Den 1. søndag i advent

Det er i dag den 1. søndag i advent, og som sædvanlig sidder jeg ude ved min mormor, hvor jeg låner hendes oldgamle, stationære computer. Da jeg var lille, var det mig der skulle tænde det første lys i adventskransen, men det er ikke længere mig, der skal kravle op på stolen. Engang var det min mormor, som jeg faktisk har en smule dårlig samvittighed overfor. I sidste uge var jeg med til at opføre en forestilling på skolen (KBH - Egaa, en roadmovie - Live), der var resultatet af flere måneders intenst arbejde og jeg plejer egentligt at invitere hende med til alt, der har noget med skolen at gøre, fordi hun sluger sine tre børnebørn råt. Men ikke denne gang. Jeg vil nødig tænke på at grunden til det, er at jeg glemte hende. Men det er nok sandheden. Enten det eller fordi jeg helst ikke vil ædes råt. Forestillingen, eller rettere sagt øvning på forestillingen, har forløbet over de sidste to måneder, hvor vi koret allere startede med at øve sange i starten af det nye skoleår. Men her den sidste måneds tid er øvningen blevet meget mere tidskrævende og der hoppede jeg lidt af vognen. Jeg var der ikke hver eneste lørdag til øvning. Jeg så ikke nogen mening ved at sidde på en stentrappe og kukkelure i flere timer, for at synge ét nummer for derefter at sætte sig ned igen. Selvom fremmøde var påkrævet, var det nok ikke det store savn min fraværelse fremdrog. Det er ikke fordi, det ikke var hyggeligt at bruge sin weekend på skolen (og det mener jeg faktisk), det er bare ikke lige så hyggeligt med tømmermænd. Og ja, tømmermænd er en dårlig undskyldning for ikke at dukke op, men jeg er nu engang fyldt med dårlige undskyldninger. Hver gang jeg åbner munden løber de ned ad min hage. Alt bliver påklistret en dårlig undskyld, hvilket er hvorfor jeg ønsker mig post-its til jul - det gør det lidt nemmere at klistre undskyldningerne fast. Men selvom jeg er god til dårlige undskyldninger, klemte jeg dem alle i mig i sidste uge, hvor der var fuldt pres på forestillingen. Der var både premiere og generalprøve og alt muligt. Og jeg var der til hver eneste forestilling! Med mel i håret, øjnene og bag øret. Forestillingen, der er baseret på TV-serien Charlot og Charlotte, handler om to unge kvinder (der hedder Berit og Babette i skolens version), der møder hinanden i Københavns lufthavn. De følges ad (i bil - det er en roadmovie) til Egå. De møder en masse på deres vej. De møder en psykopat, og de møder en grevinde, de møde en til psykopat, der vil have Berits sjæl og de møder... da da da dam - et plejehjem! Plejehjemmet består af koret, der under hele forestillingen har været iklædt gammeldame - og mandstøj med tilhørende mel i håret. Melet i håret var skyld i, at jeg morgenen efter premieren sad med mel bag øret til Turgays historietime (det var vel at mærke efter mit morgenbad!). Men det er ikke hver dag, man har en undskyldning for at smide mel i håret. Jeg opfandt ingen dårlig undskyldning - jeg nød at være gammel for et par dage. Men min ryg nød det knap så meget, men den skal nok komme sig. Det bedste ved hele processen omkring at opbygge forestillingen har helt sikkert været at lære en masse nye mennesker at kende. Og at lære nogle ting, man ikke vidste omkring nogen man i forvejen kendte. Den værste (og så slem er den egentligt ikke. Den er faktisk ret god, nu jeg tænker over det) ting ved at have gennemspillet forestillingen så mange gange er, at jeg nu ikke kan tænke på andet end replikker, musiknumre og sange fra stykket. Jeg snakkede med min veninde i går, hvor hun siger "Ej, men det er altså ikke min skyld, det er så meget hendes, den BITCH", hvorefter jeg bryder ud i sang: "Herren være nådig, herren være gooooood, synden vil du vaaaaske bort! Tilgiv mine synder!", hvilket bare er underligt. Ikke mærkeligt, bare underligt.
På den 1. søndag i advent er der kun tre søndage til det er juleaften, men der er en hel del der skal nås for midt vedkomne inden da; julegave indkøb, klipning, hygning og ikke mindst SRP. Men nu skal det første lys i adventskransen tændes. Men det er ikke længere mig, der skal tænde det. Nu er det min lillesøster på 10 år. Jeg ved ikke hvem, der skal tænde det, når hun bliver stor. Engang var det mormor. Hey, mormor bliver da inviteret med til dimissionen. Eller forårskoncerten. Eller også kan hende og jeg lave en strikke-camp på Roskilde Festival med gyngestole og fodskamler. Jeg glæder mig allerede - så kan jeg også få strikket min sweater færdig. Jeg mangler næsten kun ærmerne!