At vælge eller ikke at vælge - det er spørgsmålet, som egentlig ikke er et spørgsmål. Det er for nutidens unge blevet noget nærmere et krav. Et krav om at vi SKAL vælge. Vælge hvem vi vil være, hvad vi vil være og ikke mindst hvordan vi vil leve op til egne målsætninger. Den gode nyhed er, at vi kan vælge hvad som helst. Alle muligheder eksisterer og ligger åbne for vores fødder, uden de mindste begrænsninger. Det er i hvert fald hvad jeg, gennem hele mit liv, ustandseligt er blevet fortalt.
”Man kan hvad man vil” er stadigvæk min kære faders oftest anvendte klicheordsprog, og jeg skal da være den første til at erkende, at han, ved at videreføre denne overbevisning til mig, succesfuldt har sørget for, at min selvtillid og mit ambitionsniveau er højt. Men på det seneste, i takt med at afslutningen på min gymnasietid nærmer sig med svimlende hastighed, begynder jeg at tvivle på hans ord. Jeg ved nemlig hvad jeg vil. Jeg vil så inderligt gerne vælge! Interesserede menneskers evigt gentagede spørgsmål om mine planer for fremtiden banker mig bestandigt i baghovedet med stor kraft, og har medført at ”valg af uddannelse” er at finde allerøverst på min nuværende prioriteringsliste med store blokbogstaver og lysende ramme. Alligevel er jeg tilsyneladende ikke i stand til, at ”kunne hvad jeg vil”, for selvom målsætningen om at vælge har været klart defineret siden min gymnasietids begyndelse, blinker punktet endnu ufortrødent og ugennemført i toppen af ”To Do”-listen. Når jeg så spørg mig selv, hvordan det at vælge karriere kan være så umådeligt svært, når jeg frem til et grundlæggende svar - mangel på begrænsninger! For hvad findes der til at pege mig i den rigtige retning, når min interesse er ligeligt fordelt over de tre fakulteter, karaktergennemsnittet intet udelukker og forældrene kun kan byde ind med klicheer som ”du skal mærke efter hvad du har lyst til, og så vælge hvad der føles rigtigt”? Der er alt for meget, som jeg har lyst til, og det er udelukkende min ubeslutsomhed, der afholder mig fra at følge drømmene. Og så naturligvis den afskrækkende bevidsthed om alle de fravalg man foretager sig i sit endelige valg af erhverv. For det allermest skræmmende ved at foretage vigtige valg er utvivlsomt risikoen for, at man vælger forkert, samt uvisheden omkring de konsekvenser som et fejlagtigt valg kan medføre.
Det angstfyldte omkring det at træffe beslutninger har optaget mennesket langt tilbage i tiden, og flere store filosofiske værker tager udgangspunkt i netop det at vælge. Den filosofiske retning eksistentialisme beskæftiger sig med grundideen om, at tilværelsen og livet er fuldstændig uden mening, hvilket er usikkerheds- og angstfremkaldende. Den eneste måde man, ifølge eksistentialisterne, kan overkomme denne meningsløshed er ved at træffe valg. Det er nemlig gennem vores valg, at vi kan skabe vores eksistens og danne vores identitet, samt en dertilhørende mening med tilværelsen. Hvis man er enig i denne filosofiske retning, øges presset på beslutningen betragteligt, da den enkelte selv er ansvarlig for hvert foretaget valg, og fordi disse valg samtidigt definerer hvem man er, kan hverken personer, opvækst eller samfundet bære skylden for eventuelle fejlvalg.
I situationer hvor jeg konfronteres med vigtige beslutninger, drømmer jeg mig af og til tilbage til barndommen, hvor de valg jeg stod overfor, var af mindre afgørende karakter. Nøøj, hvor ville jeg ønske, at dagens mest komplicerede dilemma var, om jeg skulle vælge kassettebåndet med Mads og Mikkel eller den sædvanlige med Robin Hood, eller om jeg i virkeligheden burde tjekke indholdet på fjernsynets vigtigste kanal Cartoon Network. Man skulle jo nødigt gå glip af ynglings-seriens nye afsnit! HOV HEY! Vågn op tak. Selvom det var skønt at være et barn næsten uden ansvar, ser jeg udviklingen til min nuværende situation som værende positiv, for som tidligere nævnt er det netop i stillingtagen til vanskelige valg, hvor vi tvinges til selv at tage ansvar, at vi har mulighed for, at opdage hvem vi er, og hvad der definerer os som mennesker.
Jeg håber i sandhed at min far har ret (det har han desværre som regel) i sit yndlingscitat, for hvis man virkelig kan, hvad man vil, så skal jeg nok ende som det gode menneske, jeg ønsker at blive, og så må jeg vel bare tage mig sammen og få valgt den uddannelse. Hvad er det værste, der kan ske, right? Det vigtige er ikke at fokusere på det overvældende antal af muligheder, eller manglen på begrænsninger, men i stedet at værdsætte den enorme frihed som vi har til at foretage lige præcis de valg, som gør os til de mennesker, vi ønsker at være.
At vælge eller ikke at vælge - det er kravet som egentlig ikke er et krav. Det er noget nærmere en frihed, som er givet nutidens unge. Denne frihed indebærer at der er uendelige valg, som giver os mulighed for konstant at udvikles. Måske burde vi ikke forsøge at fastlægge så store beslutninger såsom ”hvem vil jeg være?”, men i stedet koncentrere os om de mindre valg, og lade vores identitet udspringe af disse. But who cares? Vi kan jo altid vælge om igen.
Mathias Thøgersen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar