lyden af dance eller techno rytmer. Det er en aften hvor skolen serverer fin middag og køber dyrt live-band, så festen kan blive helt suveræn. På en måde kan man sige at denne aften handler om det ydre. Det kan ikke tælles hvor to hænder, hvor mange timer hver enkelt pige har brugt på at lede efter den helt specielle kjole, hvor mange ting man med tungt hjerte har undladt at bruge penge på, så man havde råd til den perfekte kjole, det perfekte hår, til det perfekte det hele. Så ja, på en måde kunne man kynisk sige, at det hele er en gang perfekt opreklameret fis. Det handler om hvor flot man er i sin kjole, hvor flot ens dansepartner ser ud, hvor stolt ens forældre bliver af at kigge på en, hvor fine billeder man får taget, osv. For på denne aften kan alle ligne en hollywood stjerne på den røde løber, man kan sole sig i opmærksomheden og beundrende blikke fra 1. og 2.g’erne. Efter festen på skolen fortsatte festlighederne på Casino Royal, et sted jeg vil påstå, at højst 1 % af Egå gymnasiums 3.g’ere nogensinde før havde sat deres ben. Stedet var så fint, at man ikke engang måtte medbringe sin mobiltelefon og i hvert hjørne stod uniformerede vagter. Her stod vi i vores fine kjoler og kørte vores dyrt opsparede jetoner rundt og rundt i hænderne før vi turde og satse en smule.

Fuck, skal det være rød eller sort!? Hvis jeg taber 100,- har jeg mindre til drinks bagefter, men måske får jeg 200,- i stedet? Det er et svært valg. Men jeg gjorde det, jeg fulgte min indre stemme og jeg satsede på rød. Og jeg vandt. Og jeg gjorde det igen.. Og jeg vandt. Pludselig følte jeg mig ret sikker på mig selv og spillede selvfølgelig igen. Kunne det ikke være fedt at vinde 300,-? Men selvfølgelig vendte heldet, som det har det med at gøre, og jeg endte med at tabe de 100,- jeg startede med at satse. Lort. Jeg bandede indvendigt over min dumhed, nu ville jeg få dårlig samvittighed over den dyre drink, som jeg helt sikkert blev nødt til at købe senere, for det skal man jo til galla.

Efter casino turen drog vi til afterparty på Train. Pludselig forvandlede de fornemme mennesker, der tidligere havde prydet hallen på gymnasiet med deres indlærte dansetrin og svært opnåede skønhed, sig til de festaber, de i virkeligheden er. De lange kjoler røg og flere drinks røg ned. Resten af natten hoppede vi fulde og akavede rundt på dansegulvet til lyden af dance og technorytmer og det var lige os. Med samme kyniske stemme kan man sige, at det var da klokken blev ca. 02.30. at de rigtige 3.g’ere slog sig løs, dem som ikke har flere tusinde kroner at spille for på casino og normalt ikke danser ret flot i lange kjoler og høje hæle. Nogle par fandt hinanden på dansegulvet og forsvandt sammen i nattens mulm og mørke, nogle veninder rettede tøj sammen på toiletterne, mens de snakkede om hvem der var lækker, og nogle måtte måske en lille tur forbi buskadset udenfor og lægge en hilsen i form af nogle af de tidligere indtaget drinks.

I fredags var der gallafest på gymnasiet. Det var en fantastisk aften - hele aftenen J For selvom kynismen insisterer inden i mig, så var der en højtidelig og festlig stemning på gymnasiet og det var sjovt at se hinanden fine i tøjet og at danse sammen, sådan rigtigt danse. For galla er mest af alt den aften hvor 3.g’erne rykker tættere sammen og mærker fællesskabet, tænker på hvor kort tid der er tilbage af gymnasie-eventyret og glæder sig over de skønne venner man har fået på vejen indtil nu. En aften hvor man kan få lov til at nyde alt det gode gymnasiet medfører, og hvor man præcis som forældrene tænker med glæde og angst på den store frihed der ligger forude. Så kan man godt føle man er ved at blive lidt voksen… SHIT - det havde jeg glemt. Min veninde kyssede sku da med ham der i går. Kan ikke vente med at få alle detaljerne i morgen i skolen.

Nanna Rønde

Man kan hvad man vil, men hvad er det jeg vil?

At vælge eller ikke at vælge - det er spørgsmålet, som egentlig ikke er et spørgsmål. Det er for nutidens unge blevet noget nærmere et krav. Et krav om at vi SKAL vælge. Vælge hvem vi vil være, hvad vi vil være og ikke mindst hvordan vi vil leve op til egne målsætninger. Den gode nyhed er, at vi kan vælge hvad som helst. Alle muligheder eksisterer og ligger åbne for vores fødder, uden de mindste begrænsninger. Det er i hvert fald hvad jeg, gennem hele mit liv, ustandseligt er blevet fortalt.

”Man kan hvad man vil” er stadigvæk min kære faders oftest anvendte klicheordsprog, og jeg skal da være den første til at erkende, at han, ved at videreføre denne overbevisning til mig, succesfuldt har sørget for, at min selvtillid og mit ambitionsniveau er højt. Men på det seneste, i takt med at afslutningen på min gymnasietid nærmer sig med svimlende hastighed, begynder jeg at tvivle på hans ord. Jeg ved nemlig hvad jeg vil. Jeg vil så inderligt gerne vælge! Interesserede menneskers evigt gentagede spørgsmål om mine planer for fremtiden banker mig bestandigt i baghovedet med stor kraft, og har medført at ”valg af uddannelse” er at finde allerøverst på min nuværende prioriteringsliste med store blokbogstaver og lysende ramme. Alligevel er jeg tilsyneladende ikke i stand til, at ”kunne hvad jeg vil”, for selvom målsætningen om at vælge har været klart defineret siden min gymnasietids begyndelse, blinker punktet endnu ufortrødent og ugennemført i toppen af ”To Do”-listen. Når jeg så spørg mig selv, hvordan det at vælge karriere kan være så umådeligt svært, når jeg frem til et grundlæggende svar - mangel på begrænsninger! For hvad findes der til at pege mig i den rigtige retning, når min interesse er ligeligt fordelt over de tre fakulteter, karaktergennemsnittet intet udelukker og forældrene kun kan byde ind med klicheer som ”du skal mærke efter hvad du har lyst til, og så vælge hvad der føles rigtigt”? Der er alt for meget, som jeg har lyst til, og det er udelukkende min ubeslutsomhed, der afholder mig fra at følge drømmene. Og så naturligvis den afskrækkende bevidsthed om alle de fravalg man foretager sig i sit endelige valg af erhverv. For det allermest skræmmende ved at foretage vigtige valg er utvivlsomt risikoen for, at man vælger forkert, samt uvisheden omkring de konsekvenser som et fejlagtigt valg kan medføre.
Det angstfyldte omkring det at træffe beslutninger har optaget mennesket langt tilbage i tiden, og flere store filosofiske værker tager udgangspunkt i netop det at vælge. Den filosofiske retning eksistentialisme beskæftiger sig med grundideen om, at tilværelsen og livet er fuldstændig uden mening, hvilket er usikkerheds- og angstfremkaldende. Den eneste måde man, ifølge eksistentialisterne, kan overkomme denne meningsløshed er ved at træffe valg. Det er nemlig gennem vores valg, at vi kan skabe vores eksistens og danne vores identitet, samt en dertilhørende mening med tilværelsen. Hvis man er enig i denne filosofiske retning, øges presset på beslutningen betragteligt, da den enkelte selv er ansvarlig for hvert foretaget valg, og fordi disse valg samtidigt definerer hvem man er, kan hverken personer, opvækst eller samfundet bære skylden for eventuelle fejlvalg.
I situationer hvor jeg konfronteres med vigtige beslutninger, drømmer jeg mig af og til tilbage til barndommen, hvor de valg jeg stod overfor, var af mindre afgørende karakter. Nøøj, hvor ville jeg ønske, at dagens mest komplicerede dilemma var, om jeg skulle vælge kassettebåndet med Mads og Mikkel eller den sædvanlige med Robin Hood, eller om jeg i virkeligheden burde tjekke indholdet på fjernsynets vigtigste kanal Cartoon Network. Man skulle jo nødigt gå glip af ynglings-seriens nye afsnit! HOV HEY! Vågn op tak. Selvom det var skønt at være et barn næsten uden ansvar, ser jeg udviklingen til min nuværende situation som værende positiv, for som tidligere nævnt er det netop i stillingtagen til vanskelige valg, hvor vi tvinges til selv at tage ansvar, at vi har mulighed for, at opdage hvem vi er, og hvad der definerer os som mennesker.
Jeg håber i sandhed at min far har ret (det har han desværre som regel) i sit yndlingscitat, for hvis man virkelig kan, hvad man vil, så skal jeg nok ende som det gode menneske, jeg ønsker at blive, og så må jeg vel bare tage mig sammen og få valgt den uddannelse. Hvad er det værste, der kan ske, right? Det vigtige er ikke at fokusere på det overvældende antal af muligheder, eller manglen på begrænsninger, men i stedet at værdsætte den enorme frihed som vi har til at foretage lige præcis de valg, som gør os til de mennesker, vi ønsker at være.

At vælge eller ikke at vælge - det er kravet som egentlig ikke er et krav. Det er noget nærmere en frihed, som er givet nutidens unge. Denne frihed indebærer at der er uendelige valg, som giver os mulighed for konstant at udvikles. Måske burde vi ikke forsøge at fastlægge så store beslutninger såsom ”hvem vil jeg være?”, men i stedet koncentrere os om de mindre valg, og lade vores identitet udspringe af disse. But who cares? Vi kan jo altid vælge om igen.

Mathias Thøgersen

Finder på en overskrift senere

Jeg løb. Jeg løb væk på en bane fyldt med overspringshandlinger forklædt som vandpytter, huller i jorden og trævægge med pigtråd. Jeg løb, indtil jeg ramte en tyk mur af skole og afleveringer og lektier, og selvom jeg prøvede at møve mig udenom eller kravle op over og væk, så ramte jeg bare en ny mur af samme stof. Til sidst var jeg for træt til at løbe og for træt til at undersøge muren, så jeg satte mig ned og stirrede intenst på den i en time eller to. Jeg kom ikke særlig langt.

Okay. Jeg havde en plan. Først var det efter, at biologi afleveringen var lavet. Så skulle jeg ud og handle ind. Efter det kom Friends på TV2, så det skulle jeg lige se – måske det samme afsnit for tyvende gang. Og hov, så var klokken vidst omkring midnat. Det må blive i morgen, siger jeg til mig selv, fordi jeg har jo ikke travlt. Det er kun mandag, og jeg har hele ferien til at lave en lille bitte mikroskopiske på-størrelse-med-halvdelen-af-et-halvt-sandkorn aflevering. (Okay, det var vist et komplet arrangement af en eller dansk sang, som jeg nok burde kende, men som jeg selvfølgelig ikke gjorde, fordi jeg stadigvæk ikke helt har 100% jordforbindelse med mine ikkeeksisterende danske rødder, og derudover var den vidst også på hele 6 timer, men nu jeg løber væk igen). 

Så. Altså. Afleveringer og musik og overspringshandlinger. Nogen gange er det a piece of cake, men det var det bestemt ikke denne gang, hvor jeg i et halvt øjeblik troede, at jeg var med i den benhårde kokkekonkurrence MasterChef… og jeg er ikke udlært. Så jeg udskød det (for længe), fordi jeg ikke ville tænke på det. I mellemtiden lavede jeg ikke ingenting. Jeg lavede hundredevis af andre ting, andre lektier og andre afleveringer, og ifølge John Perry, filosofiprofessor på Stanford University, er denne måde at strukturere sine overspringshandlinger på en smuk form for kunst. Jeg takker og bukker. Han mener, at man organiserer sine gøremål efter betydning og nødvendighed. De vigtigste opgaver ligger øverst på listen, og nederst på listen fordeler små dagligdagsting sig, ting som man gerne vil have ordnet, men som kan udskydes i en uge eller fem. Her vil en person drevet af sine overspringshandlinger fylde listen med opgaver, som befinder sig relativt langt nede. Dette fortsættes indtil man bliver nødt til at få tegnet et flueben øverst på listen - lave den aflevering eller mødes med den veninde, som altid var lidt akavet og som måske ikke rigtigt var en veninde, men nærmere en bekendt af en anden veninde eller whatever, som man nu har udsat. Fordi der kommer bare et tidspunkt, hvor man har været ude og gå med hunden syv gange i løbet af den sidste time, hvor man har læst avisen forfra og bagfra og fundet den med blindeskrift, og hvor man har gennemsøgt internettet for informationer om den vestafrikanske larves livscyklus.

Jeg kom ikke særlig langt. Afleveringen plagede mig, og jeg var ikke gået i gang endnu. Så jeg ledte efter definitioner i stedet.

"Indenfor etologien betyder overspringshandling en tilsyneladende irrelevant handling, som et dyr foretager, når dets instinkter giver det selvmodsigende beskeder, så flere uforenelige adfærdselementer stimuleres samtidig. Et eksempel kan være dyret, der i kamp motiveres til både aggression og flugt. Et sådant dyr kan pludseligt begynde at pudse sin pels eller udvise seksuel adfærd. Som regel vil overspringshandlingen være ganske kortvarig, da den ydre situation vil stille krav - i eksemplet vil modstanderen udnytte chancen og enten stikke af eller fortsætte kampen."

Et eksempel kan være en mand, der i et skænderi motiveres til aggression eller flugt. En sådan mand kan pludseligt finde på at stryge sit tøj eller tag det af, slikke sig om munden og sende et frækt blik til sin partner. Som regel vil overspringshandlingen være ganske kortvarig, da den ydre situation vil stille krav - i eksemplet vil partneren udnytte chancen og enten storme ud af rummet og smække døren eller råbe ”Hold kæft, hvor er du klam Sten. Nej, gider ikke lege nu, og det er stadigvæk din tur til at gå ud med skraldet. Nej, Sten. Nej. Nej. Lad nu være. Sten. Stop. Gå ud med skraldet. Nu, Sten. GØR DET NU FOR SATAN I HELVEDE! … Åååh. Det er okay Sten, det er helt fint. Nej, det er fint. Du er, som du er. Du har ret, og jeg er den uvidende – jeg må hellere takke himlen, stjernerne og resten af universet for, at jeg stadigvæk ved, at du er ligeså dum og egoistisk som din abe af en far.” 
Stilhed. Partneren vandt og Sten gik ud med skraldet og sov på sofaen i en uge. Dårlig overspringshandling, Sten min ven.

”En handling man udfører, i stedet for at udføre en handling man egentlig burde udføre.”

Min far kalder. Han kan ikke finde sin blå skjorte. Han kan ikke finde noget mere. Jeg løber, og vender tilbage senere.

”En overspringshandling er en ting man gør for at udskyde andre, presserende opgaver. Typisk er det den studerende, der finder på ligegyldige rengøringsopgaver for at - øøh - lige et øjeblik…”

Fantastisk. Den ramte plet. Jeg fandt den perfekte definition, og jeg kunne begynde på musik.

