I fredags var der gallafest på gymnasiet. Det var en fantastisk aften J
Gymnasie-gallafesten er den aften, hvor de ellers ret afslappet påklædte 3.g’ere dresser sig op i gallakjoler og fine jakkesæt, for at danse lanciers for deres forældre, lærere, venner og bekendte og på alle måder virker som de respektable og fornuftige unge voksne, de måske er. Ude på sidelinjen står mødre og fædre i et kapløb om, hvor mange billeder, de kan nå at tage af deres fantastiske vidunder af et barn. De tænker med bekymring på, hvor hurtigt disse ”børn” vokser op og at de måske snart flyver deres vej væk fra reden og de beskyttende ravnemødre, mens de drømmer om den lysende fremtid, der med garanti ligger foran dem. Det er en aften hvor pigerne får sat elegante frisurer hos frisøren, og hvor drengene rent faktisk lægger mærke til den lille detalje, der gør netop dét par stilletter specielle, som deres veninde eller kæreste har på. Det er en aften hvor drenge og piger danser sammen, som man gjorde før i tiden og ikke blot hopper fulde og akavede rundt på dansegulvet på et diskotek til lyden af dance eller techno rytmer. Det er en aften hvor skolen serverer fin middag og køber dyrt live-band, så festen kan blive helt suveræn. På en måde kan man sige at denne aften handler om det ydre. Det kan ikke tælles hvor to hænder, hvor mange timer hver enkelt pige har brugt på at lede efter den helt specielle kjole, hvor mange ting man med tungt hjerte har undladt at bruge penge på, så man havde råd til den perfekte kjole, det perfekte hår, til det perfekte det hele. Så ja, på en måde kunne man kynisk sige, at det hele er en gang perfekt opreklameret fis. Det handler om hvor flot man er i sin kjole, hvor flot ens dansepartner ser ud, hvor stolt ens forældre bliver af at kigge på en, hvor fine billeder man får taget, osv. For på denne aften kan alle ligne en hollywood stjerne på den røde løber, man kan sole sig i opmærksomheden og beundrende blikke fra 1. og 2.g’erne. Efter festen på skolen fortsatte festlighederne på Casino Royal, et sted jeg vil påstå, at højst 1 % af Egå gymnasiums 3.g’ere nogensinde før havde sat deres ben. Stedet var så fint, at man ikke engang måtte medbringe sin mobiltelefon og i hvert hjørne stod uniformerede vagter. Her stod vi i vores fine kjoler og kørte vores dyrt opsparede jetoner rundt og rundt i hænderne før vi turde og satse en smule.
Fuck, skal det være rød eller sort!? Hvis jeg taber 100,- har jeg mindre til drinks bagefter, men måske får jeg 200,- i stedet? Det er et svært valg. Men jeg gjorde det, jeg fulgte min indre stemme og jeg satsede på rød. Og jeg vandt. Og jeg gjorde det igen.. Og jeg vandt. Pludselig følte jeg mig ret sikker på mig selv og spillede selvfølgelig igen. Kunne det ikke være fedt at vinde 300,-? Men selvfølgelig vendte heldet, som det har det med at gøre, og jeg endte med at tabe de 100,- jeg startede med at satse. Lort. Jeg bandede indvendigt over min dumhed, nu ville jeg få dårlig samvittighed over den dyre drink, som jeg helt sikkert blev nødt til at købe senere, for det skal man jo til galla.
Efter casino turen drog vi til afterparty på Train. Pludselig forvandlede de fornemme mennesker, der tidligere havde prydet hallen på gymnasiet med deres indlærte dansetrin og svært opnåede skønhed, sig til de festaber, de i virkeligheden er. De lange kjoler røg og flere drinks røg ned. Resten af natten hoppede vi fulde og akavede rundt på dansegulvet til lyden af dance og technorytmer og det var lige os. Med samme kyniske stemme kan man sige, at det var da klokken blev ca. 02.30. at de rigtige 3.g’ere slog sig løs, dem som ikke har flere tusinde kroner at spille for på casino og normalt ikke danser ret flot i lange kjoler og høje hæle. Nogle par fandt hinanden på dansegulvet og forsvandt sammen i nattens mulm og mørke, nogle veninder rettede tøj sammen på toiletterne, mens de snakkede om hvem der var lækker, og nogle måtte måske en lille tur forbi buskadset udenfor og lægge en hilsen i form af nogle af de tidligere indtaget drinks.
I fredags var der gallafest på gymnasiet. Det var en fantastisk aften - hele aftenen J For selvom kynismen insisterer inden i mig, så var der en højtidelig og festlig stemning på gymnasiet og det var sjovt at se hinanden fine i tøjet og at danse sammen, sådan rigtigt danse. For galla er mest af alt den aften hvor 3.g’erne rykker tættere sammen og mærker fællesskabet, tænker på hvor kort tid der er tilbage af gymnasie-eventyret og glæder sig over de skønne venner man har fået på vejen indtil nu. En aften hvor man kan få lov til at nyde alt det gode gymnasiet medfører, og hvor man præcis som forældrene tænker med glæde og angst på den store frihed der ligger forude. Så kan man godt føle man er ved at blive lidt voksen… SHIT - det havde jeg glemt. Min veninde kyssede sku da med ham der i går. Kan ikke vente med at få alle detaljerne i morgen i skolen.
Nanna Rønde
Ingen kommentarer:
Send en kommentar