19 år efter vågner jeg med min kæreste ved siden af mig, og jeg ligger og lytter. Huset lever klokken 7.30, normalt er det kun mig, der er hjemme. Normalt er jeg lige kommet ud af badet og prøver desperat at smide noget tøj på kroppen og nogle bøger i tasken, men ikke i dag. I dag tøffer jeg ligeså stille ud af værelset i min brune, fleecemorgenkåbe og lader alle de glade, nostalgiske minder vækkes til live. Duften af mellemristede kaffebønner, der har stået og trukket i det kogende i mine forældres ti år gamle sølvgrå kande, der nøjsomt bliver presset ned af min fars hænder, der holder fast om kandens matchende knop, mens jeg kigger over på min tallerken, hvor de første gaver er blevet lagt frem. Alt er som det plejer. Og alligevel ikke, da jeg for første gang i mit liv er 19 år. For første gang skal jeg sidde på min stol som 19årig, og for første gang skal jeg flå gavepapiret af - som 19årig! Når alt er pakket op, sidder jeg med en ny skjorte (den er lige en tand for stor), en ny toliettaske, Stieg Larsson-trilogien på både bog og dvd, en ny shampoo og et gavekort til brunch for to. Dette var første gang, jeg prøvede at få sådan et gavekort. Jeg har tit fået gavekort til film, cd'er, dvd'er og et enkelt til en tøjbutik, men ikke til sådan en oplevelse. Gavekortet var fra min kæreste, så jeg ville tage hende med på brunch. Jeg synes brunch er et fantastisk koncept. Man sidder og hygger sig med en god ven eller en kæreste, mens man bare kan tage for sig af alskens lækkerier. Vi skal spise på Ziggy Sidewalk, hvor de har en kæmpe buffet med alt fra yoghurt til små pandekager til ristede brød med en skive sjovt klingende ost og let ristede og hakkede valnødder strøet over med kærlig hånd. Og ja, jeg elsker konceptet, men forstår nu godt, hvorfor nogle kan se brunch som værende lige lovlig "over-the-top". Anders Matthesen, stand-up komikeren bedre kendt under navnet Anden, forholder sig til konceptet "at brunche": ifølge Anden er brunch torsdag morgens lille udFLUGT for de nybagte forældre, der kun bevæger sig udenfor den éne gang, hvor de kan slippe deres baby; et overgearet koncept, der er den komplicerede vej til et blødkogt æg og en spandauer. Joken er fantastisk sjov og er nu meget passende, mens jeg sidder dér ved morgenbordet med min spandauer og brunchkortet i hånden. Jeg er nu ligeglad med hans statement; nu er det fødselsdagsflag og ikk' babybleer, der fylder min hjerne. Halvvejs inde i min spandauer kan jeg mærke iPhonen vibrere i lommen: "Jonas, Anders and 21 other posted on your wall." - tak, Facebook.
Facebook-hilsner er nu en sjov ting. Før i tiden var det kun ens familie, dem fra klassen og enkelte nære venner, der huskede ens fødselsdag. På min 18-års fødselsdag fik jeg 159 tilykke'er. Jeg nævnte det for min kæreste, der læser psykologi på Århus Universitet. Hun fortalte mig om hendes lektor Jan Tønnesvang. Ifølge ham er perifære venner (som en stor del af ens FB-venner nok kan betragtes som) et middel. J Tønnesvang siger, at mennesker skal ses som mål i sig selv, ikke et middel til at opnå noget (eks. selvtillid) - det skaber større selvrealisering, frem for narcissisme. Sagt kort, man bliver ikke glad af alle de 1000 facebook-venner, men kun af de få, der betyder noget for én. Et kram fra kæresten, der kigger én i øjnene og kun ønsker, at man bliver glad af det ene ord "tillykke", et ord der fra kæresten rummer så mange flere lag end ren gestus: det er et udtryk for hengivenhed, for nærvær, for kærlighed.
Inden man dog begynder at omskabe hele sit facebook-liv og sin identitet, må man nu have en anden af Tønnesvangs pointer med. De eneste, der oplever den totale selvrealisering er mennesker som Ghandi og Dalai Lama. Det er det sjove ved psykologi; alt afhænger af hvilke teoretiske briller, man tager på. I dag vælger jeg at tage optimistens briller på. Jeg ser de mange hilsner som et tegn på, at jeg kender en masse mennesker, der gerne vil skænke mig en tanke. Som jeg kender, har grinet med og delt en bajer med.
Jeg har spist den sidst bid af spandaueren og drukket den sidste tår mellemristet. Mon Ghita Nørby har gjort det samme? 9.10 - 18 år, 363 dage, 3 timer og timer siden den våde, solbeskinnede snevejrsdag bevæger jeg mig afsted mod skole, Egaa Gymnasium. Min første skoledag som 19-årig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar