Vintergækken anno 2012

Og der står den så.

Strålerne fra den første forårssol er så småt begyndt at bryde gennem de grå skyer og varme de vinterblege ansigter. De første fugle er hjemvendt fra sydens sol, klar til at kvidre foråret i møde, og bøgens små skud emmer af den nye årstid, der er på vej. Og midt imellem græsstråene står en lille, hvid vintergæk, der har kæmpet sin vej op igennem den stadigt halvfrosne jord. Fin, hvid, ren og uden viden omkring hvad den vil møde over jordens overflade. Vintergækken minder mig på mange måder om de cirka 40.000 studenter, der sammen med mig (forhåbentligt) og vintergækken springer ud i det her forår og forlader gymnasiet. De er også fine, hvide og stadig unge i den verden, der venter på dem udenfor. Kampen op igennem den knoldede, ubarmhjertige jord var ikke let, men nu står vi her med verden for vores f(/r)ødder, og ser frem mod tider med både sol, vind, regn og blæst.

Og så skruer vi lidt ned for idyllen. For hvad søren er det for en verden der ligger udenfor, og hvad er det egentlig vi vil med den? Hvad vil den med os? Nu ved jeg ikke om der findes et slogan for det almene gymnasium STX, men hvis der gjorde, ville det nok lyde noget alla: ”STX - Uddannelsen, der åbner op for alle de døre du skulle møde på din vej”. Umiddelbart lyder det jo ganske tiltalende, at man (hvis ’snittet tillader det) kan vælge lige præcis den uddannelse og vej i livet man vil. Men på den anden side er det, i hvert fald for mig, mindst lige så forvirrende med alle de muligheder. I virkeligheden har valget af STX på mange måder måske også bare været en måde, hvorpå man kunne udskyde den endelige beslutning omkring hvilken endelig vej man vil vælge?

Og det er et valg man bliver sat ansigt til ansigt med i alle sammenhænge. Selv placeret i trygge omgivelser i den varme dagligstue til familiekomsammener en søndag eftermiddag omkring et overdådigt kagebord og friskbrygget kaffe, hvor man er fuldstændig uforberedt. Pludselig lyder spørgsmålet til 1.000.000 kr. (man kan svagt høre de faretruende ”du, du, du, du, du, du, du, duuuu” og det blinkende lys fra ”Hvem vil være millionær”-studiet): ”Nå Line, hvad er så du skal nu her når du er færdig med gymnasiet?”. Indeni mit hoved lyder et indebrændt og (efterhånden) meget, meget dybt suk: ”Arg, ikke igen! For 494.256’tyvende gang.. Jeg ved det stadig ikke”. Bagerst i mit hoved kan man svagt høre alarmklokkerne ringe for at finde på det et eller andet svar. Hvad vil jeg? Hvad vil jeg? Hvad vil jeg? Jeg kunne blive medicinsk forsker og lede efter kuren på kræft. Jeg kunne åbne bageriet ”Line Bager” og skabe mig en karriere inden for konditorfaget. Jeg kunne blive pædagog og starte hver mandag morgen med at synge ”Jeg en gård mig bygge vil” omgivet at en flok lækre unger. Ja, jeg kunne sågar (efter en del hård træning) melde mig som linedanser i et cirkus. Ideer er der nok af! Men i stedet for at lukke min forvirrede tankestrøm ud smiler jeg bare, løfter på skuldrene og siger: ”Jeg ved det ærlig talt ikke, men ting jeg gerne vil er der nok af”. Det handler bare lige om at finde ud af hvad der er det rigtige.

Tilbage til den forestående studentereksamen, der først lige skal afsluttes inden valget af karriere skal tages. Når enden er nær, er alting godt, i hvert fald hvis man spørger Brødrene Grimm. Og jo, det er da dejligt som snarlig student, at kunne se en ende på 3 års lektier og afleveringer. Men som de tre år (snart) er gået, går det også op for én, at gymnasiet er meget mere end det, og jeg skal da gerne være den første til at indrømme at enden er nær, men ikke alting er godt. Som min kære klassekammerat Cecilie sagde: ”Hvad nu hvis vi bare fik alle overtalt til at droppe ud af gymnasiet nu, og så starte sammen efter sommerferien igen?”. Det er da i hvert fald et bud på en løsning. Hvor godt det ville kunne lykkes er så en anden sag. Desuden, én ting er at skulle sige farvel til en hverdag med alle de dejlige mennesker man har delt gymnasietiden med, men en anden ting er at skulle stå ansigt til ansigt med det der kommer bagefter gymnasiet, det uvisse og ukendte. Men hvorfor er det lige at det uvisse ikke bare er spændende, men også har en lidt uhyggelig side? Rent psykologisk findes der mange forskellige forklaringer og teorier, der kan forklare den ”frygt” mange studerende på et eller andet tidspunkt har lugtet lidt til (jeg har i hvert fald). Én forklaring kan man finde inden for den eksistenspsykologiske retning. Med eksistenspsykologiens beskrivelse af mennesket som et væsen, der fuldt ud har frihed til selv at vælge sit liv og livsindhold, og også gør det, beskrives det hvordan det er direkte angstfremkaldende og frygtindgydende at tage ansvar for de valg man bliver nødt til at tage - For hvad nu hvis valget af uddannelse bliver afgørende for hvilket menneske vi udvikler os til at blive? Og hvad nu hvis man træffer det forkerte valg? En anden forklaring kan findes indenfor Freuds psykoanalyse, hvor de grundlæggende tanker kredser om at de dårlige sider i livet er ubevidste konsekvenser af at en af barndommens tre faser er mislykket. Her ville frygten for det uvisse kunne forklares som en mislykket adskillelsesproces i den orale fase, som er skyld i at selvstændighed og adskillelsen fra moderen eller faderen kan være noget der frygtes.

Anyway, lige pludselige står vi altså med den hvide hue på. Men det trøster mig da lidt at jeg ikke er den eneste, der går rundt og er forvirret omkring fremtiden. Det er nok i virkeligheden de færreste studenter anno 2012, der ved lige præcis hvad de gerne vil. Og det er måske i virkeligheden den største forskel på vintergækken og studenten. De færreste studenter ved hvad det egentlig er livet venter og hvilke valg der er de rigtige at træffe. Der owner vintergækken os fuldstændig… Den ved både hvor den skal tilbringe livet og hvad den skal lave (eller måske rettere, hvad den ikke skal lave). Op gennem græsset voksede den og fandt et sted at stå i livet.

Og den står der endnu.

Line