Påskeferie! Farvel terminsprøver! Jeg bukker og løfter min imaginære hat for jøderne og deres fejring af udvandring af Egypten. Tak Tak siger jeg bare. Yi-hai-oh! Første programpunkt: Surf. Boardet op på taget, udstyret bag i bilen og så nordpå mod nordkystens buldrende bølger. Et måske lidt dødfødt projekt hvis jeg ser mit valg af surfspot i retrospekt. Vandet var, på trods af 11 m/s fra nord, fladt som en pandekage fra Københavns rådhus. Ikke fordi jeg nogensinde har smagt en pandekage derfra, men taget deres berømthed i betragtning må der være en vis kvalitet i dem. Om ikke andet var vandet i hvert fald fladt. Og koldt. - meget koldt. Selvom jeg med glæde tog en tyk (og tung) våddragt på. Hætte, handsker og støvler så kun en lille del af ansigtet var blottet for vandet og vindes evindelige angreb på min åh så sarte hud, og jeg var klar. Parat. GO! på en gang ”ripping the waves”. - bare uden bølgerne. ØV! Fart og lidt hop blev det dog til. Sidstnævnte endte dog i noget som vi indviede ynder at kalde et ”Katapultstyrt”. PLASK!!!!!
Dagene efter skulle i hvert fald ikke bruges på surf. Rygsækken blev pakket med alt lige fra trangia og sovepose, til vandresokker og Fjällräven G-1000 bukser. Og selvfølgelig vælger undertegnede ikke at tage sit ellers så dyrt indkøbte, spritnye og helt igennem legendariske drikkesystem med på sin rejse mod Danmarks smukke nationalpark - som åbenbart ikke er en nationalpark: Rold Skov med de tilhørende Rebild Bakker. En rejse med rygsæk og telt. Præcis det eneste jeg behøver for at elske livet på trods af den ellers til tider trivielle hverdag på gymnasiet. En rejse hvor der ikke er nogen, der siger nej. Nogen, der siger ”du skal” eller ”du burde”. En rejse hvor min evige trang til at se hvad der er på den anden side af bakken lever for fuld kraft. Rebild Bakker blev i hvert fald besøgt med vandrestøvler og rygsæk. Telt og en sød pige i hånden. Og hver eneste bakketop skulle bestiges for at se hvad der var på den anden side. Et fantastisk koncept. Bare gå mellem bakkerne. Se ned på skovene dag ind og dag ud. Jeg ser her bort fra de tænderklaprende nætter i et alt for koldt telt på en helt vildt tilfældig teltplads langt fra alt hvad der hedder civilisation - hvis vi lige ser bort fra den flotte jernbane, der ynder at dele Rold Skov på langs. Jeg kan så til gengæld spørge mig selv om hvorfor det er jeg så gang på gang vælger vandrestøvler, telt og sovepose, frem for mine hjemmesko, hus og dyne. Jeg vil opleve. Eller snarere; Jeg vil leve. En klog mand sagde engang at det ikke gør ondt at dø. Det gør kun ondt at dø uden at have levet. Man kan så spørge om jeg ikke er i live i 4. modul torsdag eftermiddag i lokale 11 på gymnasiet hvor min lærer står foran tavlen og fabler om Danmarks internationale placering fra 2. verdenskrig og frem til i dag. Rent biologisk vil jeg måske kunne kategoriseres til at være i live, men min hjerne kører i tomgang og jeg er lige ved at flatline. Jeg kan heldigvis se frem til en hue med rødt bånd, fest og ikke mindst den der lille detalje med et papir med nogle tal på, som meget gerne skulle sige at jeg kan kalde mig selv for student. Man kan vel næsten betragte eksamensbeviset som en adgangsbillet ud til livet. LIVET!!! JAA! Nu er vi der!! Woop woop!!! Jeg undskylder mit mindre udbrud af glæde, men jeg vil være netop der hvor jeg har glædet mig til at komme. I livet. At der så venter 5 eller 8 års uddannelse på et eller andet universitet, et eller andet sted hvor jeg kan få lov til at nørde med et eller andet som jeg på et eller andet tidspunkt finder helt vildt spændende, kan ses bort fra. Nu vil jeg leve. Leve med vandrestøvler, telt og sovepose. Fjelde i alle afskygninger, vildmark og røg i tøjet. Eller leve i vinden, vandet og bølgerne. Med mit surfboard under armen og søgende efter lige det øjeblik hvor jeg føler jeg er i live. På vej mod bølgen, der skal bære mit liv mod nye højder. Mod steder jeg aldrig har været og steder jeg altid har ønsket at komme til… Ad for en gang romantisk pjat, men bølgen har jeg nu intet imod. Bare den er der for en gang skyld, og ikke holder sig væk som dengang i slutningen af marts, hvor terminsprøverne netop var overstået. Skolen var snart slut og jeg skulle have påskeferie for sidste gang i gymnasiet. Dengang hvor jeg måske netop levede for at leve. Dengang, der er nu. Nu hvor jeg kan se frem mod den røde hue, papiret med tallene og jeg kunne være tilbøjelig til at råbe
KLAR - PARAT - LEV!!!!
Rasmus Teistrup Ernst
Ingen kommentarer:
Send en kommentar