Jeg behøves vel ikke at skrive, at det ikke skete. Så der sad jeg søndag aften. Uden at have skænket afleveringen en tanke. Det er måske løgn. Faktisk havde jeg tænkt på den om lørdagen og fredagen og torsdagen og onsdagen og tirsdagen, men jeg formåede med en smule hjælp fra fjernsynet, computeren, familien og resten af verden at sortere den væk i en kasse navngivet Lort og andre ting, jeg ikke gider at tænke på pt., og så tog jeg kassen og trampede på den og sparkede til den og satte ild til den og gravede et hul og dækkede kassen til og spyttede på jorden og gik min vej, og svor at jeg aldrig ville nærme mig den kasse igen. 

Velkommen til søndag, knap en uge senere. Min gode ven, Lectio mindede mig så sødt som sukker om at afleveringen var til kl. 12 den efterfølgende dag. Jeg gravede kassen frem og begyndte arbejdet. Det var et hårdt og opslidende og tilfredsstillende arbejde. Jeg besejrede muren bevæbnet med en hammer, en økse og en boremaskine. Det tog lang tid at ødelægge muren. Det var hårdt og trættende, og jeg indså, at jeg mindst havde brug for en bulldozer for at rive muren ned. Så mens støvet lagde sig, løb jeg jublende væk. Og hen mod den næste mur. 

- Neusha

Vintergækken anno 2012

Og der står den så.

Strålerne fra den første forårssol er så småt begyndt at bryde gennem de grå skyer og varme de vinterblege ansigter. De første fugle er hjemvendt fra sydens sol, klar til at kvidre foråret i møde, og bøgens små skud emmer af den nye årstid, der er på vej. Og midt imellem græsstråene står en lille, hvid vintergæk, der har kæmpet sin vej op igennem den stadigt halvfrosne jord. Fin, hvid, ren og uden viden omkring hvad den vil møde over jordens overflade. Vintergækken minder mig på mange måder om de cirka 40.000 studenter, der sammen med mig (forhåbentligt) og vintergækken springer ud i det her forår og forlader gymnasiet. De er også fine, hvide og stadig unge i den verden, der venter på dem udenfor. Kampen op igennem den knoldede, ubarmhjertige jord var ikke let, men nu står vi her med verden for vores f(/r)ødder, og ser frem mod tider med både sol, vind, regn og blæst.

Og så skruer vi lidt ned for idyllen. For hvad søren er det for en verden der ligger udenfor, og hvad er det egentlig vi vil med den? Hvad vil den med os? Nu ved jeg ikke om der findes et slogan for det almene gymnasium STX, men hvis der gjorde, ville det nok lyde noget alla: ”STX - Uddannelsen, der åbner op for alle de døre du skulle møde på din vej”. Umiddelbart lyder det jo ganske tiltalende, at man (hvis ’snittet tillader det) kan vælge lige præcis den uddannelse og vej i livet man vil. Men på den anden side er det, i hvert fald for mig, mindst lige så forvirrende med alle de muligheder. I virkeligheden har valget af STX på mange måder måske også bare været en måde, hvorpå man kunne udskyde den endelige beslutning omkring hvilken endelig vej man vil vælge?

Og det er et valg man bliver sat ansigt til ansigt med i alle sammenhænge. Selv placeret i trygge omgivelser i den varme dagligstue til familiekomsammener en søndag eftermiddag omkring et overdådigt kagebord og friskbrygget kaffe, hvor man er fuldstændig uforberedt. Pludselig lyder spørgsmålet til 1.000.000 kr. (man kan svagt høre de faretruende ”du, du, du, du, du, du, du, duuuu” og det blinkende lys fra ”Hvem vil være millionær”-studiet): ”Nå Line, hvad er så du skal nu her når du er færdig med gymnasiet?”. Indeni mit hoved lyder et indebrændt og (efterhånden) meget, meget dybt suk: ”Arg, ikke igen! For 494.256’tyvende gang.. Jeg ved det stadig ikke”. Bagerst i mit hoved kan man svagt høre alarmklokkerne ringe for at finde på det et eller andet svar. Hvad vil jeg? Hvad vil jeg? Hvad vil jeg? Jeg kunne blive medicinsk forsker og lede efter kuren på kræft. Jeg kunne åbne bageriet ”Line Bager” og skabe mig en karriere inden for konditorfaget. Jeg kunne blive pædagog og starte hver mandag morgen med at synge ”Jeg en gård mig bygge vil” omgivet at en flok lækre unger. Ja, jeg kunne sågar (efter en del hård træning) melde mig som linedanser i et cirkus. Ideer er der nok af! Men i stedet for at lukke min forvirrede tankestrøm ud smiler jeg bare, løfter på skuldrene og siger: ”Jeg ved det ærlig talt ikke, men ting jeg gerne vil er der nok af”. Det handler bare lige om at finde ud af hvad der er det rigtige.

Tilbage til den forestående studentereksamen, der først lige skal afsluttes inden valget af karriere skal tages. Når enden er nær, er alting godt, i hvert fald hvis man spørger Brødrene Grimm. Og jo, det er da dejligt som snarlig student, at kunne se en ende på 3 års lektier og afleveringer. Men som de tre år (snart) er gået, går det også op for én, at gymnasiet er meget mere end det, og jeg skal da gerne være den første til at indrømme at enden er nær, men ikke alting er godt. Som min kære klassekammerat Cecilie sagde: ”Hvad nu hvis vi bare fik alle overtalt til at droppe ud af gymnasiet nu, og så starte sammen efter sommerferien igen?”. Det er da i hvert fald et bud på en løsning. Hvor godt det ville kunne lykkes er så en anden sag. Desuden, én ting er at skulle sige farvel til en hverdag med alle de dejlige mennesker man har delt gymnasietiden med, men en anden ting er at skulle stå ansigt til ansigt med det der kommer bagefter gymnasiet, det uvisse og ukendte. Men hvorfor er det lige at det uvisse ikke bare er spændende, men også har en lidt uhyggelig side? Rent psykologisk findes der mange forskellige forklaringer og teorier, der kan forklare den ”frygt” mange studerende på et eller andet tidspunkt har lugtet lidt til (jeg har i hvert fald). Én forklaring kan man finde inden for den eksistenspsykologiske retning. Med eksistenspsykologiens beskrivelse af mennesket som et væsen, der fuldt ud har frihed til selv at vælge sit liv og livsindhold, og også gør det, beskrives det hvordan det er direkte angstfremkaldende og frygtindgydende at tage ansvar for de valg man bliver nødt til at tage - For hvad nu hvis valget af uddannelse bliver afgørende for hvilket menneske vi udvikler os til at blive? Og hvad nu hvis man træffer det forkerte valg? En anden forklaring kan findes indenfor Freuds psykoanalyse, hvor de grundlæggende tanker kredser om at de dårlige sider i livet er ubevidste konsekvenser af at en af barndommens tre faser er mislykket. Her ville frygten for det uvisse kunne forklares som en mislykket adskillelsesproces i den orale fase, som er skyld i at selvstændighed og adskillelsen fra moderen eller faderen kan være noget der frygtes.

Anyway, lige pludselige står vi altså med den hvide hue på. Men det trøster mig da lidt at jeg ikke er den eneste, der går rundt og er forvirret omkring fremtiden. Det er nok i virkeligheden de færreste studenter anno 2012, der ved lige præcis hvad de gerne vil. Og det er måske i virkeligheden den største forskel på vintergækken og studenten. De færreste studenter ved hvad det egentlig er livet venter og hvilke valg der er de rigtige at træffe. Der owner vintergækken os fuldstændig… Den ved både hvor den skal tilbringe livet og hvad den skal lave (eller måske rettere, hvad den ikke skal lave). Op gennem græsset voksede den og fandt et sted at stå i livet.

Og den står der endnu.

Line