Inderst inde

http://www.youtube.com/watch?v=5sL3FmbirK0

 ”Inderst inde af den sagnomspundne forfatter Emil Halkier. Halvanden sides hælden vand ud af ørene. Et indlæg, som formentlig har flyttet mere hos forfatteren selv end hos de mange læsere. Det kan kun blive til en enkelt stjerne herfra.” Anmeldelse Lokalavisen

”Svigt er ikke noget vi ønsker at opleve. Svigt er ikke noget vi ønsker at snakke om. Svigt er salt i et i forvejen betændt sår. Et sår, som måske heler med tiden, eller måske i stedet bliver dybere og mere betændt. Ingen ved det, folk snakker om det.” citat unavngiven filosof bosat på Hovedgaden 23 A, 1. 8410 Rønde

”At svigte betyder at noget ophører og ikke fungerer.” citat ordbogen

”Når bloggen omhandler de dybeste følelser og tillader os (læseren) at komme helt tæt på og ind i det lukkede rum der inderst inde, kalder vi det deep backstage.” citat dansklæreren

Svigt har i mit tilfælde været tilstede i forbindelse med en manglende bekræftelse. En manglende følelse af at blive værdsat og føle sig interessant. Dette kan overraskende nok være sat i gang af en af de allernærmeste. En af dem, der har plantet mit lange korpus af en krop på Moder Jord. Inderst inde kan man til tider føle sig som den hund, man altid ser i en bil ude på Nettos parkeringsplads med vinduet 1,5555546793000982 cm på klem. Det er, hvis jeg må have lov til at bruge et udtryk min mormor ikke kan lide, da det, når det siges langsomt lyder som ”Kræft æde mig”… Det er kraftedeme ikke en rar følelse dybt inde i abdomen (som mave så smukt hedder på latin). I det mindste har man fået forsædet og kan nu urinerer ud over dette til ens egen store tilfredsstillelse. Det er faktisk ret slående, hvor ofte denne hund er en puddel. Stor og pelset facade, som gemmer på et ligblegt og knogletyndt indre. Fordelen ved pudlen er faktisk den tykke pels. Godt nok kræver denne megen pleje og dyre klipninger, bevares, men den fælder ikke! Det eneste, som kan være ulempen ved at have hundetække - hundehår. Vi kender det alle. Man ser en sød hund og tænker ”den skal klappes.” og så klasker man ellers løs på det lille uskyldige dyr helt uhæmmet. Flere minutter tæsker man løs. Når torturen så endelig er færdig kigger man på sine fingre, sine bukser, sin trøje. Ja I kender det.

For at tage hundeeksemplet op igen kan det siges, at det hele ikke er negativt. Der er nemlig lys for enden af tunnelen. Døren er ikke låst. Der stadig er en mulighed for at blive genforenet. Hvordan denne genforening skal finde sted ved ingen af de involverede parter. Til tider virker det som om, det kun er envejskommunikation og at barnet pludselig skal agere den voksne. Frustrerende.. Frustrationen bliver til vrede, til knyttede næver og fugtige øjenkroge. Tanken sviger mere end den brandvarme kamillete, der langsomt og smertefuldt risler ned i halsen, som et Sydamerikansk vandfald dybt inde i junglen. Dybt dybt inde.

Inderst inde handler det vel i bund og grund om stædighed, og da dette er en menneskelig egenskab, der er arvelig, må det siges at være en rimelig lige kamp. Spørgsmålet er blot – Hvem giver først op? Giver op. Når man giver op i håndbold har man tabt. Jeg vil ikke tabe. Er det overhovedet noget at tabe? Det er vel alt eller intet. Jeg har alt at vinde og intet at tabe. Det kan ikke fortsætte med dette skuespil og denne ironiske distance til de problemer, som ligger lige for fødderne af os. Der må handles inden det er for sent. Som Søren Kierkegaard så smukt sagde: ”At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik – ikke at vove er at miste livet.” Jeg må vel snart indse, at der her i livet findes valg og der findes konsekvenser. Træffes ingen valg, vil der ingen ændring ske, og da ændring står øverst på ønskelisten SKAL der handles, selvom det vil kræve mod. Mere mod end det tog teenagedrengen med fesent gennemsigtigt overskæg, fart over feltet, damer og sprut, at skrive et følsomt blogindlæg og blotte sig. Nøgenheden er i skrivende stund skræmmende, men samtidig en lettelse.

Dette blogindlæg er skrevet med efterveerne af en slem forkølelse, blå knæ, en smadret albue og en flækket læbe efter et smertefuldt nederlag til Bjerringbronx. Desuden har en række hændelser den seneste tid gjort, at I blev ofrer for lige netop dette - min elendighed. Det vil jeg gerne undskylde. Prøvede først min træners gode gamle råd: ”Det skal løbes væk!” Men at løbe på et tastetur kommer der ikke fandens meget ud af.